Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 13

Spillet mellem monofaglighed og multidisciplinaritet i arbejdet med pædagogisk antropologi kommer også til udtryk gennem de forskellige uddannelser der er tilknyttet instituttet.

Det har været en opgave for instituttets medarbejdere at udvikle en cand.pæd.-uddannelse i pædagogisk antropologi. Den havde sit første optag i 2002 og i den første studieordning (2002/2003) har specielt tre områder fået en central placering. Det første er etnografisk inspireret udforskning af felter af betydning for pædagogiske forhold som tilgodeses gennem et kortere feltstudium i starten af studiet fulgt op af et længerevarende sidst i studiet. Det andet område er Kulturanalyse og kulturstudium af felter af betydning for pædagogiske forhold. I to ud af de seks studieenheder er kulturbegrebet således det centrale omdrejningspunkt. Det tredje område drejer sig om udviklingen af videnskabsteoretiske og metodologiske problemstillinger i relation til forståelsen af blandt andet feltstudier, deltagerobservationer og kvalitative interviews. Kravet om skærpet opmærksomhed på videnskabsteoretiske og metodologiske problemstillinger hænger ikke mindst sammen med den stigende erkendelse af at ”viden” ikke bare er noget forskeren finder ”derude” (i et givet felt), men at viden altid opstår i samspil med den optik man benytter sig af.

Den tematiske variation i spændingsfeltet mellem monofaglighed og multidisciplinaritet ses desuden gennem arbejdet med de masteruddannelser, som er tilknyttet instituttet, nemlig masteruddannelserne i henholdsvis IKT og læring, børnekultur og professionsudvikling, samt uddannelsen til underviser i dansk som andetsprog for voksne, som er på masterlignende niveau.

I relation til ovenstående har der på såvel studiet som blandt forskerne på instituttet været en løbende diskussion om hvordan man kan forstå empirien og feltbegrebet. Man kan sige at fra en opfattelse hvor tanken var at man kunne nå ind til den iboende logik i et givet felt ved at ”lade feltet tale” blot man var åben og uhildet nok som forsker, så er der, som nævnt, en stigende erkendelse af at skabelse af viden altid indeholder et element af konstruktion (se fx Andersen & Øland 2003) – nogen har endda talt om en repræsentations-krise inden for kvalitativ forskning (se Denzin & Lincoln 1998).

Der har også været bestræbelser på at overvinde denne repræsentationskrise ved at give det etnografiske projekt ”mening og betydning bag om det postmoderne” (se bl.a. Madsen 2003). På denne baggrund argumenterer Madsen for at der kan hentes inspiration i ”grounded theory”-tilgangen i etnografiske studier.

På studiet og på instituttet har denne problemstilling imidlertid ført til at også diskursanalytiske tilgange har vundet indpas som en alternativ måde at gå til analysen af empirien og feltet på. Inspireret af Foucault, Deleuze, Laclau og Mouffe med flere kan der argumenteres for at valget af den diskurs hvorigennem forskeren italesætter feltet, indebærer grundlæggende konsekvenser for hvorledes feltet, dets aktører og strukturer overhovedet kan iscenesættes. Feltet bliver i den forstand en konstruktion der følger de regler som de valgte diskurser – forstået som vidensregimer – giver i agttageren mulighed for at konstruere det som (se bl.a. Andersen 1999, Foucault 1980/1971, Deleuze & Guattari 1996).