Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 18

De fysiske rejser kan ligeledes være en mani eller besættelse. En af de interviewede, Thorkild, fortalte hvordan det for ham nærmest var et mål i tilværelsen at rejse, og hvordan det at rejse var af meget stor generel betydning for ham. Han var gift med en kvinde som oprindeligt kom fra Borneo, og udover flere årlige rejser rundt omkring i Europa plejede de at foretage en længere rejse i en måneds tid hver sommer. Interviewet fandt sted i slutningen af marts, og Thorkild fortalte hvordan de den kommende sommer ikke ville få mulighed for at rejse fordi hans kone var i gang med en uddannelse som hun ikke kunne afbryde før den var afsluttet engang i løbet af efteråret. Han beskrev situationen sådan her:

Thorkild:	Ja, det er meget vigtigt, synes jeg. Det er meget vigtigt. […] Og hvis der er mulighed, så tager vi altså af sted. Jeg kan da mærke, at jeg er irriteret over, at vi ikke kan komme af sted til sommer, altså. En måneds tid eller sådan noget.[…]. Der går lidt panik i mig, hvor jeg skal rende rundt herhjemme en hel måned.
Int.:	Ok (griner).
Thorkild:	Jamen, det er rigtigt. Der bliver lidt panik ind over den. […]
Int.:	Ok, men hvorfor går der panik i dig?
Thorkild:	Jamen, så ved jeg ikke… Jeg er nødt til at fylde dagen op med noget arbejde, ikke […]. Når jeg kommer hjem, så kan jeg se noget internet og fylde det op med fjernsyn. Og lidt gå rundt i byen og sådan noget, ikke. Men der bliver et kæmpehul, jo. […] Jeg tror, hvis jeg kender mig selv, så vil det ende med, at jeg måske bare ligger og ser for meget fjernsyn, og ser for meget computer og… Altså tøffer lidt rundt og så lige pludselig så… […] Ja, jeg bliver lidt sløv af det.
Int.:	Hvordan det?
Thorkild:	Falder i et hul på en eller anden måde.
Int.:	Det har stor betydning at rejse, siger du?
Thorkild:	Ja, det har det. […] Du kan også se, hvad er det, man husker? Det er jo svært for dig egentlig at huske, hvis du går et år tilbage. Eller halvandet år. Hvad skete der for dig i maj måned? Medmindre du var ude at rejse […]. Men du kan næsten sige fra dag til dag [hvad du har lavet], hvis du har været på en eller anden ferie. Det kan du næsten.

Thorkild havde gennem en årrække, også før han mødte sin kone, været vant til at rejse i en længere periode i sommerferien. Han gik allerede i gang med at planlægge næste års rejse om efteråret og sørgede for at reservere billetter, evt. hoteller etc. i løbet af foråret. I marts 2007, da interviewet fandt sted, havde han så for første gang i årevis udsigt til en sommer uden en længere rejse, og det var allerede begyndt at plage ham. Han udtrykte sin frustration ved at sige at der ville gå panik i ham hvis han skulle gå hjemme hele sommeren. Da jeg ikke tog hans bemærkning helt alvorligt, insisterede han ved prompte at sige, »jamen, det er rigtigt. Der bliver lidt panik ind over den.« Det var ikke for sjov han sagde det, men ramme alvor. Han gav udtryk for at der ville opstå et »kæmpehul« som det ville være svært at udfylde med noget andet meningsfyldt. For Thorkild var det at rejse i sig selv »et mål i tilværelsen«. Det vigtige, det der virkelig betød noget, rejserne, var også det han huskede, og der hvor han kunne skelne dagene fra hinanden. Selv om de på alle måder var frivillige og attråede, var rejserne for Thorkild også en besættelse som ændrede sig til noget temmelig negativt hvis de blev taget fra ham.

