Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 15
Sprog og magt
ОглавлениеI Petersborg virker den russiske hovedstad nærmest som et fata morgana, hvilket kan ses som et resultat af sproglig afmagt. Skt. Petersborg beskrives som magtcentrum i et imperium, der destabiliseres, fordi sproget ikke længere er levende. Ud fra dette centrum strømmer, fra en “sydende papirproduktion” i embedsapparatet, cirkulærer med ordrer og henstillinger (Belyj 1928, 31). Landet lader sig dog ikke let styre, cirkulærerne modsvares af en strøm af “ansøgninger, begæringer, trusler, og klager” (s. 278), og på byens menneskevrimlende prospekter strømmer “jøde-småblade, hvis blodrøde omslag på den tid formerede sig med forbløffende hast […]” (s. 14 – kursiv i original). På grund af cirkulærernes døde sprog bliver byen uvirkelig. Og magten modsiges af de politiske pamfletter.
Denne sproglige impotens, hvor man ikke mestrer verden, fordi man ikke har lært at mestre sproget, udgør et af bogens hovedtemaer. Personerne forsøger at ændre en situation, at påvirke andre eller i det mindste at forstå, hvad der sker omkring dem. Da de ikke behersker sproget, det levende sprog, slår deres forsøg fejl. Bogens magt- og faderfigur Apollon Ableukhov kan ikke som andre, bogens fortæller og dens læser, blomsternes navne:
vi ville naturligvis have sagt:
‘Se, en smørblomst!’
‘Se, en forglemmigej …’
Men Apollon Apollonovitj sagde, både enkelt og kort: ‘En blomst …’
(s. 32)
Apollon Ableukhovs sproglige afmagt resulterer også i en svækket evne til at erkende den verden, som omgiver ham. Den kasseformede karet, der fører ham til arbejde om morgenen, og i hvilken han hengiver sig til fantasier om at gennemskære verden (og derigennem ordne og underlægge sig verden) med snorlige prospekter, bliver således også et symbol på den isolation, som hans sproglige inkompetence påfører ham. Ifølge Belyj erkender man omverdenen via sproget. Idet Apollon Ableukhov ikke formår at benævne andet end de mest generelle kategorier, afskærer han sig fra at se og forstå den verden, han ønsker at beherske.