Читать книгу Joyce og Danmark - Группа авторов - Страница 20

I kronikken tillader Tom Kristensen sig altså at udpege hvad han kalder en “kerne” i Ulysses, nemlig den klynge af spørgsmål, som omhandler den åndelige paternitet, dette at kunne vælge sig et slægtskab og derved igennem en egen skaberbedrift standse den spøgelsesagtige bevægelse hvor de talløse masker i liv og litteratur fratager forfatteren sjæl og identitet, det som svarer til Kristensens egen mærkelige erfaring af at være ingen. Det er oplagt, at virkningen af denne genkendelse af et mønster i Ulysses, som i helt fundamental kunstnerisk og eksistentiel forstand er hans eget, har været betydelig.

I forholdet mellem Ulysses og Hærværk er der således nok visse paralleliteter. Det gælder enkelte stilistiske træk, men sporadisk og slet ikke gennemført, mens kompositionens dybdestruktur i højere grad synes at være imprægneret af den store forgænger. Det har både Niels Brøndum og Jens Andersen påpeget, men forholdet er især underbygget af Steen Klitgård Povlsens minutiøse læsninger. Ifølge min forståelse er det dog især på det hyperlogiske og det figurale plan, at der finder en spejling sted. På det hyperlogiske plan er det frem for alt trekanten Stephen-Joyce-Bloom, der gentages i trekanten Steffensen-Kristensen-Jastrau og etablerer den skriftestol, som gør spejlingerne i fiktive personer ikke til genfærd men til redskaber for renselse og tilgivelse, samt som det vigtigste skaber en legitim formel for forfatterens ret til at vælge “sin åndelige paternitet” – det der ellers blot opleves som epigonens tvangsforhold. På det figurale plan er der da tale om, at mens Ulysses fuldbyrder, hvad der er præfigureret i Odysséen og hos den tykvommede Aquinas, så er Joyces roman en præfiguration af Hærværk – og med den pointe, at der netop er tale om en figural sammenhæng. Det vil sige, at det tidligere værk ikke overvindes eller udslettes af det varslede og senere tilkomne, men at begge værker er hinandens spejl. Tilsammen danner de to former for udveksling, hvad man i overensstemmelse med ideen om “åndelig paternitet” kan kalde en forløsning. For funktionen af begge spejlingsmekanismer er, at det bliver muligt at arve på en måde som ikke er tvang, men frisættelse. Og derfor er det i grunden ikke rigtigt at beskrive forholdet mellem Joyce og Kristensen som en Jakobskamp, en dyst med faderdyret, hvor sønnen vinder sin egen originale stemme. Der er tværtimod tale om, at Kristensen på mærkværdig vis genser sig selv i Joyce som en broder eller tvilling.

I kronikkens fremragende læsning af Joyces forfatterskab er det bemærkelsesværdige således ikke, at Tom Kristensen overtager, fordobler og viderefører både fiktive personer og Joyce i hans særlige empatiske og permeable kritikform. Det gjorde han også over for Johannes V. Jensen, Goethe og Lawrence. Det specielle er derimod, at han i Ulysses (hvorom han med virkelig forståelse af værket anbefaler at man skal turde læse det på en “overfladisk” måde) og især i romanens formel for metempsykose faktisk for første gang ser sig selv ikke som et genfærd, ikke som en leddeløs dukke, men genkender sig som “alt i alle”. Det vil sige et subjekt, som i tråd med hans overvejelser om Goethe og urplanten kan opfatte selvets indre mangfoldighed af skabende skikkelser som et ophøjet og værdigt perspektiv for digtningen.

Hærværk og Ulysses står da som en enhed inden for den guddommelige plan, hvis led og spejlinger alle hændelser er. Eller som citatet lyder i sin helhed i Erich Auerbach’s Mimesis, hvor det skal udtrykke, hvad den figurale anskuelse er:

For den nævnte anskuelse [den figurale, F.A.] betyder en hændelse her på jorden, at dens konkrete virkelighedskraft her og nu svækkes, ikke blot sig selv, men samtidig også en anden, som den varsler om eller bekræftende gentager; og sammenhængen mellem hændelserne bliver ikke overvejende anset som en tidslig eller kausal udvikling, men som en enhed inden for den guddommelige plan, hvis led og spejlinger alle hændelser er; deres umiddelbare jordiske forbindelse indbyrdes er af mindre betydning, og kendskabet hertil er sommetider helt overflødigt for interpretationen. (Auerbach 1946, 494-95, egen oversættelse)