Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 14

Belyjs verdensbillede kan kaste en del lys over Petersborg, men særlig skarpt bliver det, når man inddrager hans teorier. Ud over det skønlitterære producerede Belyj også en del teoretiske tekster, specielt bidrog han til en teori om rytmisk analyse af poesi, der af efterfølgende teoretikere som Roman Jakobson blev anset for grundlæggende for moderne verselære. Om end de russiske formalister ikke delte Belyjs syn på litteraturen, bygger mange af deres tanker videre på Belyjs.

I modsætning til den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure, der anså forbindelsen mellem et ord og det, ordet betegner, som tilfældig, så Belyj en anden og tættere forbindelse mellem sprog og verden. Ordene kan, ifølge Belyj, mane verden frem. Altså en opfattelse af sproget, der fraviger den vestlige lingvistik og stemmer mere overens med den, man finder i den jødiske kabbala og den indiske yoga og tantra. I Vedaerne (hinduismens hellige skrifter) knyttes verdens skabelse og lyd sammen – det første trin i verdens skabelse er lyden OM. Derfor er ord også vigtige, når mystikeren påkalder Gud; når Guds navn udtales, nævnes ikke nogle tilfældige stavelser, men navnet for Gud er identisk med Gud.

I Belyjs teori fungerer sproget som det redskab, hvormed vi erkender verden. I sit essay “Ordenes Magi” sætter Belyj sproget i forbindelse med kreativitet og erkendelse. Sproget er kreativitetens kraftigste redskab; ved at benævne et objekt bekræftes dets eksistens. Erkendelse er kun mulig ved hjælp af ord, og selve erkendelsesprocessen består i at etablere forbindelse mellem ord, der kun i anden række er forbundne til de tilsvarende objekter. Som før antydet skal dette ikke forstås i den saussureske forstand, som at forbindelsen mellem ordet og objektet er arbitrær, men som en hævdelse af, at sproget kommer før erkendelse, fordi også skabelsen kommer før: “Når jeg hævder, at den kunstneriske skaben kommer før erkendelsen, så hævder jeg den kunstneriske skaberkrafts overlegenhed, ikke kun i kraft af dens gnoseologiske førsterang, men også i kraft af dens oprindelsesmæssige rækkefølge” (Belyj 1910, 429¹).

Forfatteren skaber nok et værk, men for at dette værk skal være levende, skal det incitere læseren til genskabelse. Blot at se verden gennem overleverede opfattelser og erkendelser duer ikke. Således skelner Belyj mellem levende, fantasifuldt sprog og et sprog bestående af abstrakte begreber eller udslidte overleveringer. På dette område ser man også den russiske formalismes skelnen mellem den vanemæssige sansning og den sansning, man erfarer gennem kunstens fremmedgørende funktion, hvorigennem verden – eller verden reflekteret i kunstværket – fremstår som ny, fordi sansningen foregår i et andet tempo.

Ved at gøre perceptionen langvarig og arbejdsom bliver verden gennem kunstværket genskabt for betragteren. Redskabet, hvormed denne proces kan udføres, ser Belyj i sproget. Sproget fungerer som bindeleddet mellem subjektet og omverdenen. Den eneste måde, vi erkender omverdenen på, er gennem sproget, der med Belyjs ord giver os mulighed for at udføre den “oprindelige skabelsesakt”. Ikke blot ved at give tingene navn, men ved hjælp af sprogets magiske egenskaber.

Denne oprindelige skabelsesakt foregår ved, at man gennem sproget skaber en ny verden, der ligger mellem ens indre verden og omverdenen, hvad man kunne kalde en mellemverden:

Ordet skaber en ny, en tredje verden – en verden af lydsymboler, gennem hvilken hemmelighederne i den uden om mig beliggende verden og også hemmelighederne i den verden, som er indestængt i mig, belyses …

(Belyj 1910, 430)

Det præciseres ikke, hvilke hemmeligheder der kommer frem i denne tredje verden. Men i sammenhæng med Belyjs tro på antroposofien må det formodes at være metafysiske, esoteriske hemmeligheder.

Belyj placerer altså et levende sprog over for et dødt sprog. Det døde sprog konnoterer det slidte hverdagssprog med klichéer og døde metaforer samt et specifikt russisk begreb, poshlost, der bedst kan beskrives som en kulturel sygdom, der viser sig i form af banale, forslidte ideer og fraser, åndelig vulgaritet og snæversynethed (Nyegaard 2004, 3-14). Belyj anså det døde sprog for at være et sygdomssymptom. Af den syge kultur skulle der dog komme en ny impuls. Belyjs sprogopfattelse ligger parallelt med hans opfattelse af revolutionen som en nødvendig overgang, hvor det gamle fjernes til fordel for det nye. Gennem en revolution af sproget skulle også verden ændres. I Petersborg finder man derfor også, at temaer som sprog, magt og revolution eller afmagt er indbyrdes tæt forbundne.