Читать книгу PAedagogisk antropologi - Группа авторов - Страница 6

Selv hvis man skulle kunne komme til enighed om at pædagogisk antropologi burde begrænses til koblingen mellem to særligt privilegerede discipliner, nemlig pædagogik og antropologi, ville problemet med at afgrænse feltet næppe kunne løses særligt entydigt. Denne problematik kan gøres tydelig ved at stille følgende to spørgsmål: Hvad er pædagogik? og Hvad er antropologi?

Hvorvidt pædagogik er en videnskabelig disciplin i sin egen ret eller snarere får sin særlige karakter gennem de hjælpediscipliner som den lægger sig op ad, er et omstridt spørgsmål. Indtil omkring 1900 levede pædagogikken overvejende som en underdisciplin inden for filosofien og forholdt sig til spørgsmålet om de praktisk pædagogiske konsekvenser af filosofiens indsigter. Med linjer tilbage til Herbart og frem til 1930’ernes eksperimentalpsykologi og den efterfølgende udviklingspsykologiske inspiration fra blandt andre Piaget og Vygotsky var megen pædagogik tæt koblet til – om end ikke nødvendigvis underordnet – psykologien.

Fra 1960’erne og frem har megen pædagogisk forskning stået i dyb gæld til sociologien i forsøgene på at forstå sammenhængene mellem på den ene side pædagogik, uddannelse og institutionalisering m.m. og på den anden side størrelser som køn, etnicitet og social lagdeling. Dette er ofte gjort med reference til neo-marxistiske tilgange, kritisk teori, strukturalisme og poststrukturalisme. Pædagogikkens aktuelle referencer til navne og traditioner som Jürgen Habermas, Anthony Giddens, Niklas Luhmann, Ulrich Beck, Zygmunt Bauman understreger blot afhængigheden af sociologien. Vi kunne her fortsætte med lingvistik, antropologi, historie og flere andre discipliner som pædagogikken læner sig op ad.

Selv om antropologien utvivlsomt har opnået større anerkendelse som videnskabelig disciplin i sin egen ret, har også denne disciplin mange ansigter, dels i dens relationer til andre discipliner, dels i dens meget forskellige veje i forskellige nationale traditioner og i forskellige historiske kontekster (se bl.a. Barnard 2000). Antropologien har således mange fælles forfædre med filosofien og sociologien, for eksempel Jean-Jacques Rousseau, Montesquieu, Karl Marx og Émile Durkheim, hvor det særligt antropologiske kan være svært at skelne fra det sociologiske. Det samme gælder de traditioner som er repræsenteret af eksempelvis Pierre Bourdieu eller Jürgen Habermas. Man kunne dog hævde at antropologien har et hovedfokus på kulturen, hvor sociologiens hovedfokus er samfundet, om end disse to størrelser utvivlsomt er svære at adskille på meningsfuld vis i praktiske undersøgelser.

Hvad angår feltstudiet, som ofte opfattes som det særligt antropologiske, kan det også være svært kategorisk at skelne mellem feltstudier der kalder sig for eksempel antropologiske, etnografiske, kultursociologiske, politologiske eller cultural studies. Såvel Susan Wright som Bradley A. Levinson repræsenterer internationalt set antropologer som dyrker den brede tværdisciplinære tilgang til det antropologiske (se bl.a. Shore & Wright 2000; Levinson & Holland 1996).