Читать книгу Joyce og Danmark - Группа авторов - Страница 12

af Benjamin Boysen

James Joyce nærede en stor og livslang beundring for Georg Brandes. For det første var Brandes en enorm litterær skikkelse i datiden, dernæst var han som Joyce selv meget moderne sindet, idet han orienterede sig kosmopolitisk mod udlandet i sit opgør med provinsialisme, småborgerlig moral, repressiv religion og konservatisme. Samhørigheden indbyrdes blev endvidere fremhævet og fortættet ved deres fælles ideelle referenceramme, Henrik Ibsen, hvorom Brandes havde skrevet i bogen Ibsen og Bjørnson, der i 1899 blev oversat til engelsk som Ibsen and Björnson, og som Joyce angiveligt skulle have læst. Joyce kunne som Brandes heller ikke rigtigt finde sig til rette i den snerpede andedam derhjemme, og for Brandes blev denne “hjemløshed” yderligere forstærket af det forhold, at han var jøde. Denne jødedom var endnu et træk, der vakte Joyces begejstring, og som bidrog stærkt til hans fascination og nysgerrighed.¹ Joyce sendte i flere omgange frieksemplarer af sine værker til Brandes i forhåbning om at få dem anmeldt, men om Brandes nogensinde modtog dem er usikkert. Til gengæld er det hævet over enhver tvivl, at Brandes’ Shakespeare-studie, som blev oversat til engelsk og publiceret i 1898, udgjorde en vægtig inspiration for ireren. Ikke blot var den at finde i hans bibliotek, han citerede tillige fra den i sine foredrag over Hamlet i 1912-13, men af størst interesse er det dog, at den udgør den største kilde til udformningen af det niende kapitel i Ulysses “Scylla and Charybdis”, hvor Stephen præsenterer den forkætrede teori om Shakespeare. Her viser det sig, at de mest afgørende punkter i teorien er blevet leveret af Brandes’ studie.