Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 6

FORMÅLET MED UNDERSØGELSEN

Оглавление

Sammenhængen mellem den fysisk/kropslige transport og den omfattende brug af informations- og kommunikationsteknologier (ikt) med indbygget mobilitet, vil være central i undersøgelsen. Det vil blive belyst hvordan moderne mennesker indgår i en række sociale netværk i stadig forandring, og hvordan de, for at opbygge og vedligeholde disse netværk, må være mobile. Der ses således en sammenhæng mellem netværk og rejser, både de fysiske og de virtuelle.

Den engelske sociolog, John Urry, der gennem en årrække har beskæftiget sig med mobilitet, beskriver fem indbyrdes afhængige ‘mobiliteter’ (highly interdependent ‘mobilities’): 1) Fysisk/kropslige rejser, 2) Fysisk flytning af objekter, 3) Forestillede rejser, 4) Virtuelle rejser og 5) Kommunikative rejser (Urry 2007: 47). Jeg vil i bogen fokusere på fire af disse mobilitetsformer, idet jeg vil udelade 2) Den fysiske flytning af varer (godstransport) som falder uden for mit emne. De øvrige vil være udgangspunkt for analysen.

De forskningsspørgsmål jeg vil belyse i bogen er således:

Hvilke drivkræfter ligger bag den accelererende mobilitet, og hvilken betydning har mobilitet, herunder både de fysiske rejser og brugen af ikt-mobiliteterne, for moderne mennesker og deres praksis(ser) på området? Tre spørgsmål er her centrale:

• Hvordan indvirker mobiliteterne på hinanden?

• Hvilke konsekvenser har såvel de fysiske som de ikt-baserede rejser for det sociale?

• Hvordan er respondenternes opfattelser af rejsernes sammenhæng med miljø- og særligt klimaproblemer?

Mobilitetsmani

Подняться наверх