Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 5

Pædagogisk antropologi og Danmarks Pædagogiske Universitet

Оглавление

I sin begrundelse for institutopdelingen ved Danmarks Pædagogiske Universitet nævner rektor Lars-Henrik Schmidt at det særlige ved den pædagogiske antropologi er at den først og fremmest orienterer sig efter de praktiske værdier i en begrænset kultur hvor man ser udvekslingerne foregå når man ved hvem der er sammen (2001). Han nævner kulturmødet i bredeste forstand som det der interesserer denne disciplin, mødet mellem de professionelle og deres ofre, mellem videnskabsmanden og hans objekter, læreren og eleverne, pædagogen og børnene, lederen og personalet etc., samt de forhold og organiseringer som følger heraf. Schmidt nævner desuden et antal metoder som i særlig grad skulle karakterisere denne disciplin: observationer, deltagerobservationer, dybdehermeneutiske interviews og feltarbejde.

På universitetets website (2004) markedsføres Institut for pædagogisk antropologi som et institut der søger at skabe en sammenhængende forskningsmæssig udvikling inden for pædagogikkens feltforskningstraditioner, og samtidig sætter fokus på det kulturelle som forskningsfelt.

Med pædagogisk antropologi er der således tale om et stort felt. Og, måske som følge heraf, er det en disciplin som samler forskere der ofte har en meget tværfaglig tilgang til deres studier af en stor variation af pædagogiske felter. Pædagogik, antropologi, etnografi, cultural studies, sociologi, historie, filosofi, lingvistik og mange flere discipliner har alle spillet væsentlige roller når forskellige forsøg på at indkredse disciplinen gøres af forskellige forskere der repræsenterer forskellige tilgange.

PAedagogisk antropologi

Подняться наверх