Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 11

Spørgsmålet om brug contra misbrug kan være vanskeligt at besvare, bl.a. fordi grænserne mellem dem kan være flydende. I antologien ‘Mobile Communications’ (Ling & Pedersen, 2005) skelner en af forfatterne, datalog og it-ingeniør Woong Ki Park, mellem det han kalder en ‘almindelig’ eller ‘normal’ brug af f.eks. mobiltelefon eller internet, og en mani eller et misbrug:

…the main objective of this research is to provide some means of making an empirical distinction between normal and problem mobile phone use. This research attempts to access whether problematic mobile phone use exists, and how it might happen.

(Park, 2005: 255)

Park ser på hvordan brugen af mobiltelefoner kan udvikle sig til en afhængighed. Han peger på at en overraskende stor del – nærmere bestemt 73 % – af respondenterne i en survey-undersøgelse fra 2002 i Sydkorea svarede at de ‘følte sig utilpas og blev irriterede hvis de ikke havde adgang til deres mobiltelefon’. Selv om dette – at være utilpas og irriteret – ikke nødvendigvis er det samme som at være afhængig, tyder disse og de øvrige svar i undersøgelsen ifølge Park på at et problem kan være under udvikling. Han refererer desuden til undersøgelser fra USA hvor forskere er kommet frem til lignende resultater (Park, 2005). Park medgiver at termen ‘afhængighed’ er upræcis, men vælger alligevel at bruge den fordi den peger på nogle påtrængende problemer som han mener man må forholde sig til fordi afhængighed kan forvolde skade både på individer og samfund (Park, 2005: 255).

Hvad der er normalt, kan naturligvis diskuteres. Når det f.eks. er hele 73 % der føler sig mere eller mindre afhængige af disse mobile teknologier, må man spørge sig selv hvor grænsen mellem en såkaldt normal brug og et misbrug skal trækkes. Et spørgsmål det kan være svært at besvare entydigt eller overhovedet. Hvis det normale får maniske træk, bliver det måske det nye ‘normale’? Og hvis der bliver tale om en udvikling hvor det maniske bliver fremherskende, skal man som samfund så gå ind og behandle for det, på samme måde som man forsøger at behandle ludomani, narkomani, købemani og andre livsstilsbetingede sygdomme? Kan man i det hele taget tale om sygdom i forbindelse med begrebet mobilitetsmani?

En diskussion af emnet blev bragt i gratisavisen MetroXpress hvor man under overskriften ‘Netmisbrug rammer tusinder’ kunne læse at ‘250.000 danskere lider af internetafhængighed’ (13/3, 2009: 12). Artiklen citerer Michael Rasmussen, der er direktør i Udviklingshuset, der årligt behandler 150 personer for netmisbrug: »De fleste af os lider af en eller anden form for afhængighed af internet og mobiltelefoner, men omkring 250.000 har et decideret misbrug.« I artiklen indgår et interview med en såkaldt online-junkie som siger »Jo, jeg er da online-junkie, men det er, fordi internettet er sådan en fantastisk ven. Jeg elsker det.« Citatet udtrykker præcis den dobbelthed mange af mine respondenter gav udtryk for, og som netop adskiller mobilitetsmani fra de øvrige livsstilslidelser. Fænomener som ludomani, narkomani etc. er lidelser man formentligt ønsker sig kureret for mens online-junkierne »elsker det« – dog måske kun til en vis grænse. Ifølge Michael Rasmussen kan et for stort brug – han nævner fem timer dagligt – af internettet »ødelægge ens liv«, og han peger desuden på at hvis man lever sit liv online, så må det nødvendigvis være på bekostning af nogle fravalg i det virkelige liv. ‘Man bliver socialt isoleret, deprimeret og rastløs, fordi man hele tiden higer efter at komme på nettet’, siger han til avisen (13/3, 2009: 12). Om der er videnskabeligt belæg for artiklens påstande, er ikke afgørende i denne sammenhæng. Men den kan måske ses som en indikator på at der eksisterer nogle problemer på dette område som det kunne være interessant at italesætte, og som man må forholde sig til – ikke kun ud fra en vurdering af evt. individuelle behandlingsbehov, men også ud fra et sociologisk eller samfundsvidenskabeligt perspektiv.

Selv om de indbyggede paradokser i disse sammensatte problemstillinger kunne være interessante at se nærmere på, vil spørgsmålene om normalitet eller det modsatte samt om sygdom og evt. behandling ikke blive besvaret eller behandlet eksplicit i den følgende analyse. Først og fremmest fordi nærværende studie er en sociologisk undersøgelse og derfor ikke anlægger et klinisk psykologisk eller medicinsk perspektiv på problemstillingerne. Men også fordi det, som allerede nævnt, ikke er min hensigt at postulere at moderne mennesker i almindelighed er sygeligt afhængige af hverken mobiltelefoner eller andre former for mobilitet. Intentionen er blot at påpege og problematisere nogle samfundsmæssige tendenser som udvikler sig hastigt, bliver stadig mere udbredte og har betydelige konsekvenser for normer og praksisser blandt moderne mennesker – og som derfor er sociologisk relevante.