Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 5

Artiklerne i denne antologi giver via en række nedslag et bredt overblik over centrale værker, tendenser og forfatterskaber i perioden fra før revolutionen i 1917 til efter Sovjets sammenbrud.

I den første artikel fremstiller Ole Nyegaard Andrej Belyjs højmodernistiske værk Petersborg (1916) som et eksempel på et værk, der skaber dialog på tværs af skillelinjer. Ole Nyegaards artikel lægger vægt på, hvordan Petersborg er en bastard, der er svær at placere i litteraturhistorien, fordi den trækker på et utal af traditioner og samtidig danner grundlag for en lang litterær tradition i Rusland, som kommer til udtryk både i uofficielle og officielle værker.

Mange har argumenteret for, at den russiske modernisme er begrænset til den sølvalder, som strakte sig fra 1890’erne til 1917 (bl.a. Shneidman 1995, 173), eftersom revolutionen afbrød den litterært innovative periode, som modernismen var. Ifølge disse fremstillinger findes der altså et klart brud mellem modernismen og sovjetlitteraturen. Men Belyjs værk er et led i en modernistisk udvikling, der – som Mark Lipovetskij også argumenterer for – starter før revolutionen og fortsætter langt ind i sovjettiden. På den måde bekræfter Petersborg, at en troværdig fremstilling af litteraturens udvikling må kombinere de dikotomiske opdelinger med sammenhænge, udviklinger og forbindelser på tværs.

Selvom den modernistiske strømning ganske givet også er til stede i sovjettiden, ændres dens vilkår drastisk, specielt med indførelsen af den socialistiske realisme som litterær norm. Men selv den socialistiske realisme kan ikke forstås og læses entydigt, for normen var faktisk umulig at opnå, som Tine Roesen pointerer i sin artikel om Fjodor Gladkovs socialistisk realistiske roman Cement (1925). Litteraturen skulle efter Forfatterforeningens forskrifter være realistisk, samtidig med at den fremstillede den socialistiske utopi – to indbyrdes uforenelige hensigter. Cement var både et forbillede for den socialistiske realisme og en pointering af dens umulighed.

Sovjetlitteraturens skarpe inddelinger og skel mellem officiel og uofficiel litteratur var løbende genstand for brydninger og omrokeringer. Det tydeligste eksempel på opbrud var tøbrudsperioden, som blev indledt i 1953 med Stalins død og afbrudt midt i 1960’erne. Under tøbruddet fik en lang række forfattere mulighed for at udgive værker, som tidligere ville være blevet stemplet u-udgivelige. I denne periode fik berøringer og inspirationer mellem forskellige litteraturer friere spil, og i tøbrudsværkerne ses en høj grad af inspiration fra udenlandsk – specielt amerikansk – litteratur, ligesom tendenser i undergrundslitteraturen fik mulighed for at komme til udtryk i den officielle litteratur.

Men som Steen Klitgård Povlsen påpeger i artiklen “Tøbrud. Fra socialistisk realisme til kritisk (socialistisk) realisme” lå tøbrudslitteraturen stadig under for den socialistisk realistiske norm. Der var blevet plads til mere politisk stillingtagen i litteraturen, end der havde været tidligere, men det skulle foregå inden for nogenlunde de samme former som tidligere. Æstetisk eksperimenteren var ikke med i tøbrudspakken. Der opstod bedre muligheder for kommunikation på tværs af skellene, men skellene bestod, og tøbruddet gav anledning til en modificering af den socialistiske realisme, snarere end et brud med den.

Rum for eksperimenter og nye former, samt en egentlig opløsning af grænsen mellem den officielle og den uofficielle litteratur var afhængig af censurens totale afskaffelse. Dette skete først i 1990, men allerede i slutningen af 1980’erne udgjorde Mikhail Gorbatjovs glasnost- og perestrojka-reformer et markant tilløb til statslitteraturens og censurens afskaffelse.

At tøbruddet ikke kun førte til en opløsning af krav, censur og skel bliver bl.a understreget i Jon Kysts artikel om Andrej Bitovs Pusjkinhuset, som er skrevet i 1978, men som pga. censuren ikke kunne udgives i Sovjet før 1989.

Pusjkinhuset indskriver sig i en lang intertekstuel tradition af “petersborgfortællinger” og viser således, at arven fra Belyjs Petersborg stadig var aktuel i 1970’erne. Derudover er Pusjkinhuset ofte blevet kategoriseret som et af de første postmodernistiske værker i Rusland. Men i sin artikel fokuserer Jon Kyst på, hvordan et kendskab til traditionen “petersborgfortællinger” kan danne grundlag for en anden læsning, der lægger mere vægt på værkets forbindelse til russisk litteratur end til en international postmodernistisk tendens. Samtidig med at Pusjkinhuset markerer et brud i forhold til den officielle sovjetiske litteratur, understreger bogen også en solid kontinuitet gennem 200 års russisk litterær udvikling. Jon Kysts artikel etablerer et forklaringsgrundlag, som i høj grad giver plads til dialoger, og som insisterer på forbindelser i stedet for brud.