Читать книгу Joyce og Danmark - Группа авторов - Страница 17

af Frits Andersen

Når man skal udtale sig om forholdet mellem Tom Kristensen og James Joyce, er det første, der ringer en i ørerne en af de mange bemærkninger om fædre og sønner i Ulysses, som man kan hente frem i det håb, at de vil kunne skabe en matrice, hvor Kristensen er sønnen, der i Joyce finder en fader. Men fremdrager man så f.eks. det sted, hvor Buck Mulligan venskabeligt håner Stephen for hans “idée fixe”, den teori om “Sønnens konsubstantialitet med Faderen”, som han anvender hele sin imponerende og komiske jesuitiske logik og sin retoriske snilde til at sandsynliggøre, ja, så er det faktisk ikke længere så simpelt: “Pyt! Sagde Buck Mulligan. Vi er vokset fra Wilde og paradokser. Det er ganske simpelt. Han beviser med algebra, at Hamlets sønnesøn er Shakespeares bedstefar, og at han selv er sin faders genfærd” ( Joyce 1970, 32).

Senere bliver det til et regnestykke, hvor Stephen beviser, at Shakespeares genfærd er Hamlets bedstefader. Forinden har overvejelserne været ført i et teologisk register, f.eks. om “ærkekætteren Sabellius, der mente, at Faderen Selv var sin egen Søn”, hvilket genoptages senere i kapitlet i diskussionen af “den guddommelige substans, i hvilken Faderen og Sønnen er konsubstantielle” (p. 50). Hertil kan man føje sekvenser, hvor det er nærliggende at læse forfatteren Joyce som den, der møder eller genser Stephen gense sig selv som en forfatter, hvis litteratur han nu har afskrevet: “Når man læser disse sælsomme sider af en for længst afdød, føler man, at man er ét med én, der en gang …” (p. 52). Og lægger vi hertil endelig romanens tematisering af den såkaldte “åndelige paternitet”, som udfoldes både i den struktur, romanen overtager fra Homers Odysseen og fuldbyrder i Stephens og Blooms rejser og i de to heltes møde, hvor en sønneløs fader et kort øjeblik forenes med en faderløs søn, så er det klart, at der i dette tema hos Joyce er mange ting på spil.

Dette tema om affiliation og genealogi er en temporal organisering af teksten. Det er her Stephen forsøger at tænke sig selv i et fortidigt, nutidigt og fremtidigt perspektiv, at se sig selv som han vil tage sig ud for en ældre Stephens blik, mærket af genskinnet fra den, han da vil være. Og det er her Bloom et kort øjeblik i spejlet ser sig selv som ung. Men det er også her, at spørgsmålet om arv og faderskab i forhold til både kirken, fædrelandet og litteraturen spilles igennem. For Stephens vedkommende som en bestræbelse på først at nægte og dernæst vælge sine fædre; for Joyces vedkommende sker det i romanens parodiering af alle litteraturer for i Homer at anerkende et litterært faderskab.

Modstykket til Stephens metafysiske spekulationer om valgslægtskaber, faderskab og arv er Blooms komiske hjemsøgelser af begrebet metempsykose, altså sjælevandring, som han ikke kan slippe ud af sin hjerne igen, da Mollys fejludtale, “met him pike hose” efterlader en både irriterende og pirrende gåde, der fordobler sig og gentages i 1000 variationer romanen igennem. Metempsykosen demonstrerer derved sit eget vandrende og prolifererende princip.Transmigration eller reinkarnation, dette at et menneske kan forvandles til et andet menneske, et dyr eller et træ: I Blooms tilfælde til Henry Flower eller en kvinde; i fortællerens tilfælde til alle romanens udsigelsespositioner, fra galaktisk alvidenhed i næstsidste kapitel, hvor Stephen og Bloom beskrives som to planeter, der et kort øjeblik inklinerer for hinanden, til en Shakespeare eller et gasblus. Metempsykosen angiver som motiv, hvis man kan kalde det det, også stilens konsekvente forvandling, det ustandselige navnebytte, og rummer et uendelighedsperspektiv, i hvilket identiteten er en særdeles relativ størrelse. For den fortolker, der ser det som sin opgave at følge de mulige analogier til dørs, er der altså åbnet en svimmel afgrund af muligheder for mening og for livslang beskæftigelse og munterhed.

Disse indledende bemærkninger om Ulysses er utvivlsomt trivielle for Joyce-fans og Joyce-forskere, men rejser alligevel afgørende principielle spørgsmål, hvad angår en sammenligning mellem f.eks.Tom Kristensen og James Joyce, herunder specielt den nærliggende diskussion af forholdet mellem Hærværk og Ulysses.

Hvis vi nemlig medgiver, at vi såvel med Ulysses som med Hærværk har at gøre med værker, der unddrager sig hermeneutiske helhedsforståelser og vægrer sig mod en skelnen mellem indre/ydre og overflade/dybde, har vi i hvert fald det metodiske problem, at det er usikkert hvad det egentlig er vi sammenligner. Og er det da ikke alt for hasarderet overhovedet at tale om “indflydelse” i traditionel komparativ forstand? Og omvendt: Hvis man i god poststrukturalistisk ånd læser Hærværk som et ekko af Ulysses, er man i sandhed på Herrens mark. Hvorfra skulle man nemlig finde de eksklusionskriterier, der kan sætte en stopper for de lange kæder af analogier, og så vil Rifbjergs Den kroniske uskyld i en sofistikeret læsning i lige så høj grad gøre sig fortjent til et slægtskab med den navnkundige roman. Niels Brøndums artikel “Ulysses & Hærværk” må ses i det lys: Problemet er ikke her, at Brøndum ikke finder mange slående paralleliteter mellem de to romaner, men at han heller ikke kan sige, hvilke paralleliteter der er mindre slående og derfor må konkludere ironisk ligesom Stephen, at han ikke tror på sin egen teori.

En anden mulighed, som Niels Brøndum også arbejder med, nemlig at der er tale om Tom Kristensens jakobskamp med James Joyce, forskyder spørgsmålet til et andet niveau end den slette uendelighed af intertekstuelle analogier. Med Tom Kristensens eget begreb kunne man kalde dette niveau for det “hyperlogiske” og hertil skal jeg vende tilbage om lidt, hvor jeg også vil korrigere min egen fortolkning af forholdet mellem Joyce og Kristensen, som har stået i mit portræt af Tom Kristensen i Danske Digtere i det 20. århundrede (2002). Men før jeg kommer til denne revision vil jeg meget kort karakterisere Tom Kristensen som forfatter og kritiker.