Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 16

Efter at have været omkring både den historiske ramme, plottet og Belyjs egne teorier, kan vi se lidt nærmere på teksten. I Petersborg anslås det sproglige tema allerede i prologen. Her møder man den mildest talt besynderlige fortæller:

Deres excellencer, højbårenheder, velbårenheder, borgere!

…

Hvad er dette vort Russiske Imperium? Vort Russiske Imperium er en geografisk enhed, hvilket vil sige: en del af en vis planet. Og det indbefatter: for det første Stor-, Lille-, Hvide- og Røderusland; for det andet kongerigerne Gruzien, Polen, Kazan og Astrakhan; for det tredje indbefatter det … Nå ja, ogsåvidere, ogsåvidere.

(Belyj 1928, 9)

Her foregår en “samtale” mellem fortæller og læser eller rettere en parodisk tale til læseren. Læseren drilles gennem den overdrevne venlighed (excellencer, højbårenheder osv.). Samtidig forekommer tonen selvparodisk pompøs i kraft af det retoriske spørgsmål og den pseudovidenskabelige tone, der anslås gennem vage betegnelser som “geografisk enhed” og “del af en vis planet” – en masse ord uden reel substans. Mellem prologens pompøsitet, det spørgsmål, den rejser (Hvad er dette vort Russiske Imperium?), og endelig fortællerens rablende upræcise forsøg på at give et svar, findes store lakuner af uoverensstemmelser.

“Vi vil udbrede os mere om Petersborg” (s. 9), siger fortælleren for derefter at inddrage byens hovedgade Nevskij Prospekt, “et snorlige prospekt”, og dernæst at betegne de andre russiske byer som “en bræddebunke af små huse” (s. 10). Fortælleren gør Skt. Petersborg til en manifestation af orden i det russiske kaos; tilmed bliver det snorlige prospekt benævnt “et europæisk prospekt” og byen en “ikke-russisk by” (s. 10). Og modstillingen af europæisk orden versus russisk kaos fortsættes: “Men hvis de fortsat vil hævde den meningsløse skrøne, at der findes en befolkning på halvanden million i Moskva, så må det indrømmes, at Moskva må være hovedstaden …” (s. 10).

Her introduceres den gamle russiske identitetskonflikt, dvs. spørgsmålet om, hvorvidt russerne skal orientere sig mod fortiden i form af et asiatisk påvirket Moskva som repræsentant for den byzantinske og russisk-ortodokse indflydelse, eller mod vestlig civilisation, mod rationalisme og orden i form af Skt. Petersborg og dens snorlige prospekter – Peter den Stores europæiske by grundlagt som en spøgelsesby på en sump.

Den dobbelthed – mellem det europæiske og det russiske, mellem orden og kaos, magt og afmagt – som Belyjs Petersborg tematiserer, går også igen i dens struktur. Bogen bygger på dobbeltheden, ikke blot sat op i uforenelige eller abstrakte modsætninger, men en dobbelthed i selve byen, personerne, bogens fortæller og derved ethvert niveau i fortællingen. Ifølge fortællerens logik er det enten en “meningsløs skrøne”, at Moskva rummer en større befolkning end Petersborg, eller også eksisterer Petersborg ikke. For hvis den ikke er hovedstad, er den slet ikke: “Det ser kun ud som om den eksisterer” (s. 10). Og ligesom byen bærer personerne også på kontrasterende egenskaber. Apollon Ableukhov optræder både som den magtfulde senator og den kærlige far. Samtidig er han en hanrej, der tilmed frygter sin søn. Hans kone, Anna Petrovna, bevæger sig fra at være ung pige og voldtægtsoffer til at være den lidenskabelige og frigjorte kvinde, der forlader sin mand med elskeren, for senere at vende tilbage som en gammel, næsten tyk kone. Hun går bl.a. fra at være offer for andres seksualitet til at gøre andre til offer for sin. Deres søn Nikolaj Ableukhov er den unge student, der læser Kant og elsker sin far, og ved siden af er han en liderlig, ung mand, der efterstræber vennens hustru, en revolutionær fadermorder in spe. Selv bogens skurke, for nu at benytte en groft simplificerende term om de mangefacetterede personer, inkorporerer modsætninger: I Lippantjenko finder man den kyniske revolutionære celleleder, der også er den omsorgsfulde ægtemand til Zoja Fleisch, der ikke blot er hans bekymrede kone, men også en vampet femme fatale. Og den unge Dudkin er både nihilist og frygtsom kristen med apokalyptiske visioner.

Petersborg tematiserer på denne vis både Ruslands splittede identitet som en kultur vaklende på tærsklen mellem øst og vest, og menneskets indre splittelse mellem længslen efter orden og harmoni modsat drifternes eksplosive kaos – ligesom bogen skildrer et styre på randen af en revolution. I Belyjs fremstilling bindes modsætningerne sammen ved ikke at være polært modsatte egenskaber, hvor det ene udelukker det andet, men komplementære egenskaber, der ikke kan tænkes uden deres modstykke.

Belyjs teorier om sproget danner også bagvedliggende struktur i Petersborg. I prologen tales der om Petersborg, der fra landkortet “energisk” erklærer “at den findes” (s. 10). Men jo mere Ableukhovs skriverkarle arbejder på cirkulærer, der skal bekræfte dette, jo mere uvirkelig bliver byen. Cirkulæresproget er et dødt sprog og formår derfor ikke at bevare byen som et reelt fungerende magtcentrum. Tværtimod får cirkulæreproduktionen netop byen til at blive mere uvirkelig, da cirkulærernes døde sprog er med til at benægte eksistensen af den by, de skulle gøre magtfuld. Som i en drøm bliver resultatet det modsatte af hensigten.

Belyjs Petersborg indskriver sig i en russisk tradition, hvor Peter den Stores by fungerer som overjordisk kulisse for en handling med en udpræget mareridtslogik – som man kender den fra Pusjkins “Spader Dame”, hvor den spillegale unge mand narres af et genfærd, eller Gogols “Næsen”, hvor en mands næse løsriver sig og får sin egen identitet. Mareridtslogikken bekræfter ens værste anelser: Man er offer for et komplot; alle kender ens hemmeligheder, de ved, at man er skyldig; og ordinære dagligdags objekter, eller sågar legemsdele, har fået deres eget liv og har rottet sig sammen mod én. Når Gogols stakkels skriverkarl ofrer alle sine penge på en ny kappe, skal den selvfølgelig stjæles. Mareridtslogikken er ubønhørlig, her nytter det ikke at spørge, om noget kan gå galt, snarere må man spørge, hvornår. Når først Dostojevskijs Raskolnikov har tænkt på muligheden af at myrde en pantelånerske, kan han intet andet, og han vil med usvigelig sikkerhed blive afsløret.

Når Nikolaj Ableukhov lover at dræbe sin far, bliver det hans skæbne – i form af den bombe, han tror, han blot skal opbevare, men som han selvfølgelig må aktivere. Naturligvis bliver bomben væk. Petersborglitteraturens mareridtslogik ses også på selve topografien; familien Ableukhovs hus skifter beliggenhed undervejs i bogen.