En anden af de interviewede, Jacob, var 37 år og havde en lederstilling i et konsulentfirma. Han rejste meget både på jobbet og privat. I forbindelse med et spørgsmål om hvilken betydning det at rejse havde for ham, kom han ind på hvordan han og familien som bestod af hans jævnaldrende kone og deres søn på 2½ år, året før havde været på ferie ved Vesterhavet. Efter en uge hvor vejret havde været strålende, var de spontant kørt til Italien:

Jacob:	Sidste år der var vi… […] Der havde vi lejet et helt fantastisk hus ude i klitterne ved Vesterhavet. Det lå tæt på stranden […] og vejret var helt fantastisk. Og så […] da der var gået tre dage, så begyndte vi jo at kede os, Bodil og jeg[…] Men så tænkte jeg så, det var da også filans. Vejret var helt fantastisk, og Nicolaj han elskede jo at løbe rundt i det vand der. Der var sådan nogle små laguneagtige ting og sådan noget. Altså, det kunne ikke være bedre.[…] Bortset selvfølgelig fra maden og alle de der ting, som… Jeg ved ikke, hvorfor man ikke kan finde ud af at lave mad i Jylland. […] Og så begyndte vi sådan rigtig at kede os. Og så tog vi direkte til Italien.
Int.:	Ok.
Jacob:	Og så kørte vi bare derned. Og så… Og vi havde det sådan lidt, jamen hvorfor egentlig det?[…] Det, vi fandt ud af, det var egentlig, at det er jo noget med bare at høre lidt andet sprog og komme væk hjemmefra og komme… få lidt andet mad og tomater, der smager af tomater, og alle de der ting. Altså, lidt anderledes oplevelser.[…] Men det er i virkeligheden småting, tror jeg, […] men det er bare lidt anderledes og så videre, ikke. […] Det med bare at komme væk. Altså, opleve nogle nye ting og sådan noget.[…] Og det, synes jeg, er helt fantastisk. Altså, det giver… Man får en energi og en anden oplevelse af at være frakoblet og sådan nogle ting og sager.

Selv om familien var væk hjemmefra – i sommerhus ved Vesterhavet frem for i deres lejlighed på Østerbro – vejret var strålende, og deres søn på 2½ nød opholdet, var det ikke tilstrækkeligt for de voksne. De havde lejet huset ved Vesterhavet en uge, men allerede efter tre dage indfandt en form for rastløshed sig, og de var glade da ugen var gået – og for at de ikke havde lejet det i 14 dage – så de kunne starte bilen og køre til Italien. Han fortalte selv at de blev rastløse af at opholde sig på det samme sted i ret mange dage ad gangen uden at foretage sig noget specielt eller anderledes, og den forudsigelighed der lå i at skulle blive i sommerhuset i 14 dage, ville have været svær at udholde: »…vores overvejelser gik på om vi kunne holde det ud i fjorten dage. Altså, vi kunne godt mærke da det var ved at være… så glædede vi os til at skulle lidt ud at køre lidt bil og se nogle andre ting«.

Mange moderne mennesker stræber efter afveksling og konstante udfordringer. De skal helst involvere sig i en eller flere aktiviteter og bryder sig ikke om at blive for længe på det samme sted, medmindre de har et eller flere projekter de er en del af eller skal tage vare på. Når de, som Jacob i interviewet, bliver bedt om at forklare hvorfor det er så vigtigt at komme »ud at køre lidt bil«, så kan det være vanskeligt at gøre præcist rede for hvad der driver dem. Det bliver noget om at »stå lidt i nogle situationer, som måske er lidt anderledes end det, man plejer at stå i og sådan noget. Men det er i virkeligheden småting…«. Jacob og hans familie var naturligvis ikke tvunget til at rejse til Italien, men alligevel kan man tale om at de blev grebet af en form for mani fordi den rastløshed, eller kedsomhed som han selv formulerede det, som han og hans kone følte efter tre dage i sommerhuset, nok var den vigtigste drivkraft bag den spontane bilrejse til Italien. Der skulle ske noget, det skulle helst være lidt ‘anderledes’ eller ud over det sædvanlige, og det skulle være her og nu.