Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 6

Glasnostperioden kom til at danne baggrund for et væld af litteratur: Tidligere upubliceret litteratur blev udgivet og nye litterære tiltag myldrede frem. Denne produktive og hektiske periode bliver behandlet af Trine Søndergaard, som fokuserer på en læsning af Vladimir Makanins kortroman Passagen, der udkom i 1991 og indfanger periodens grundlæggende kulturelle stemning. I denne overgangsperiode inddeltes samfundet i nye kategorier, bl.a. afhængigt af om man længtes tilbage til “de gode gamle dage” under kommunismen, eller om man var i stand til at se og bruge de nye muligheder i samfundet. I Passagens tematisering af fortidens ophør og fremtidens begyndelse beskriver Makanin glasnost-årenes blanding af nostalgi over det tabte og glæde ved det vundne, som dog – i denne overgangsperiode – først skal til at defineres.

En genre, der er velegnet til at behandle kaotiske politiske overgangsperioder, er krimien, og den russiske krimi har leveret grundige skildringer af sovjetsamfundets transformationer. Den russiske krimi fra sovjettiden over glasnost til postkommunisme behandles i Rigmor Kappel Schmidts artikel, som leverer en grundig introduktion til krimiserier af Julian Semjonov, Fridrikh Neznanskij og Aleksandra Marinina. De sovjetiske og postsovjetiske krimiserier tematiserer samfundsmæssige problemer som korruption og kriminalitet, og specielt Neznanskij og Marinina har forskellige bud på, hvordan samfundet bør forholde sig til korruptionen. Karakteristisk for begge forfatterskaber er intentionen om, gennem krimiens skabeloniserede og populære form, at bearbejde det voldsomme politiske og samfundsmæssige kaos, som prægede den sidste del af sovjettiden, glasnostperioden, samt tiden umiddelbart efter Sovjets kollaps.

Behovet for at behandle samfundets transformationer findes også i den russiske postmodernismes interesse for fortiden. Den rendyrkede postmodernisme udviklede sig i Rusland med stor hast efter 1991. Der er megen uenighed om, hvorvidt det giver mening at tale om en russisk postmodernisme, men i antologiens sidste artikel om Viktor Pelevins roman Babylon – Generation P (1998) argumenterer Loa Brix for, at der faktisk findes en russisk postmodernisme, og at den i Pelevins forfatterskab kommer til udtryk ved et opgør med sovjetideologien, som er i tæt samspil med en øget interesse for individet og dets rolle i samfundet. Interessen for individet hænger sammen med en ny tendens i postsovjetisk litteratur, og den sidste værklæsning i Sjælens ingeniører skaber dermed en åbning mod den nyeste russiske litteratur.

Som finale og perspektivering afrundes antologien med Helle Dalgaards artikel “Bogbranchen i Sovjetunionen og i Rusland efter 1991”, som gør rede for, hvordan litteraturens praktiske betingelser ændrede sig drastisk med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi i 1990’erne. Helle Dalgaard fokuserer på de voldsomme forandringer, der er sket fra sovjettiden, hvor alt var censurkontrolleret til begyndelsen af det nye årtusinde, hvor alle i Rusland kan skrive frit. Artiklen ser på de økonomiske og udgivelsesmæssige omstændigheder for den sovjetiske og russiske litteratur og giver et litteratursociologisk perspektiv på forståelsen af den russiske litteraturs udvikling i det 20. århundrede.

Den russiske litteratur har på grund af politiske forhold ganske givet udviklet sig anderledes end den vestlige, men det betyder ikke, at den er mere uhåndgribelig. Sjælens ingeniører forsøger at formidle nye måder at forstå den russiske litteratur på. Ligesom Mark Lipovetskij og Mikhail Epstein har vi valgt at lade retrospektiviteten åbne op for nye forbindelser og forståelser. Vi mener, at antologien kan bidrage til et detaljerigt og nuanceret billede af udviklingen i den russiske litteratur ved at lade de enkelte artikler åbne for nye fortolkninger af værkerne og nye sammenhænge at læse dem i. Dermed håber vi, at antologien kan hjælpe med at overskride den ligegyldighed og mangel på viden, som har præget dansk kulturlivs forhold til russisk litteratur siden den kolde krigs ophør. Om værklæsningerne er fri for ideologiske forbehold og politiske polariseringer, er op til læseren at afgøre. Men vi har tilstræbt den fordomsfrihed, som er nødvendig, hvis den russiske litteratur skal læses som litteratur og ikke kun som medium for propaganda eller smædevirksomhed.