Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 13

Førstegangslæseren af denne monstrøse romans knudrede tekst bliver nemt forvirret over dens tilsyneladende kaotiske sammenblanding af historiske og politiske begivenheder, med besynderlige esoteriske, åndelige oplevelser og genkendelige hændelser fra forfatterens eget liv – som alle præsenteres på samme niveau i fortællingen. Her adskilles det politisk og historisk virkelige ikke fra det sjælelige, fantasien og det overnaturlige, men ses i sammenhæng som lige virkeligt. Endvidere afvikles fortællingen af en ustabil fortæller, der ikke formår at holde sig ude af fortællingen. I stedet beretter han om, hvordan han selv har besøgt Ableukhovs grav, eller han henvender sig direkte til læseren – i 1916-udgaven beretter fortælleren om at have løbet igennem byens gader (Belyj 1916, 64). Fortælleren udvisker grænsen mellem den virkelige Andrej Belyj og hans figurer, hvilket står i modsætning til generel praksis i det 20. århundredes litteratur, hvor forfatteren er en gudelignende figur distanceret fra sit værk, der afslappet klipper negle, mens han lader sit skaberværk passe sig selv. Belyj gør det omvendt og ophæver grænsen mellem den virkelige Belyj og hans fortæller. Ikke at de bliver ét, men nærmest uadskillelige.

Fortællingens menage a trois, mellem Nikolaj Ableukhov, Sofja og Sergej Likhutin, parodierer en lignende affære mellem Belyj, digter-kollegaen Aleksandr Blok og dennes kone. Ligesom Nikolajs optræden som den røde domino og den ødipale trekant mellem Nikolaj og hans far og mor (et ødipalt drama, der overspilles så voldsomt, at det bliver en farce) bygger på elementer taget fra Belyjs eget liv. I stedet for at sætte vandtætte skodder mellem en ydre virkelighed og fiktionen, gør Belyj, hvad han kan for at nedbryde disse. På den ene side skriver han ind i en tradition af petersborglitteratur, på den anden side inddrager han en række reelle politiske og biografiske begivenheder, som om han bevidst forsøger at forvirre sin læser. (For et nuanceret billede af petersborglitteraturen se Buckler 2005.)

En anden ting, der virker forvirrende i Petersborg, er stilen. Lad os slå op et tilfældigt sted i bogen:

Støvregnen silede ned over gader og prospekter, fortove og tage.

Den silede ned over de forbipasserende og belønnede dem med influenza; sammen med den fine regn kravlede snue og influenza ned under den opslåede krave på en gymnasiast, en student, en embedsmand, en officer og et subjekt; subjektet så sig melankolsk omkring, betragtede prospektet; han cirkulerede i prospekternes uendelighed uden at mukke – i strømmen af folk som han selv – midt i farten og bulderet, lyttende til stemmen i bilernes toneroulader.

Og han snublede på kajgaden, hvor det var forbi med alt: rouladernes røst og subjektet.

(Belyj 1928, 18)

Personen reduceres til et fænomen på niveau med regnen, byen, arkitekturen og menneskemylderet. Belyj benytter sig af en række lyriske virkemidler i sin prosa. Ud over at være en sproglig eksperimentator i praksis udviklede Belyj også markante teoretiske ideer om sproget. Belyj siger i sit essay “Ordenes Magi”* fra 1909, at vi skal være “barbarer, hverdagssprogets bødler” (Belyj 1910, 436) – og Petersborg udgør en terrorhandling, ikke blot mod hverdagssproget, men også mod romansproget og romanklichéen. Ved at insistere på sin egen særlighed, ved at udviske grænsen mellem fiktion og virkelighed, og ved at benytte en højst besynderlig stil, stiller bogen en opgave til læseren. Bogen bliver en gåde skrevet i kode, en kode, som læseren skal dechifrere og forsøge at løse. En hjælp til en sådan afkodning kan findes i Belyjs opfattelse af sproget.