Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 19

Bogens ultimative ledemotiv og symbol er selvfølgelig bomben, der driver plottet fremad og danner et billede af de psykologiske og politiske spændinger, som er ved at sprænge samfund og familie – Belyjs roman forbinder et ibsensk familiedrama med den politiske thriller i en fortælling om et samfund og en nation, der splittes af kræfter, de implicerede kun kan ane, men ikke begribe.

Kort sagt kobler Belyj familiedramaet til storbyromanen; i familiedramaet trues familien af opløsning, i storbyromanen opløses individet i gadernes mylder, der i Petersborg beskrives via et andet ledemotiv: folks hovedbeklædning. Der foregår på gaden et drama, hvori aktørerne ikke længere er individer, men atomiserede dele, der optræder som aktører i den historiske og politiske kamp. I 1916-udgaven af Petersborg skildres de myldrende masser på Nevskij Prospekt gennem en opremsning af de forskelligartede hatte, som strømmer gennem gaden (en opremsning, der gentages adskillige gange, men som Belyj valgte at beskære i de senere udgaver). Efterhånden som de politiske begivenheder accelererer, tiltager antallet af hatte, og man hører om Nevskij Prospekt “hvor røde kattunfaners brede tunger smældede i blæsten”, og hvor “den tætte, tjavsede masse; manchuriske huer, kasketskygger og kasketbånd brød ud i drønende fællessang” (Belyj 1928, 223). Personer beskrives ikke, men de forskellige samfundslag repræsenteres af hatte – bowlerhatte og høje hatte for middelklasse og overklasse og kasketter for arbejderne, der myldrer ind til byen fra arbejderkvartererne på de omkringliggende øer. De manchuriske huer refererer til de hjemvendte krigsveteraner fra “det blodtilsølede Manchuriets marker”, der er særdeles aktive i de politiske aktiviteter i form af massemøder og strejker (Belyj 1928, 66). Som disse tiltager i styrke, tiltager antallet af manchuriske huer i bogen. I en scene i 1916-udgaven detroniseres Apollon Ableukhov af de oprørske masser, da én råber til ham, at han skal tage sin høje hat af (Belyj 1916, 514).

Man kan altså se bogens magtkamp afspejlet i dens stilistiske figurer. Petersborg omhandler individets kamp mod kræfter, der truer med at sønderrive de institutioner, eller ideer, der giver det en identitet. Personerne søger at holde det uforenelige samlet i ideen om én fælles essens. F.eks. vil Apollon Ableukhov holde det vidtstrakte imperium samlet, selvom det udgøres af forskellige racer og klasser og derudover af de forskellige geografiske enheder, der opremses i prologen – selvom man end ikke kan være enige om, hvor landets hovedstad ligger. Belyj beskriver nok en splittelse, som nogen ville betegne som egentlig russisk, nemlig den nationale splittelse mellem øst og vest, men grundlæggende er der tale om et universelt psykologisk skisma.

Bag ved disse modsætninger aner man Nietzsches ide om det apollinske (trangen til orden, lovmæssighed, formfuldhed, klarhed, ro, præcision og selvkontrol) modsat det dionysiske (trangen til forandring, skabelse og ødelæggelse, bevægelse, kaos, rytme og ekstase). Friedrich Nietzsche beskrev disse kræfter i sit værk Tragediens fødsel (1872). Senere påpegede Sigmund Freud i Kulturens byrde (1930), hvordan kulturen hvilede på en usikker balance mellem lignende modsatrettede kræfter.