Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 4

For at kunne revidere tidligere opfattelser af litteraturen må man undersøge, hvilke parametre der gøres op med, og hvilke der bibeholdes. For selvom det er vigtigt at genoverveje tidligere kontraster, er det også nødvendigt at have de konkrete historiske forhold for øje. Alene eksistensen af en politisk litterær norm betyder, at litteraturen definerer sig og bliver defineret i forhold til sin grad af overensstemmelse hermed.

Under sovjetstyret var skellet mellem den officielle litteratur og den uofficielle til stede rent praktisk som et resultat af censurens udvælgelse – der var fysiske forhold til at markere opdelingen: Hvis værket var officielt, var det en bog, trykt og indbundet, hvis ikke, var det en stak løsark, maskinskrevne og kopieret efter samizdat-princip (samizdat: selvudgivet) og cirkulerede fra hånd til hånd.

Specielt i forbindelse med den socialistiske realisme er de konkrete historiske omstændigheder afgørende for forståelsen. Den socialistiske realisme blev defineret af bl.a. forfatteren Maksim Gorkij og vedtaget som norm af den alsovjetiske Forfatterkongres i 1934. Den fungerede som et didaktisk redskab for kommunistpartiet og levede for så vidt op til de krav til litteraturen, som Lenin formulerede allerede i 1905:

Litteraturen skal blive en del af proletariatets almindelige sag, drivhjulet i den fælles, store social-demokratiske mekanisme, som er sat i bevægelse af hele arbejderklassens bevidste fortrop. Litteraturen bør blive en integrerende del af det social-demokratiske partis organiserede, planmæssigt koordinerede partiarbejde.

(Lenin 1905, citeret fra Steffensen 1973, 24)

Og litteraturen blev også delvist en integreret del af mekanismen. De systemtro forfattere bakkede op om det samfundsmæssige projekt; og kunst, politik og teknologi blev kombineret i arbejdet med at nå frem til det kommunistiske samfund. Forfatterne skulle således leve op til rollen som “sjælens ingeniører”, som Stalin skal have formuleret det under en forfattersammenkomst hos Maksim Gorkij i oktober 1932:

Der findes forskellige former for produktion: artilleri, biler, maskiner. I producerer også en vare. En vare, som er meget vigtig for os. En interessant vare. Menneskesjæle. Det er en meget vigtig produktion. En vigtig produktion – menneskesjæle […] I er menneskesjælens ingeniører.

(Zelinskij 1991, 166)

Den socialistisk realistiske genredoktrin eksisterede som norm gennem næsten 60 år, og dens dominans resulterede i en udtynding i den litterære talentmasse i Sovjet. Nogle forfattere som Osip Mandelsjtam døde i arbejdslejre, andre blev, som Anna Akhmatova, tvunget til at leve isoleret i indre eksil, og andre igen forlod landet i protest eller af tvang. Gennem Sovjetunionens historie har der været flere bølger af emigration, hvilket bl.a. affødte det specielle fænomen, som kaldtes emigrantlitteratur – russisk litteratur skrevet af russiske forfattere i udlandet. Vladimir Nabokov – en af de mest markante russiske emigrantforfattere – udtalte om den litterære norm, han skrev sine værker i kontrast til:

Faktisk var Lenin med hensyn til kunst en filister, en småborger, og lige fra starten grundlagde sovjetregeringen en primitiv, regional, politisk, politikontrolleret, aldeles konservativ og konventionel litteratur. Helt anderledes end det gamle zar-styres fårede og halvhjertede bestræbelser proklamerede sovjetregeringen med beundringsværdig åbenhjertighed, at litteraturen var statens redskab; og […] dette lykkelige forbund mellem poeten og politimanden er foregået på intelligenteste vis. Resultatet er den såkaldte sovjetlitteratur, en konventionelt småborgerlig litteratur i sin stil og håbløst monoton i sin ydmyge fortolkning af denne eller hin af regeringens idéer.

(Nabokov 1981, 7)

Nabokovs udtalelse var en reaktion på den accept af sovjetstyret og dets litteratur, som fandtes blandt kommunistisk sindede intellektuelle i vesten, og den illustrerer, hvordan opfattelsen af den sovjetiske litteratur gennem mange årtier har været et enten-eller. En forsimplende naiv accept bekæmpes bedst med en lige så forsimplende fornægtelse. Disse skarpe holdninger til litteraturen har skabt de kontante kategoriseringer i den sovjetiske litteratur.

Den politisk dikterede norm for litteraturen fik altså fatal betydning for udviklingen og resulterede i talrige skel mellem sovjetisk litteratur og emigrantlitteratur, officiel og uofficiel litteratur, litteraturen før og efter vedtagelsen af den socialistiske realisme som “produktionsnorm” og – endelig – mellem den sovjetiske litteratur og den postsovjetiske. I 1990 – året før Sovjetunionens kollaps – skrev forfatteren Viktor Jerofejev i sit “Begravelsesskrift for den sovjetiske litteratur”:

Altså er dette en lykkelig begravelse, som falder sammen med begravelsen af det senile sociale og politiske system. En begravelse, som giver håb om, at der i Rusland, som altid har været rig på talenter, vil opstå en ny litteratur, som ikke vil være større, men heller ikke mindre, end litteraturen.

(Jerofejev 1990, 8)

Behovet for forandring og brud var stort i slutningen af sovjetperioden, så stort, at overgangen mellem sovjetlitteratur og postsovjetlitteratur blev til en enorm kløft. Som nævnt er kløfterne og bruddene så historisk konkrete, at det ikke giver mening at forsøge at ignorere dem. Men det er samtidigt vigtigt at holde sig for øje, at kategoriske inddelinger alene ikke kan forklare litteraturen. Samizdat-litteraturen udfyldte sin funktion som litteratur ad andre veje end den officielle litteratur, men de to litteraturer blev stadig læst af de samme læsere. Det samme gjorde sig gældende på tværs af andre skel – læsere såvel som forfattere har gennem hele århundredet bevæget sig frem og tilbage mellem skillelinjerne. Det betyder, at påvirkningslinjerne er kaotiske og svære at spore. Men det er muligt at fremhæve enkelte forbindelser mellem de forskellige sovjetiske litteraturer og derved gøre billedet langt mere nuanceret end tidligere.