Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 20

Petersborg virker nok underlig, men dens emne er alment. Den russiske identitetskrise, den petersborgske illusion, klassekamp og revolution, menneskets splittelse mellem dyriske drifter og kultur – temaerne virker velkendte. Belyj skildrer mennesket i kamp mod åndelige og historiske kræfter hinsides dets fatteevne, kræfter mod hvilke det ikke levnes skyggen af en chance. Det belyjske univers er mørkt og fatalistisk, det eneste lys er Belyjs sære stil, som forlener det tragiske med farcen.

Belyj indtager en plads blandt det 20. århundredes forfattere som en særling. Hans hovedværk er en af århundredets underligste romaner, en roman, der ikke lader sig bestemme som hverken en antroposofisk, symbolistisk eller socialistisk roman, men som et litterært unikum og en modernistisk klassiker. Belyj udøvede en både direkte og indirekte indflydelse på de russiske formalister, men ikke bare hans litterære teorier fik betydning. Man kan også se hans særlingestatus, både i form af hans person og de besynderlige værker, han skrev, som et forbillede for eftertidens forfattere.

Blandt de russiske emigranter og derigennem senere i vestlig litteratur finder man Belyjs fingeraftryk. Vladimir Nabokovs Gaven fra 1937, en roman om den russiske litteratur og specielt den russiske emigrantlitteratur, trækker åbenlyst på Belyjs stilistiske arv. Og i lighed med Belyj tematiserer Nabokov det hinsidige og skæbnen som dimensioner, vi kun kan ane, men aldrig begribe. Nabokovs modstand mod klichéen og de overleverede meninger, og ikke mindst hans egen konsekvente utilpassethed i forhold til sin samtid og sine forfatterkolleger, er en del af arven fra Belyj.

I Sovjetunionen skrev Jurij Olesja i 1927 mesterværket Misundelse; en socialistisk roman om konflikten mellem personer, der lever i overensstemmelse med den postrevolutionære verden, og digtere og drømmere, for hvem det nye samfunds folkekøkkener og madfabrikker ikke levner plads. Olesjas bog er med sin opfindsomme metaforik utvivlsomt påvirket af Belyj, ligesom i Petersborg ophæves skellet mellem fantasi og virkelighed. Mens bogens utilpassede originaler og Olesjas egen status som en særling, der efter den alsovjetiske Forfatterkongres i 1934 måtte leve en skyggetilværelse, fordi han ikke passede ind i den socialistiske realismes paradigme, ligger helt i tråd med Belyjs udlevelse af forfatterrollen.

Også så forskellige forfattere som Fjodor Gladkov og Mikhail Bulgakov har ladet sig inspirere af Belyj. Gladkovs Cement, dens ornamentale stil, metaforik og ledemotiver omkring fabrikken, cementen, jernet osv. lader sig alle spore tilbage til Petersborg. Gladkov bygger derved videre på den stilistiske arv. Og Bulgakovs fortælling Mesteren og Margarita, om djævlens ankomst til det ateistiske og materialistiske Moskva, ligger tematisk i forlængelse af Belyjs Petersborg, for slet ikke at tale om Bulgakovs rolle som en anakronistisk outsider i et samfund, der hyldede kollektivet.

Belyjs personlige liv, specielt hans forskellige og modsætningsfyldte livsanskuelser, kan virke som sære sidespring i den russiske litteraturs udvikling. Ikke desto mindre var det frugtbare sidespring, og han kom således til at stå fadder til nogle af de mest succesfulde bastarder i litteraturen.