Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 3

Som Mie Buhl dokumenterer det i sin artikel, eksisterer der inden for det tyske sprogområde et veletableret forskningsfelt der under navnet pædagogisk antropologi har eksisteret som videnskab siden 1950’erne. Inden for denne tradition henviser Buhl blandt andet til Wulf & Zirfas (1994) der finder det vigtigt at forstå pædagogisk antropologi i sin historicitet og ud fra et pluralistisk tankemønster hvor mange forskellige discipliner kan bidrage.

I angelsaksiske sammenhænge findes der ligeledes veletablerede forskningstraditioner under benævnelser som Educational Anthropology, Educational Ethnography (Yon 2003), Anthropology and Education (se fx http://www.aaanet.org/cae/aeq/). Den engelske antropolog Susan Wright, som i 2003 ved instituttet fik det første professorat i Danmark i pædagogisk antropologi, taler om den pædagogiske antropologi som en disciplin der søger at afdække kompleksiteten inden for særlige former for social praksis. Det gør hun ved at beskrive og analysere social praksis gennem flere forskellige ”vinduer” (multisite approach) og ved at følge hvorledes bestemte nøgleord (keywords), diskurser og sociale praktikker ændrer sig når de bevæger sig over og tilpasses forskellige kontekster. Hvorledes en sådan tilgang kan tillempes giver hun i sin artikel i denne antologi en prøve på i relation til, hvorledes universiteterne i England for nylig er blevet reformeret på en måde, der knytter marked og uddannelse væsentlig nærmere til hinanden. I denne tilgang til pædagogisk antropologi får hun følgeskab af sin amerikanske kollega George E. Marcus (1995). Også i en angelsaksisk sammenhæng er der således tale om en meget blandet flok, som dels kan have udgangspunkt i antropologi, dels i pædagogik, dels i en blanding af andre faglige tilgange som etnografi, kulturstudier og diskursanalyse.

I en dansk sammenhæng har der siden 1970’erne været en stærk tradition for pædagogisk feltforskning. Klasserums- og kønsforskningen, som den blev udøvet af blandt andet Karen Borgnakke, Niels Kryger og Staf Callewaert, er eksempler herpå (for en oversigt se Kryger 2004). Desuden har der i den pædagogiske feltforskning været en stærk inspiration fra studier af pædagogik og uddannelse i den tredje verden som med god grund kunne kaldes pædagogisk antropologisk eller pædagogisk etnografisk, og som i dag repræsenteres af blandt andet Ulla A. Madsen, Stephen Carney, Karen Valentin (se fx Madsen 2003 & 2004). Studier af tosprogethed, integration og interkulturel pædagogik i relation til skole og uddannelse bærer ligeledes mange pædagogisk-antropologiske træk i tilgange der desuden henter inspiration fra etnografiske feltstudier, diskursanalyse og sociologi hvilket såvel Holms, Horsts og Holmens som Kristjansdottirs artikler i denne antologi er et udtryk for (se videre Holmen & Lund 2001; Horst 2003; Moldenhawer 2001 og Jensen 1998).

Dette hurtige skitseprægede udsyn over sider af det som kaldes pædagogisk antropologi tjener blot til at antyde at tværfaglighed eller multidisciplinaritet i høj grad synes at være en dyd inden for pædagogisk antropologi (se i øvrigt diskussionen heraf i Krejslers artikel i denne antologi).