Читать книгу Joyce og Danmark - Группа авторов - Страница 18

Det sædvanlige portræt af Tom Kristensens forfatterskab følger gerne de spor i hans selvfremstilling, der tegner ham som den dionysiske og nietzcheanske digtergud, der med Fribytterdrømme slår igennem som uforfærdet og radikal ekspressionist, eller som “dadaist” med den betegnelse han selv koket brugte, når han som halvgammel både pralede af og lagde afstand til sin ungdoms excesser. Til dette billede hører forestillingen om, at digtene udtrykker en indre voldsom bevægelse, der råt udslynges i sproget. Og her ses forfatterens enorme forbrug af spiritus ikke som en forhindring for at digte, men som den nektar, der i primitiv og ucensureret rus bringer sandheden frem.

Dette er imidlertid en stærk fortegning af Tom Kristensens forfatterliv. Digtsamlingen Fribytterdrømme var helt konkret resultatet af nederlaget i et andet projekt. Hans forsøg på at skrive frie prosadigte i stil med Johannes V. Jensen kuldsejlede, især fordi han ikke havde noget stort at skrive om, og fordi han måtte erkende, at hvis man som digter befandt sig tæt på Jensen var det “et forbandet farligt sted at havne”. “Slaggerne”, som han selv omtaler dem, fra dette forlis, genbruges nu i Fribytter drømme, hvor de får fast, rimet og rytmisk form. Men hvad der i denne sammenhæng er vigtigere: Omstøbningen er også med et tydeligt præg af lånte fjer, dvs. en omvendt spejling af Johannes V. Jensens digte, der hos Tom Kristensen kommer til at sige det modsatte af forbilledet. Digterjeget “døser”, er “i læ” osv. og er langt fra den, der kaster sig ud i den hensynsløse virkelighed. De fleste af digtene i Fribytterdrømme er altså litterært pirateri, hvor farverne og voldsomheden er en stjålen pragt, hvilket digteren både skjuler og gør nar af. Denne stilholdning vises tydeligt i den del af samlingen, man kan kalde alfonsdigtene. Disse digte er helt fri for slagger fra Jensens vulkan. Deres originalitet består karakteristisk nok i en vrængende smagløshed, hvor rimenes og lirekassens evindelige omkvæd fremviser en poetik på vrangen, hvis styrke og originalitet er den kuldslåede, men radikale indsigt i digterens evigt selvparodierende position. “Nu hulker den, nu hvæser den, nu bruser den, nu blæser den”.

I denne forstand er der meget strøm på mange af digtene, hvor digteren enten på en næsten obskøn måde gør sig lille i forhold til den store eller udsletter sig selv til fordel for en hvæsende upersonlig stemme, som netop i alfonsens skikkelse blæser alle tilløb til grandiositet ud af litteraturen. Skal man beskrive det som en tvekamp mellem Johannes V. Jensen og Tom Kristensen, må man sige, at kampen blev aflyst før den gik i gang, men at resultatet i en forskudt og fordækt form godt kan læses som en sejr, nemlig som en afsløring af det prætentiøse i enhver litteratur, inklusiv Jensens. Når Tom Kristensen poserer som lille og tyvagtig, er han ukuelig og uovervindelig. Senere – da han selv er blevet offer for den misforståelse, at fribytterdigtene er ekspressionisme, og forsøger at forlænge sit forfatterskab ved at forlænge sin succesrige debut – er Tom Kristensens karakteristiske erfaring netop, at han ikke længere kan skrive originalt. Det fører til pinlige men også usædvanlige og oprørende selvopgør, hvor han ikke formår at slippe væk fra rollen som epigon, der dog også glimtvis erkendes som værende en konsekvens af hans alkoholisme. Hans identitetsløshed som forfatter og menneske beskriver han ofte med den bekendte karnevalsmaske, som imidlertid ikke her sidst i tyverne indbyder til en leg med forskellige roller ligesom i Livets Arabesk, drømmen om at kunne være mange, men snarere peger på en uhyggelig afgrund under forfatteren og forfatterskabet, nemlig angsten for at være ingen.

Tom Kristensen var praktisk talt både faderløs og sønneløs, og kunne ligesom Stephen heller ikke hverken i litterær, politisk eller religiøs forstand anerkende en fader.Tom Kristensens spøgelsesagtige gliden ud og ind af sine mange forskellige roller har dog langt fra været oplevet som en ekspansion, men som en indespærring. Hans identitetsløshed kunne sjældent udfries i litterær skabelse, men til gengæld forløses i en fremragende kritik, hvor hans egen leddeløshed og permeabilitet fører til en særlig åben og identifikatorisk læsemåde. Tom Kristensen smelter så at sige sammen med den forfatter han anmelder, selv Nexø kan han transubstantialisere sig med på den vis. For en stund overtager han den andens krop og viderefører kongenialt dennes tanker, mens han omvendt spejler sit eget udflydende selv i det værk han anmelder.

Disse forudsætninger er afgørende for, hvordan vi kan forstå de to vigtigste vidnesbyrd om forholdet mellem Tom Kristensen og Joyce, romanen Hærværk og dobbeltkronikken “James Joyce” fra 1931. Jeg tager først romanen, så kronikken.