Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 9

Ligesom andre forfattere taler om ludomani, narkomani, købemani (Bjerg, 2008), anoreksi, bulimi (Hammershøj 2005 og Bjerg 2005) etc. – alle livsstilsbetingede lidelser i senmoderne samfund – mener jeg man kan tale om mobilitetsmani når ‘behovet’ for mobilitet, i bred forstand, bliver til en besættelse. Der er flere pointer i at anvende termen mobilitetsmani. Dels synliggøres de fællestræk der måtte være mellem de forskellige ‘livsstilsmanier’ som på hver sin måde udspringer af det moderne, og samtidigt påpeges det at baggrunden for disse ‘manier’ i et vist omfang kunne være den samme. Dels vil begrebet blive brugt til at fremhæve det ‘tvungne’ i forbindelse med flere mobilitetsformer. Selv om der i interviewene er noget der kunne tyde på at mange gør det, er det ikke påstanden at respondenterne over en kam lider af mobilitetsmani; men at flere af dem har træk i den retning, mener jeg ikke man kan se væk fra.

Lad os begynde med en kort omtale af inspirationskilderne til at udvikle begrebet ‘mobilitetsmani’. Et interview med en journalist ved Jyllandsposten tilbage i december 2003 blev en første inspiration til at udvikle begrebet. Journalisten fortalte om sin brug af ikt-medier: »Jeg kan mærke fragmenter af angst inden i mig for at jeg skal stå uden internet et par dage. […] Det er jo nærmest manisk, kan man sige. Det er irriterende for ens omgivelser hvis ikke de accepterer den præmis der hedder at man skal have muligheden for at kunne [komme på nettet].« Min interesse for moderne livsstilsmanier blev desuden vakt under en samtale med sociologen Ole Bjerg (2008) i efteråret 2004 hvor han fortalte at han skulle i gang med at studere ludomani, narkomani og købemani som livsstilsfænomener. Hans beskrivelse af disse fænomener som udtryk i den moderne kapitalisme gav umiddelbart associationer til mine egne studier af mobilitet. De indsamlede interview viste nemlig en slående lighed både med træk fra interviewet med journalisten i 2003 og samtalen med Ole Bjerg i 2004 – og ud fra dette samt fra studier af mani som sådan – opstod begrebet ‘mobilitetsmani’. På samme måde som Bjergs forståelse af ludomani, narkomani etc., er begrebet mobilitetsmani udviklet ud fra et sociologisk perspektiv – og skal altså ikke her anskues som et psykologisk eller medicinsk fænomen som det ellers ofte er tilfældet når der er tale om manier.

Begrebet mobilitetsmani kan samtidig bruges til at sige noget generelt om udviklingen i dagens samfund. Mobilitetsmani står nemlig ikke i kontrast til det flertallet foretager sig; de fleste moderne mennesker benytter adskillige former for mobilitet hver eneste dag – i form af diverse transportmidler eller mobiltelefoner, internet etc. – og på den måde kan begrebet mobilitetsmani bruges som et spejl for et generelt fænomen. På samme måde peger Bjerg på at manier per se kan bruges til at sige noget om samfundsudviklingen i almindelighed fordi de ikke står i diametral modsætning til det majoriteten gør i hverdagen; de fleste spiller en eller flere former for spil, de indtager diverse stimulerende stoffer, de køber varer ind i store mængder etc. »Ludomani, narkomani og købemani udgør således snarere en gradsforskydning end en modsætning i forhold til det, man kunne kalde en ‘almindelig tilværelse i det kapitalistiske samfund’« (Bjerg 2008: 9). Bjerg peger endvidere på at der er »gode grunde til at antage, at disse afhængighedsformer har været og stadig er i vækst« (ibid.: 9). Det samme kunne siges om mobiliteten, forstået på den måde at stadig flere mennesker dels bliver afhængige, i mere end én forstand, af en eller flere former for mobilitet, dels bliver stadigt mere mobile.

Men hvad betyder egentlig begrebet ‘mani’? Mani kommer af græsk, mania, og betyder direkte oversat ‘galskab’. Det kan dog også betyde ‘besættelse’ eller være en tilstand hvor man har en overdreven lyst eller trang til et eller andet udefinerligt eller noget bestemt (Den Store Danske Encyklopædi, bd. 12, s. 567, 1998, Fremmedordbog 2002). Mani er således i udgangspunktet en betegnelse for en psykisk afvigelse. Det der gør betegnelsen nyttig i forbindelse med mobilitet som socialt og kulturelt fænomen, er den dobbelthed der ligger i begrebet. Når man er manisk, er det både fordi man har en stor eller brændende lyst til noget, samtidig med at man føler sig tvunget til det, og det er præcist hvad jeg har fundet i mange af interviewene: På den ene side ønsker mange en stor og ofte stadig større mobilitet på flere måder, og på den anden side kan det ofte føles belastende at praktisere den omfattende mobilitet som er blevet nødvendig for at få hverdagen til at fungere, for at pleje sine netværk, eller af utallige andre grunde. Moderne mobilitet er blevet afhængighedsskabende og kommer dermed til at opleves som en belastning man (indimellem) ønsker at gøre sig fri af.