Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 20

Hos andre af de interviewede kunne også spores en lignende tendens til at skulle være i bevægelse fysisk eller mentalt med korte intervaller. Men hos de syv respondenter som er omtalt ovenfor, var fænomenet så tydeligt at jeg mener man med rette kan bruge begrebet mobilitetsmani til at karakterisere deres praksisser inden for disse områder. Hvad der konkret ville ske med dem hvis de ikke fik ‘behovet’ for mobilitet stillet, er vanskeligt at sige noget præcist eller endeligt om, men nogle konsekvenser kan anes. De eneste af de syv der havde erfaringer med eller udsigt til ikke at få deres behov opfyldt, var Thorkild og Johan. Thorkild pegede selv på de problemer han ville komme ud i hvis eller når han ikke kunne komme ud på en længere rejse den kommende sommer. Med egne ord ville han gå i panik eller falde i et sort hul. Og Johan som havde oplevet en irriterende rastløshed i forbindelse med at være afskåret fra at være online på en ferie hvor han ellers skulle slappe af med familien. For de to gymnasiepiger, og særligt for Camilla, gav hendes mobilitetspraksis hvad angik brugen af især mobiltelefonen, allerede anledning til problemer. Hun følte sig stresset og ville ønske hun kunne slukke for den, men var ikke i stand til det. For Jacob og hans kone – og i særdeleshed for Rikke og Mads – var behovet for at komme af sted og få nye oplevelser når de havde opholdt sig på det samme sted i kortere tid, udtalt. Ingen af dem havde eksempler på at de ikke havde været i stand til at realisere deres ønsker, og på den måde kan det ud fra deres beskrivelser være vanskeligt at sige noget præcist om hvordan de ville reagere hvis de blev forhindret i at udfolde behovene. Samtidig er der noget der kunne tyde på at deres behov går forud for behov der måtte være i deres omgivelser. Jacob beskrev hvordan hans søn på 2½ år nød at være i sommerhuset ved Vesterhavet, og det har næppe været barnets behov at køre i bil til Italien for at smage tomater der smager af tomater eller at få nogen af de andre oplevelser som Jacob beskrev. Rikke og Mads’ 1-2 times ophold ved familiefesten eller deres opbrud en dag før det var planlagt fra vennerne i Paris, har nok heller ikke udspring i familiens eller vennernes behov. Det er tænkeligt at der er et samspil mellem på den ene side nogle generelle tendenser til en stigende individualisering, hvor individet tager udgangspunkt i egne frem for omgivelsernes behov, og på den anden side de mobilitetspraksisser der er beskrevet ovenfor; men det bekræfter kun kompleksiteten i fænomenerne.

Fælles for de respondenter der er citeret ovenfor, er at de vil alting, de vil ikke gå glip af noget, og de har hang til øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. At udsætte sine behov var noget man gjorde i gamle dage, og den generelle materielle overflod (Corry 2004: 15) gør det muligt at realisere behovene næsten øjeblikkeligt (Jensen 2001: 105). Man kan ikke vente med at besvare en sms, tage en telefon, komme på nettet, anskaffe en bil eller tage på en rejse. Det skal helst ske her og nu og hele tiden, og tilsammen øger det mobiliteten på alle områder. De syv interviewpersoner der indgår i analysen ovenfor, kan måske på nogle punkter forekomme usædvanlige, men de adskiller sig ikke markant fra mange andre moderne mennesker – noget den tidligere omtalte undersøgelse af befolkningens opfattelse af deres afhængighed af ikt-medierne også viste (Hjarvard 2008). Interviewpersonernes praksis er et udtryk for hvordan den mobilitet der er under stadig udvikling, bliver praktiseret i og er en del af moderniteten. De oplever en afhængighed af mobilitetsteknologierne og af mobiliteterne som sådanne, de fascineres af dem og hverken kan eller vil undvære dem, samtidig med at de reguleres og i flere tilfælde måske ligefrem styres af dem.

Disse fænomener kan naturligvis ses som et led i den individualisering og det behov for selviscenesættelse som moderne mennesker har udviklet, og som er beskrevet mangfoldige steder i den sociologiske litteratur (se f.eks. Giddens 1991, Beck 1997 m.fl.). Individualiseringsprocesserne forklarer dog ikke den mobilitet eller bevægelse der også er en væsentlig del af fænomenet. Det er i mobiliteten som sådan at manien ligger, og jeg mener at have argumenteret for at begrebet mobilitetsmani er dækkende og et illustrativt begreb hvis man vil forstå hvad der er på færde inden for feltet. De indsamlede interview kunne tyde på at mange moderne mennesker er besat af en form for mobilitetsmani, og andres undersøgelser tyder på at fænomenet er i hastig vækst (Parks 2005, Hjarvard 2008). De forskningsspørgsmål der blev stillet i indledningen, og som drejede sig om hvad der ligger bag udviklingen, hvilke drivkræfter der er på spil, og til dels også hvilke konsekvenser den evt. kan få, vil blive analyseret nøjere i de kommende kapitler. Men før vi når så langt, vil jeg gennemgå de anvendte metoder.