Читать книгу Joyce og Danmark - Группа авторов - Страница 8

Stream of consciousness-teknikken knytter sig til Joyce, som i Ulysses har benyttet den til det yderste og med en virtuositet, som for altid forbinder ham med tankestrømmen som fortællestil. Stephens tanker, medens han vandrer langs havet i kapitel 3 og Mollys lange afsluttende monolog i kapitel 18 er de bedste eksempler herpå. Men igen er det Jacobsen, der står bag.

Den traditionelle henvisning i Joycelitteraturen er til den franske forfatter Eduard Dujardin (1861-1949) og frem for noget romanen Les lauriers sont coupés fra 1886. Jacobsens brug af tankestrøm ligger 10 år forud for denne roman.

I Læsere fra 1971 tager Lars Peter Rømhild fat på den problemstilling, der ligger i, hvor mange ord, passager og hele kapitler, der kræves for at kunne tale om et litterært forlæg. Hvis de åbenbare passager af tankestrøm i Marie Grubbe og Niels Lyhne vurderes som tilstrækkelige – ja, så var Jacobsen først på markedet: “Hvis en passage er nok, har vi lov at pege på titelpersonens Griseldisfantasi i første kapitel af Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876), altså endnu tidligere” (Rømhild 1972, 202). Med tidligere mener Rømhild, at det er Jacobsen, der er fadder til denne litterære teknik og at den senere – inspireret af Jacobsen – har fået udbredelse hos Dujardin, Woolf og Joyce. Passagen, Rømhild henviser til, er de tanker, den 14-årige Marie Grubbe gør sig med lukkede øjne ved bænken i Lindealleen på Tjele Hovedgård. Marie Grubbe tænker på “– Stuen med de røde Purpurtæpper –” og det strækker sig over en halv side i romanens start. I en passus i Maries tanker er man hos Molly i kapitel 18 i Ulysses. Her er inspirationen åbenbar:

Sneen … nej, det regner, det skylregner, og det tunge,kolde Vand plasker ned på hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbadet. Og Vinden … Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen kjole på … som det flængede mit brune Skjørt! – der maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var paa Viborg Marked … – Nej! Brynhylde! – den vilde Hest sprænger afsted … Brynhylde og Grimmild – Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar bort. ( Jacobsen 1963, bd. 1, 9-10)

Det er derfor nærliggende at slutte som Bo Tao Michaëlis i en note til artiklen “De levende og de døde”: “Men også den berømte begyndelse til Fru Marie Grubbe ses i dag som det skelsættende sted, hvor Joyce finder inspiration til sine litterære ‘bevidsthedsstrømme’” (Michaëlis 2000).

Mollys tankestrøm i kap. 18 er i indhold overvejende i afstand fra tid og sted. (Natten mellem torsdag den 16. juni og fredag den 17. juni i sengen på første sal i Eccles Street i Dublin). Men tankerne nærmer sig gradvist fortælletiden/tanketiden. Der knyttes an til tiden forud for kapitlets start. Der er tilmed nedslag i nuet: Molly strækker sig i sengen, hører toget passere, opdager begyndende menstruation, Georg kirkens klokke slår, osv. 13 gange mødes fortælletid med tankestrøm, som derved brydes som erindring. Associationsrækken er en sammenkædning af erindringer om forudgående steder og episoder, personer omkring hende og familiære og huslige gøremål. Associationsrækken kædes sammen af lighed/sammenfald i objekt, tid og sted, sammenfaldende relationer, ordassociationer og lyde og andre indslag fra omgivelserne.

Teksten er præget af indre modsigelser.“I hate” bliver få sider fremme til “I love” i tilknytning til samme udsagn. “I’m sick” bliver tilsvarende til “I like”. I Mollys verden er modsatrettede udsagn sideordnede og ligevægtige. Det har givet Joyce-kommentatorerne problemer. Det finder vi ikke hos Jacobsen. Vi genfinder dog centrale træk fra Mollys monolog i ovenstående citat fra Fru Marie Grubbe. I omfang og kompleksitet er de to monologer langt fra sammenlignelige. I en kunstnerisk helhedsbetragtning står Jacobsen imidlertid ikke tilbage for Joyce. Hans tekst er 46 år før Joyce og læst af Joyce forud for nedskrivning af Molly-kapitlet.

