Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 10

OLE NYEGAARD

Den modernistiske kanons hovedværker er for det meste forvirrende og svære. For hvad sker der egentlig i dem, hvad handler f.eks. James Joyces Ulysses om? Imidlertid har kritikerne gennem snart hundrede år leveret utallige læsninger, der mere eller mindre forklarer disse værkers afvigende karakter, belyser dem ud fra deres tid ved særlige psykologiske omstændigheder eller lignende. De modernistiske værker er blevet norm, nærmest normale.

Enkelte værker bevarer dog deres særhed, uanset hvad man gør for at forklare dem. Petersborg, en af de mest aparte bøger blandt modernismens mange besynderlige bøger, udkom som føljeton i tidsskriftet Sirin i 1913. Den har status som den ypperste roman fra den russiske sølvalder. Det er måske en tilsnigelse, en begrænsning at kalde den modernistisk. Men skal man tale om en russisk modernisme – som falder sammen med den russiske sølvalder, der strakte sig fra 1890’erne til 1917, inden den socialistiske realisme blev normen – kommer man ikke uden om Petersborg eller dens forfatter.

Belyj (pseudonym for Boris Nikolajevitj Bugajev 1880-1934) var digter, romanforfatter, litteraturkritiker og en af den russiske symbolismes ledende skikkelser – en uhyrligt belæst og produktiv skribent. Selvom Belyjs forfatterskab var af svingende kvalitet, hersker der udbredt enighed om, at værker som romanerne Petersborg (i bogform i 1916) og Kotik Letajev (1922) udgør højdepunkter i russisk litteraturhistorie.

Det synes nærmest umuligt at sammenfatte Belyjs mange uforenelige ideer og identiteter under én betegnelse. Belyj var symbolist, men var det på sin egen måde. Flere af de andre symbolister kritiserede ham for at fordreje symbolismens ideer. Belyj var antroposof, men han var ikke en entydigt lydig discipel af Rudolf Steiner. Belyj var socialist, men han var ikke marxist – og han anså bolsjevikkernes revolution som en nødvendig overgangsfase for landet. Kort fortalt: Uanset hvilket verdensbillede Belyj bekendte sig til, gjorde han det altid til sit eget belyjske billede. Han var en særling, en mand med særegne ideer, som han selv udtænkte og fulgte med en ihærdig, ukritisk selvtillid, der antyder, at tanken om disse ideers ejendommelighed end ikke strejfede ham (Steven Cassedy i Belyj 1909, 8). Netop de uforenelige modsætninger mellem Belyjs forskellige livssyn og tilstedeværelsen af ligeledes paradoksalt modstridende elementer i Petersborg gør denne roman til den russiske litteraturs højmodernistiske hovedværk – et uefterligneligt monster, der dannede forbillede for eftertidens litterære særlinge.

Det følgende er ment som en indføring i Belyjs mærkværdige bog Petersborg. En bestræbelse på at give førstegangslæseren et overblik. For det kan være tiltrængt med et overblik over en bog, der ikke helt kan forklares ud fra de gængse litterære, historiske, sociologiske eller psykologiske modeller, man normalt ville benytte. Her vil Belyjs opfattelse af sproget danne grundlag for en kort analyse med udgangspunkt i et essay, Belyj forfattede i 1909, hvor han ikke bare modsagde den sprogopfattelse, som blev herskende blandt vestlige lingvister, men også foregreb den russiske formalisme. Derudover er denne artikel et forsøg på at bestemme Belyjs plads i den moderne russiske litteratur, ikke så meget i forhold til, hvor han kom fra – bl.a. den russiske symbolisme, som set i forhold til eftertidens russiske forfattere.

Nogle praktiske bemærkninger omkring bogen: Petersborg udkom oprindeligt i Skt. Petersborg i serieform i et tidsskrift i perioden 1913- 14, og i 1916 i bogform. Men Belyj var ikke tilfreds og omskrev og forkortede Petersborg til en flere hundrede sider kortere udgave, der udkom i Berlin, hvor han var i eksil, i 1922. Efter at Belyj vendte tilbage til Sovjetunionen, udkom en ny og revideret udgave i Moskva i 1928, denne udgave var tilmed blevet lettere beskåret af den sovjetiske censur.

Man er stærkt uenige om, hvilken af de tre udgaver af bogen der er den bedste. Flest hælder til den forkortede, men ucensurerede 1923-udgave. Det giver dog anledning til et paradoks, da man i oversættelserne ofte tyr til 1916-udgaven for at belyse utallige uklarheder opstået ved Belyjs ikke helt konsekvente eller logiske revidering.

For overskuelighedens skyld vil det efterfølgende, dersom intet andet angives, tage udgangspunkt i Niels Brunses danske oversættelse af 1928-udgaven (Belyj 1928).