Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 14

Urry peger i sine seneste værker (Larsen, Urry & Axhausen, 2006 og Urry, 2007) på en lignende problemstilling i forbindelse med mobilitetens betydning for netværkspleje. Nemlig den at rejser kan have karakter af at være tvungne når moderne mennesker skal pleje deres netværk (Larsen, Urry and Axhausen 2006: 52). Elisabeth Shove bruger begrebet ‘mobilitetsbyrde’ til at påpege at deltagelse i et normalt hverdagsliv med forskellige sociale fællesskaber stiller voksende krav til hastighed og koordinering for at få hverdagens (mange) aktiviteter til at hænge sammen (Shove 2002). Trine Fotel benytter ligeledes begrebet ‘mobilitetsbyrde’ i sin ph.d.-afhandling⁹, særligt i forbindelse med at transportere børn til og fra diverse fritidsaktiviteter. Fotel beskriver mobilitet som et fænomen der skaber muligheder og som ofte er forbundet med tilfredsstillelse, men i givne situationer også kan være en byrde (Fotel 2007). I nærværende undersøgelse finder jeg at mobilitet er en kompleks størrelse der er lystbetonet og byrdefuld på samme tid. Der er således ikke tale om et enten-eller, men snarere om et både-og. Mit materiale tyder på at mobilitet for moderne mennesker som oftest er noget de tager for givet, men at de gør sig mange overvejelser over deres mobile liv når man spørger ind til det. En del af de interviewede kunne fortælle historier om hvordan det føltes (nærmest) nødvendigt for dem at rejse, at være i bevægelse, under givne omstændigheder eller på bestemte tidspunkter. Det kunne f.eks. være når sommerferien nærmede sig, så kredsede tankerne om hvor årets store rejse skulle gå hen, og tanken om ikke at skulle på en længere rejse kunne udløse noget nær desperation. Eller det kunne være når man havde opholdt sig det samme sted i en kortere eller længere periode, og så måtte videre til det næste. Trangen til at flytte sig blev mærkbar, og det blev nødvendigt at komme videre til noget nyt eller bare noget andet.

Som nævnt har mobiltelefoner været med til at ændre moderne menneskers måder at kommunikere og interagere på i bred forstand og har i de senere år været i fokus i litteraturen blandt sociologer, psykologer, antropologer etc. (Ling 2004 og 2008, Urry 2007, Larsen, Urry & Axhausen 2006, Katz 2006, Gergen 2002, Park 2005, Turkle 2008). Modsætningspar som privat og offentlig, tilstedeværende og fraværende, arbejde og fritid, kontrol og frihed der alle hyppigt er blevet brugt til at beskrive og forstå det sociale, bliver i stigende grad udvisket. Tendensen til at dikotomien tilstedeværende/fraværende forsvinder, hænger sammen med moderne menneskers følelse af at skulle stå til rådighed og være i forbindelse med nogen eller noget næsten uafbrudt og er en konsekvens af det at have mobiltelefon eller en bærbar computer med sig overalt og når som helst kunne kontakte og selv blive kontaktet af andre (Cooper 2002, Puro 2002). Med hver sin mobiltelefon er man også lidt til stede hos de øvrige familiemedlemmer mens man er på arbejde, og når man er på rejse, er man samtidigt lidt hjemme etc. Dette fænomen vil blive yderligere behandlet i kapitel 8 om de ‘Mange mobiliteter’.

Nye praksisformer er opstået i kølvandet på udviklingen og udbredelsen af mobiltelefonen og internettet, og med disse er de nye afhængigheder eller manier kommet til. Som nævnt kunne nogle respondenter fortælle om hvordan de gik i panik hvis de havde glemt mobilen derhjemme om morgenen, eller hvis den ikke virkede som den skulle – også selv om den kunne være en belastning som ødelagde koncentrationen om en opgave eller generelt øgede tidspresset for de implicerede.

Mobilitetsteknologierne kan således være både fascinerende, berigende, udfordrende, uundværlige, stressende, afhængighedsskabende og byrdefulde på en og samme gang. Definitionen på mani som noget der både er en besættelse og lystbetonet, passer således – og måske især – på kombinationen af de forskellige mobilitetsformer som ligeledes vil blive taget op igen i kapitel 8. ‘Mange mobiliteter’.