Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 16

Camilla og Sofie er to 18-årige gymnasieelever som går i hhv. 2. og 3. g., og som begge (naturligvis) er i besiddelse af en mobiltelefon. Under interviewet beskrev de hvordan de brugte sms’er til at ‘hyggesnakke’ med deres venner. Det kunne f.eks. være i en time hvor de kedede sig:

Camilla:

Jo. Altså, det er også bare sådan noget hyggesnak. Det er for eksempel, hvis man sidder i en time og keder sig, så kan man bruge tyve sms’er på at sidde og snakke med hende, der sidder ved siden af […] Jeg føler for eksempel aldrig, at jeg sms’er. Men alligevel så nogle gange, når jeg sådan kigger, og har været inde og slette i min indbakke eller udbakke […] så er der lige pludselig halvtreds sms’er oveni.

Begge de unge kvinder brugte deres mobiltelefoner meget og kunne godt føle at de havde fået et afhængighedsforhold til dem. Sofie formulerer det på denne måde:

Sofie:

Jeg synes da, at det er frustrerende nogle gange, at jeg ikke bare kan sige: Nu slukker jeg den. Og så lad mig være. Jeg vil sove. […] Det kan da godt irritere mig lidt, at jeg ikke bare kan sige: Nå, det er lige meget. Men det kan jeg ikke. Jeg bliver så afhængig af den. Det er også det, hvis din mobiltelefon går i stykker, eller du mister den. Du skal have en ny en lige med det samme… […] Det er også, fordi der er så mange ting inden i telefonen. Der er alle telefonnumrene. Fordi i dag kan man jo ikke huske nogen telefonnumre i hovedet, fordi du har det hele på din mobiltelefon.[…] Og du har måske kalender i den, og du har rigtig vigtige ting i den.[…] Du har ikke skrevet telefonnumre ned i en lille telefonbog i dag.

Senere i interviewet fortalte Camilla hvordan hun kunne blive alvorligt stresset af mobiltelefonen:

Camilla:

… jeg har mange perioder, hvor jeg er lige på randen til at bryde sammen af stress. Og der kunne det være meget dejligt bare sådan at kunne slukke den telefon og komme af med… Fordi det kan godt stresse én, at man ikke bare kan sige: Den del af verden, den kan jeg lukke af for, og så behøver jeg ikke at bekymre mig mere om det. Man bekymrer sig nemlig, selv om den er slukket. Så bekymrer man sig nærmest endnu mere, ikke. Bare at kunne sige: Den der del, den er væk, og så låser jeg mig inde derhjemme, og så ser jeg ikke nogen mennesker, fordi jeg har det her lektieprojekt eller et eller andet. Så kan det stresse én utrolig meget mere, hvis der er en eller anden, der ringer og siger: Åh, det der, det kunne være skidefedt, og man tænker: Ah, det vil jeg bare så gerne. Nå, men så gør jeg også lige det. Og så har man både brugt tid på en lang samtale, plus at man har lavet en ny aftale. Og så er man lige dobbelt så stresset, som man var lige før, ikke.

Det er tydeligt at Camilla har vanskeligt ved at håndtere brugen af sin mobiltelefon. Hun oplever at hun er blevet afhængig af den, på en måde hun hverken kan kontrollere eller bryder sig om, og hun føler sig stresset fordi hun ikke bare kan slukke for den. Og hvis den endelig er slukket eller hun af en eller anden grund ikke har den inden for rækkevidde, »bekymrer hun sig nærmest endnu mere« fordi hun ikke kan udholde tanken om ikke at vide hvem der ringer, og hvilke muligheder et evt. opkald kunne bringe på banen. Hun er selv bevidst om at den forstyrrer hendes koncentration; f.eks. kan telefonopkald og lange samtaler forhindre hende i at læse lektier.

Camilla:

…bare det der, hvis du sidder og laver en opgave, og der er en eller anden, der ringer til dig. Så kan du komme fuldstændig ud af alt, hvad du laver. Og så er det bare blevet sådan: Åh, hvorfor skal du også ringe nu? Og så bliver man stresset over, at der er en eller anden, der skal et eller andet. Og man tager den jo alligevel, fordi den ligger jo lige her, og de ringer nu, og jeg er alligevel forvirret. Og så skal man starte forfra, og så er man bare sådan… Så kan det være, man lige har siddet og fordybet sig i et eller andet, og så kan man ikke koncentrere sig igen […]

Sofie:

Så ja, man skulle bare være bedre til at slukke den. Og sige nej til sig selv. Nu slukker du den, og så er du ligeglad med, hvem der ringer.

Sidst i interviewet talte vi om udviklingen af nye teknologier og hvordan der formentlig også i fremtiden ville komme nye ikt-medier på markedet. Til det sagde Camilla kategorisk: »Jeg skal ikke have flere dingenoter«.

Særligt Camilla oplevede en afhængighed af og frustration over den måde mobiltelefonen påvirkede, eller måske endda til tider styrede, hendes liv på. Sofie kunne også føle sig stresset af sin mobiltelefon, og selv om hun ønskede at kunne håndtere den ved f.eks. at slukke for den og så være »ligeglad med hvem der ringer«, så fandt hun det vanskeligt at praktisere. Men især hos Camilla lå det maniske i at mobiltelefonen oplevedes som en besættelse hun ikke kunne slukke/vriste sig fri af, og som stressede hende ud over hvad hun kunne håndtere. Forbindelsen fra hendes brug af mobiltelefonen til den fysiske mobilitet, det at hun bevægede sig rundt mellem en lang række aktiviteter som følge af de mange aftaler hun traf, var slående. Hendes mobilitet antog flere former og pressede hende til konstant at være parat til at besvare en besked eller et opkald og indgå nye aftaler som på sin side medførte flere rejser. Hun forklarede det selv ved at sige at hun »er sådan en person, der vil det hele«.

Trods det at hun ikke oplevede at kunne håndtere brugen af sin mobiltelefon, ville hun under ingen omstændigheder undvære den. Begge de unge kvinder omfattede mobiltelefonen med stor lidenskab og fortalte at de ville gøre alt for hurtigt at få fat i en ny hvis de f.eks. skulle miste den. Som en teknologi der i høj grad strukturerede deres liv oplevede de mobiltelefonen som en nødvendighed, men særligt Camilla følte også at den til tider kunne tage magten fra hende og forhindre hende i at gøre det hun egentlig også gerne ville og i øvrigt skulle for at leve op til kravene f.eks. i skolen. Camillas afhængighed af mobiltelefonen kan ikke umiddelbart spejles i Parks diskussion af hvordan ‘mobiltelefonafhængighed’ kan invalidere de ramte således at de har vanskeligt ved at fungere i almindelige sociale sammenhænge (Park 2005). Hos Camilla gav afhængigheden sig snarere udtryk i et generelt højt stressniveau samt i at hun ikke magtede at koncentrere sig om nogle nødvendige opgaver som lektielæsning etc.