Читать книгу Sjaelens ingenicrer - Группа авторов - Страница 3

LOA BRIX, OLE NYEGAARD

OG TRINE SØNDERGAARD

Det er måske på tide at anerkende, at russisk historie hverken er mere eller mindre kompleks og ulogisk end andre europæiske landes historier.

CATRIONA KELLY OG DAVID SHEPHERD

Det 20. århundredes europæiske historie har været styret af modsætninger. Specielt i det tidligere Sovjetunionen bar kulturen i almindelighed og litteraturen i særdeleshed i ekstrem grad præg af den overordnede ideologiske polarisering mellem kommunisme og kapitalisme. Som en afspejling af den politiske opdeling af verden var den sovjetiske litteratur splittet i en officiel og en uofficiel del: den litteratur, som opfyldte censurens påbud på den ene side, og “alt det andet” på den modsatte side. Selvom skellet blev flyttet flere gange i sovjettiden, var der aldrig megen plads til nuanceringer i den generelle opfattelse af sovjetlitteraturen. Det resulterede i, at den officielle litteratur fra alle fronter – i Sovjet såvel som i Vesten, blandt læsere såvel som forfattere – ofte blev opfattet som entydigt partiloyal, og den uofficielle litteratur som ensidig dissidentlitteratur.

Modsætningernes ophør kom til at præge verdensordenen længe efter Sovjets sammenbrud i 1991. Sovjets historie blev revideret og genskrevet i årene efter systemets sammenbrud i 1991, og som ovenstående citat fra bogen Russian Cultural Studies markerer, er det ikke længere fyldestgørende blot at betragte Ruslands historie som kompleks, ulogisk og utilnærmelig. Rusland skal afmystificeres, og den sovjetiske og russiske litteratur fortjener ligeledes, at der gøres op med berøringsangsten. Denne erkendelsesproces kan fremmes gennem et nærmere studium af de kategoriske inddelinger, litteraturen er blevet stigmatiseret af. For der var mere i den officielle litteratur end partipropaganda, og den uofficielle litteratur var andet end systematisk dissidentvirksomhed. Et vigtigt skridt i retning af en afstigmatisering af den russiske litteratur er en debat om, hvordan man skal fortælle den russiske og sovjetiske litteraturs historie: Hvilke værker er tro mod hvilke traditioner, og hvilke værker betegner et opbrud? Hvor er der kontinuiteter, og hvor er der klare skillelinjer?

Både den vestlige og den russiske forskning i russisk litteratur kom gennem halvfemserne med en række relevante bud på, hvordan man kan skrive sådan en historie ved at genlæse og revurdere den russiske litteraturs udvikling gennem det 20. århundrede. Den gennemgående tendens er en retrospektiv opblødning af polariteterne og en omrokering af skellene, således at der gøres plads til en række sammenhænge og forbindelser, som ikke før var tydelige. De to russiske litteraturforskere Mark Lipovetskijs og Mikhail Epsteins teorier er blandt de mest markante forsøg herpå – om end der er tale om to meget forskellige og indbyrdes uforenelige tilgange. Lipovetskij insisterer på en direkte sammenhæng mellem den russiske modernisme og postmodernismen (Lipovetskij 1999, 7), mens Epstein ser postmodernismen som en forlængelse af den socialistiske realisme (Epstein 1995, 95), og ikke af modernismen, som han betragter som en parentes i den russiske litteratur.

Lipovetskijs udlægning frakender den socialistiske realisme relevans og betydning, mens Epsteins teori forsvarer den, samtidig med at han tilsidesætter den modernisme, som er så central hos Lipovetskij. Altså: to vidt forskellige udviklingshistorier, som modsiger og supplerer hinanden på én og samme tid, og hver især giver ny værdi og betydning til de enkelte værker i århundredet. Dette fænomen understreger litteraturhistorieskrivningens relative karakter – ingen historie kan tage patent på sandheden, men tilsammen kan de forskellige versioner supplere hinanden og bidrage til det samlede – og forhåbentlig mere nuancerede – billede.

Motivationen bag Sjælens ingeniører er et lignende ønske om at nuancere billedet, revurdere tidligere dogmer, give plads til nye betydninger og påpege sammenhænge og dialoger imellem værkerne og på tværs af ideologiske skillelinjer. Vi har ikke til hensigt at opstille modeller for den russiske litteraturs udvikling, men at åbne nye felter og interesseområder i forskningen og læsningen af russisk litteratur for derigennem at øge og nuancere kendskabet til russisk litteratur i Danmark.