Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 10

Børne- og ungdomsforskningen har i høj grad gjort brug af kulturanalyser, etnografiske studier og andre kvalitative tilgange. Inden for ungdomsforskningen har den såkaldte Birmingham-skole med dens kritisk marxistisk og semiotisk inspirerede tolkning af cultural studies-traditionen været en vigtig inspirationskilde til studier af ungdomskulturer i nordisk sammenhæng (se Bjurström 1997).

Inden for børneforskningen lancerede den engelske antropolog Allison James i samarbejde med sociologen Alan Prout et nyt ”barndomsparadigme” i en artikel der siden da har opnået klassikerstatus, nemlig ”A new Paradigm of Childhood” (1990/1997). Synspunktet er her at børn skal studeres i deres ”egen ret”. De skal ses som aktører og kompetente fortolkere af eget liv. Forestillinger om børn og barndom ses i artiklen som sociale konstruktioner knyttet til bestemte sociale og kulturelle kontekster, og forfatterne mener at etnografiske metoder er specielt velegnede til at skaffe viden der understøtter dette perspektiv.

Siden da har denne tilgang haft stor indflydelse, og etnografiske/antropologiske studier har udgjort en vigtig bestanddel inden for børneforskningen (se eksempelvis Gulløv og Højlund 2003 samt Olwig og Gulløv 2004). Den kraftige accentuering af aktør-perspektivet har i de her nævnte værker fået et modspil i studier af de uomtvistelige magtforhold som børn er underlagt i relation til voksne (se eksempelvis også Palludan 2004).

På Institut for Pædagogisk Antropologi arbejder forskningsenheden ”Pædagogisk antropologisk børn og unge forskning” i forlængelse af ovennævnte traditioner. I forskningsgrundlaget på enhedens hjemmeside (juni 2004) hedder det blandt andet at det pædagogisk-antropologiske forskningsperspektiv inden for børn og unge området indebærer ”en særlig forpligtelse til at studere sociale og kulturelle re-produktionsprocesser i det pædagogiske felt”. Og det pædagogiske felt forstås som et felt, ”hvor der fra forskellige sociale positioner (institutionaliserede og ikke-institutionaliserede) og på forskellig vis (ideologisk, praktisk, diskursivt, økonomisk, teoretisk etc.) investeres i undervisning, læring, dannelse og opdragelse i forhold til børn og unge”. Enheden kan således ses som et eksempel på et forskningsmiljø på instituttet der definerer sig dels som aktør i et multidisciplinært miljø, men også definerer sig inden for rammen af den faglighed som udgøres af pædagogisk antropologi (se også Krygers artikel i denne antologi).