Den 14-årige Marie Grubbes tanker søger regnen, linet, der klæber til den nøgne krop. De bare ben og fødder så bløde og glatte. Associationsrækken følger den flængede kjole, som Griseldis ikke har på, til Marie, hvis kjole i sin tid blev flænget af et nøddehegn. Via nødder er vi ved nøddehegnet i Fastruplund og nødder på Viborg marked. En parallel til Mollys kager fra Liptons og de smukke blomster: “where this I saw them not long ago I love flowers” ( Joyce 1961, 781).

Et andet godt eksempel på, at Joyce har hentet stof til tankestrøm hos Jacobsen, finder Brask i den scene i Fru Marie Grubbe, hvor Ulrik Frederik Gyldenløve mistrøstigt står betragtende ved et vindue på Rosenborg slot:

– Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde Hjerter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjerte, der længtes imod ham … Vidt over Jorden var spændt et Net af usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, stærkere end Dødens; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham. Hjemløs, forladt! – Forladt? – Klang det derude som Bægre og Kys? blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke lydt igjennem Natten? – Hvadsaa! – hellere Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin giftigt, vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde … for Blinde, for – Stakler – Som en Rose … o Gud Skjærm og bevar hende vel i den dybe Nat … o, at være hendes Værn og Vagt, at jævne hver en Sti og dække for hver en Vind … saa skjøn … lyttende lig et Barn … som en Rose! … ( Jacobsen 1963, bd. 1, 91; Brask 2002)

Stedet leder tankerne hen på slutnovellen i Dubliners, “The Dead”. Hovedpersonen, Gabriel, og Ulrik Frederik i Fru Marie Grubbe er fælles om aleneheden, forladtheden og forsonligheden, som binder sjæl til sjæl. Med Gabriel daler forsonlighed beskrevet gennem tekstens brug af sne/ vand symbolik blidt over alle levende og døde.Tilbage står kærligheden, som Gabriel og Ulrik Frederik føler sig udelukket fra; men som de nu forstår omfanget af.

Gabriel benytter sig af (de kontinentale) galocher. De beskytter ham mod regnen/sneen og Gretta siger drillende i begyndelsen af novellen (s. 162), at han gerne så hende gøre det samme og at det næste nok blev, at han iførte hende en dykkerdragt. Så er regnen/livet/sneen helt holdt fra livet. Men sådan går det ikke. Der venter en hel nats sne, som Gabriel forudseende svarer Lily ved ankomsten til frøkenerne Morkans årlige bal. Fornemmelse for et liv uden dykkerdragt ved vinduet på Rosenborg slot og ved vinduet på Gresham Hotel i Dublin.

Brask henviser imidlertid ikke til “The Dead”; men man må sige, at et tættere forlæg til Gabriels tanker ved vinduet på Gresham Hotel og slutningen end den citerede passage fra Fru Marie Grubbe kan næppe tænkes. Her kan Jacobsens forlæg tilmed fuldt ud sidestilles med Joyces berømte passage. Her er et litterært ligeværd, som fører Jacobsens tekst langt ind i det 20. århundrede.

Svensk-amerikaneren Alrik Gustafson skrev i 1940 om Jacobsen i Six Scandinavian Novelists. Han bliver hos P.M. Mitchell citeret for at føre Niels Lyhne på banen i ovennævnte sammenhæng: “Niels Lyhne prises i første Instans, fordi den kan betragtes som en Forløber af “Stream of consciousness” – Teknikken, som man kender senere fra Marcel Proust, James Joyce og Virginia Woolf ” ( Jansen 1985, 214). Hans ærinde er at fremdrage Jacobsens spor i den europæiske litteratur – ikke at gå dybere ned i begrebet tankestrøm. Det gør Brask til gengæld i ovennævnte artikel og her tildeles Jacobsen kun en mindre rolle. Gennemgangen er grundig i et historisk/psykologisk/litterært perspektiv. Brask viser, at nok blev Joyce inspireret af bl.a. Jacobsen; men han må siges på alle måder at have udviklet sin helt egen stil.