Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 17

En anden interviewperson, Johan, fortalte hvordan han havde ‘opbygget en afhængig af at være online’. På spørgsmålet om hvordan det kunne være, svarede han sådan her:

Johan:

Jeg ved det ikke. Men det er angsten for ikke at være… Det er angsten for at blive gået bagom, altså at man går glip af noget. […] Jeg har det grundlæggende sådan, at jeg vil ikke gå glip af noget. Hvad nu, hvis Thor og Jens Engstrøm lige nu er ved at sætte et net-spil op? Det kan godt være, at jeg ikke engang har tid til det. Det er helt absurd. Men de snakker måske om, at i aften kan vi mødes, når vi har lagt ungerne alle sammen, og så kan vi slås der en times tid og få… og så videre. Tænk, hvis jeg gik glip af det. De sender ikke en mail, de sidder bare og snakker online. Altså, det er jo helt sygt. Jeg kan godt diagnosticere mig selv udefra som lettere sindssyg, for det er jo sådan, som min kone tit siger: hvad fanden er det, du går glip af? Ja, det er jo svært at sige.

Ligesom Camilla og Sofie ville Johan »ikke gå glip af noget«. Og selv om han siger at han kan diagnosticere sig selv »som lettere sindssyg«, så føler han ikke han kan lade være med at gå på nettet og f.eks. chatte lidt med vennerne.

Senere i interviewet fortalte han om hvordan han haft det svært med ikke at kunne komme på nettet i forbindelse med en ferie med familien på Avernakø:

Johan:

Ja, på Avernakø… og jeg skulle slappe af og sådan. […] Jamen, jeg kan ikke [slappe af]. Jeg skulle måske have været diagnosticeret som ADHD eller Downs syndrom, dengang jeg var lille, men jeg kan ikke holde tre dages fri uden at blive rastløs. […] Er jeg steder, hvor ting er statiske og ikke bevæger sig, og det er meningen, at vi bare skal slappe af, så bliver jeg sådan her (banker utålmodigt i bordet). Det er rigtig irriterende. Og det her [mobiltelefonen] er så suttekluden. Jeg håber, der ligger et lille spil i den, og det her med at nogen kan ringe til mig, og jeg kan også ringe til dem, når jeg er ude at gå med barnevognen. Når jeg så ikke får signal, så er der en lille it-mand inden i mig, som går i gang. Det er en underlig ide, for der er mønttelefoner, og der er også folk omkring mig, så der kan ikke gå noget galt. Hvis jeg gerne vil have fat i nogen akut. Men jeg kan mærke det, det manifesterer sig virkelig som en rastløshed rent fysisk. Jeg begynder at gå ud, så spiller vi lidt fodbold, så går vi ud og gør noget fysisk. […] Ja, eller gå op og købe en avis for at sidde og læse. Det er i virkeligheden sådan et info-junk, tror jeg.

Johan havde svært ved bare at slappe af og holde fri med familien uden hele tiden at være i forbindelse med omverdenen. Han fortalte senere i interviewet, at det ikke havde været et problem for ham før han fik børn fordi han dengang havde kunnet følge sine lyster uden hensyn til andre. Nu hvor han havde en kone og to små børn som stillede krav til ham, var det blevet en kilde til frustration at han ikke kunne komme på nettet når som helst han følte trang til det. For ham gav det sig dels udtryk i at han lige måtte ringe til nogen når han var »ude at gå med barnevognen« og i »en rastløshed rent fysisk« som gjorde at han måtte ud at spille fodbold eller gøre »noget fysisk«. Der er således tale om at Johan føler en både fysisk og mental rastløshed når »ting er statiske og ikke bevæger sig«. Han oplever at være afhængig af kontakt til omverdenen og kompenserer for ikke at kunne komme det ved at være i fysisk bevægelse. Vi ser hvordan de forskellige former for mobilitet er knyttet sammen og kan erstatte og overlappe hinanden.