Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 4
Forord
ОглавлениеMobilitet er blevet et genstandsfelt inden for samfundsvidenskaberne de seneste 10-15 år. Før den tid var transport primært noget ingeniører og teknikere beskæftigede sig med. Mobilitet som område i samfundsforskningen tager udgangspunkt i den stadigt mere dominerende rolle som transport er kommet til at spille, og som flere forskere med samfundsvidenskabelig baggrund fik øje på op gennem 90’erne. Herhjemme blev Transportrådet etableret i 1992 og fungerede frem til 2002 hvor det blev nedlagt af Fogh-regeringen. Transportrådet skulle bl.a. skabe »Videnopbygning i form af støtte til dansk transportforskning«1 og igangsatte og støttede en række forskningsprojekter som satte fokus på transportens politiske, sociale, kulturelle og økonomiske betydninger.
Denne bog baserer sig på den viden der blev opbygget i 90’erne og fremefter og er det konkrete resultat af et sociologisk forskningsprojekt med titlen ‘Den accelererende mobilitet’. Projektet blev støttet af Forskningsrådet for Samfund og Erhverv (FSE) og fandt sted ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) under Aarhus Universitet (AU) i perioden 2006-2009.
Fra dets start i efteråret 2006 har stud. scient. soc. Tine Studstrup været tilknyttet projektet som studentermedhjælp. Hun har været med til at planlægge og indsamle interviewene og har transskriberet dem alle forbilledligt. Hun har gennemlæst og kommenteret manuskriptet i sin helhed. Hun har været en skarp, kritisk, imødekommende og tålmodig sparringspartner og skal have rigtig mange tak for en nyttig og uvurderlig hjælp – både for projektet og for mig personligt.
Mine kolleger, Lars Kjerulf Petersen, Anne Jensen og Anne Holst Andersen har vist stor imødekommenhed ved hver at læse nogle kapitler i bogen igennem og give gode, konstruktive og kritiske kommentarer til dem. De skal alle have mange tak for hjælpen.
Mange andre kolleger i Afdeling for Systemanalyse og kolleger ved andre universiteter og forskningsinstitutioner både herhjemme og i udlandet skal have tak for inspirerende diskussioner om mobilitetens mangfoldighed og kompleksitet. Det har været spændende og givende for projektet og mig at være en del af.
Ann-Katrine Holme Christoffersen har finpudset de grafiske fremstillinger i kapitlet om netværk og har tålmodigt indarbejdet alle de små rettelser jeg kom i tanke om undervejs. Det skal hun have mange tak for.
Jeg vil desuden takke de interviewede der har stillet sig til rådighed for undersøgelsen. De har alle vist stor åbenhed og imødekommenhed over for de stillede spørgsmål, og de har bidraget med mange refleksioner og overvejelser over hvad moderne mobilitet er for et fænomen, og hvilken betydning den har for såvel hverdagslivet som for tilværelsen som sådan.
En varm tak skal også lyde til Claes Hvidbak og Iben Stampe Sletten fra Aarhus Universitetsforlag for deres medvirken til bogens udgivelse. Claes Hvidbak fordi han var med på ideen om at udgive manuskriptet og desuden var med til at sikre den økonomiske side af sagen, og Iben Stampe Sletten for en meget grundig gennemlæsning med påpegning af små og store sproglige svagheder og ikke helt konsistente formuleringer.
Endvidere vil jeg rette en tak til to anonyme referees for mange frugtbare kommentarer og forslag til forbedringer af teksten.
Endelig vil jeg takke mine børnebørn, Julie, Luna, Ilio, Liva, Emma, Max og lille Esther. De er mig en kilde til stadig inspiration og har, ved deres blotte tilstedeværelse i mit liv, bidraget til projektet. For mig er de med til at gøre denne vidunderlige verden til et smukt sted at være, og de gør dens gru lidt lettere at bære.
Humlebæk, december 2010
Mette Jensen