Читать книгу Joyce og Danmark - Группа авторов - Страница 13

Joyces fascination samt brug af Brandes er velkendt og veldokumenteret.² Som nævnt søgte han således ved flere lejligheder at knytte sine værker til danskeren ved at sende ham frieksemplarer af dem; interessen for Brandes daterer sig så tidligt tilbage som til 1905, hvor Joyce i et brev til broderen, Stanislaus, taler om de bøger på tysk, han er i færd med at læse, om sit danskstudie, om Ibsen og om den roman, som han er ved at skrive med den foreløbige titel Stephen Hero, hvorom han skriver: “I think that by the time my novel is finished I shall be a good German and Danish scholar and, if Brandes is alive, I shall send it to him” ( Joyce 1966, 83). 13 år senere skriver han tillige et brev til sin forlægger Harriet Weaver, hvor han taler om de personer, som skal have tilsendt et eksemplar af den just publicerede A Portrait of the Artist as a young Man, og heriblandt finder vi Georg Brandes:

A friend of mine here has promised to bring the book under the notice of Mr Brandes. Should you decide to send him a copy his address is:

Prof. George Brandes

Strandboulevard 27

Copenhagen

I shall follow it up with a letter. I need scarsely say that I should deem it a great honour if Mr Brandes took any interest in the book. ( Joyce 1957, 116)

Efterfølgende skriver Joyce d. 26. oktober på ny til Weaver: “I had a letter from Mr Brandes saying that he would be very interested to read it but had not received the copy sent” ( Joyce 1957, 120). For at være på den sikre side bad Joyce om fire nye eksemplarer af bogen, og derfor skriver han d. 1. december: “If the four copies of the book arrive I shall send one to Mr Brandes” ( Joyce 1957, 122). Hvorvidt dette eksemplar nogensinde nåede frem vides ikke, men Brandes fik i hvert fald aldrig anmeldt eller omtalt bogen. Men ikke desto mindre besidder vi her et bevis – og desværre det eneste! – på, at der må have været en direkte forbindelse mellem den irske forfatter, James Joyce, og den danske kritiker, Georg Brandes.

Fire år senere skriver Joyce endnu engang til Harriet Weaver, denne gang i anledning af udgivelsen af Ulysses; efter at have nævnt adskillige andre modtagere af frieksemplarer gentager han anmodningen om at få sendt et til Brandes: “I am not sure whether a copy was sent to Dr Brandes. I shall ask” ( Joyce 1957, 195).

Joyce nærede altså en stor intellektuel beundring for Brandes, men derudover var han tillige fascineret af hans jødedom. Jødespørgsmålet optog i stigende grad Joyces opmærksomhed, da han begyndte at opdage, hvorledes hans egen plads i Europa var lige så ambivalent som deres. Der var derfor to bøger, der i særdeleshed havde optaget Joyce, nemlig Theodor Hertzls Der Judenstat ( Jødestaten) og Guglielmo Ferreros La giovane Europa (Det unge Europa). Georg Brandes havde haft en intens brevveksling med Hertzl vedrørende det zionistiske spørgsmål om oprettelsen af en jødisk stat, og i Ulysses bliver Hertzls pamflet da også nævnt i forbindelse med diskussionerne om jødedom og antisemitisme. Brandes havde yderligere haft en polemik med Ferrero angående et interview med ham, som Ferrero havde trykt i La giovane Europa. Dette interview med Brandes må Joyce have haft i tankerne, for idet han omtaler Ferreros bog for sin bror, udbryder han undervejs: “By the way, Brandes is a jew” ( Joyce 1966, 190). I forlængelse heraf hævder Gianfranco Corsini simpelthen, at Brandes må have været en af de judæiske kilder til Ulysses: “Alt dette kan med andre ord henføres til den søgen efter modeller til hovedpersonen i Ulysses, som fik Joyce til at vælge jøden Leopold Bloom og sætte ham i centrum for diskussionerne om jødedommen og antisemitismen i romanen. Har Brandes indirekte været en af disse modeller?” (Corsini 2003, 33).

Joyce var fascineret af Brandes’ jødedom, fordi jøderne var at regne for moderne udgaver af den omvandrende og hjemløse Odysseus, og denne særlige “hjemløshed” følte han selv i sin opposition til hjemlandets graverende nationalisme, moralisme og xenofobi. Det var blandt andet dette opgør med småborgerligheden, der vakte hans beundring for ikke blot Ibsen, men hele den skandinaviske litterære bevægelse i slutningen af det 19. århundrede. Bevægelsens kritiske talsmand Georg Brandes advokerede således for et brud med konservatismen, religionen og den nationale selvtilstrækkelighed til fordel for en vending mod de større og frie strømme i det europæiske ånds- og kunstliv.

Som nævnt blev Brandes’ studie Ibsen og Bjørnson offentliggjort på engelsk i 1899, og kritikerne mener da også, at Joyce sandsynligvis må have læst den, da han selv studerede Ibsen: “Joyce would certainly have read the copy in the National Library when he was preparing his paper ‘Drama and Life’”.³ Heri kunne Joyce læse om, hvorledes Ibsen ligesom ham selv (og Brandes) chokerede sine landsmænd ved sin modernitet og sin disrespekt for de nationale og romantiske idyller. Med andre ord fungerede Brandes’ studie over Ibsen som en ideel samhørighed for Joyce, da der var en hel del overlappende præferencer og ideologiske overensstemmelser.

Skønt det ikke kan bevises definitivt, at Joyce kendte til Brandes’ bog om Ibsen og Bjørnson, er det hævet over enhver tvivl, at han var fortrolig med Brandes’ studie over Shakespeare, da han (som nævnt) selv havde bogen i sit bibliotek i Trieste. Herudover ved man, at han brugte dette værk i de 12 foredrag, som han holdt over Shakespeare i Minerva Hall i Trieste i 1912-13. Manuskripterne til disse foredrag har man dog ikke, men fra avisreportager ved man bl.a., at Joyce citerede Brandes i sine forelæsninger.⁴ Foredragene er f.eks. omtalt i avisen Piccolo della Sera 12/2 1913, hvori anmelderen om et af de sidste foredrag skriver: “I går aftes, idet foredragsholderen accepterede at afslutte sin forelæsningsrække med et kritisk sammendrag, læste han i engelsk oversættelse Voltaires angreb på Hamlet, hvorpå han, helt uventet, sammenholdt denne kritik med Georg Brandes’ begejstrede omtale af dramaet, som blev modtaget med et langvarigt og varmt bifald”. Joyce havde altså så stor tiltro til – og agtelse for Brandes’ bog om Shakespeare, at han citerede fra den i sine foredrag med samme ret som han citerede Voltaire.

Joyce citerede ikke blot Brandes’ studie i sine forelæsninger i Trieste, han anså åbenbart fortolkningen af Shakespeare for at være så afgørende, at han også brugte den flittigt i sit niende kapitel i Ulysses, hvor den i udpræget grad bliver bestemmende for Stephen Dedalus’ grandiose teori om Shakespeare, som vi skal se.