Читать книгу Mobilitetsmani - Mette Jensen - Страница 19

I et tredje interview med et par, Rikke og Mads på hhv. 28 og 34 år, dukkede noget tilsvarende op. Rikke var biokemiker, og Mads var offcer i forsvaret, de havde to hunde og en hest og levede et meget aktivt liv både med deres dyr og i øvrigt. Og ligesom Jacob og hans kone havde de svært ved at opholde sig det samme sted i ret lang tid ad gangen. De pointerede at de f.eks. ikke ville være »så gode til bare at tage en uge til New York«, og at de aldrig kunne drømme om at tage på charterferie. Da vi talte om hvordan de havde holdt ferie sommeren før, fortalte de at de havde planlagt ferien med udgangspunkt i et besøg hos nogle venner i Paris:

Int.:	Ok. Den rejse til Paris og Belgien for at besøge din søster. Hvordan startede den rejse?
Rikke:	Vi havde sådan lidt overvejet: Hvad pokker gør vi her til sommer?[…]. Jeg ved ikke, om vi havde talt om noget med noget Frankrig og noget vin? Men i hvert fald så har jeg nogle venner i Paris som sagt, som jeg ikke havde set i lang tid. Så tænkte jeg: Jeg skriver lige en mail og spørger, om de er hjemme. Og de syntes jo, det var fantastisk, hvis vi ville komme.
Int.:	Ok.
Rikke:	Og så fik vi jo så strikket [turen sammen]. Så gør vi det. Og hvad gør vi så, når vi har været hos dem et par dage og ikke kan holde ud at være der mere? Og så ville Mads gerne til Alsace og købe noget vin og smage noget vin. Og rundt at besøge nogle vinslotte og vingårde. Og så var det jo nærliggende på vej hjem at tage hans søster i Belgien. […]
Mads:	Ja. Vi havde ikke planlagt…
Rikke:	Nej, det havde vi egentlig ikke. Vi havde sagt til Sille og Bertel der i Paris, hvornår vi ville komme og sådan cirka, hvornår vi ville tage af sted. Den holdt heller ikke. Jeg tror, det blev dagen inden. Og så havde vi sagt til din søster […] hvornår vi også ville være der. Og der endte vi så faktisk med at køre hjem faktisk en dag før eller sådan noget.
Mads:	Fordi det viste sig, at jeg skulle starte i Sønderborg.[…]
Rikke:	De ringede, da vi gik rundt på en golfbane faktisk, i Alsace. Og sagde, at Mads skulle starte i Fredericia [om mandagen]. Så skulle vi have været kørt hjem søndag aften. Jeg tror, vi tog hjem lørdag eller fredag eller sådan noget i stedet for.

I modsætning til Jacob og hans kone, vidste Rikke og Mads på forhånd at de ikke kunne holde ud at opholde sig for længe det samme sted. De var både drevet af og selv en drivkraft i at komme videre til et nyt sted med nye aktiviteter med korte mellemrum. De kunne f.eks. ikke tænke sig bare at tage en uge til New York. Selv om de planlagde deres ferie sådan at de kun ville komme til at opholde sig kort tid hvert sted, så tog de alligevel videre dagen før det var planlagt at tage af sted fra vennerne i Paris. På vejen hjem efter at have besøgt Mads’ søster i Belgien, spillede de golf i Alsace og rejste så hjem en dag eller to før det var planlagt fordi Mads skulle møde på arbejde i Fredericia mandag morgen – i stedet for i Antvorskov hvor han normalt arbejdede.¹⁰ Rikke og Mads havde – i modsætning til Jacob og hans kone – ikke engang en forestilling om et ugelangt ophold nogen steder, end ikke i New York. De vidste at de ikke kunne opholde sig nogen steder ret længe ad gangen, og gav klart udtryk for at det var sådan de ønskede det. På et tidspunkt i interviewet da vi talte om deres (rigtig mange) rejser, og hvordan de, når de var undervejs, altid hurtigt tog videre til et nyt sted med nye aktiviteter, gav Mads følgende forklaring på deres rejsemønster: »Vi keder os meget hurtigt ved bare at sidde og sidde«.

Et andet eksempel på Mads og Rikkes mobilitetsmani dukkede op sidst i interviewet hvor samtalen kom ind på familiebesøg og -traditioner. Mads fortalte om et årligt familiearrangement hvor hans familie mødtes, festede og var sammen et par dage eller lignende. Sidst det fandt sted, deltog de i morgenmaden og tog så af sted efter en time eller to:

Rikke:

…sådan noget med en lejrskole og køjesenge. Og det var bare ikke os. Men så tror jeg, at du fik sagt ja til, at vi skulle tage derned en enkelt dag og lige spise frokost, og vi skulle have en flæskesteg med eller sådan noget. Og så kom der faktisk et andet arrangement ind over dagen inden eller to dage inden, som vi hellere ville. […] Så det blev morgenmad til det der familiearrangement i stedet for. […] Så måtte vi af sted igen. […] Jeg tror, at vi er dårlige til at binde os. Altså, vi er sådan meget… Vi vil gerne gøre, hvad vi har lyst til at gøre lige nu.

At man kan tale om en mobilitetsmani i den forstand jeg bruger begrebet her, kan der næppe være meget tvivl om. Selv om Rikke og Mads gav udtryk for tilfredshed med deres praksis i forbindelse med de mange rejser, var det påfaldende at de selv brugte formuleringer som »så måtte vi af sted igen«, »vi er ikke så gode til at binde os«, »ikke kan holde ud at være der mere«, »vi keder os meget hurtigt« og andre lignende vendinger. Det var både noget de ville, og noget de måtte, og i den forstand kan man tale om at de havde udviklet en afhængighed af at komme videre efter et kort stykke tid. De var besat af bevægelse i tid og rum, og det kunne opfattes som om de dyrkede farten og fleksibiliteten som et aspekt af deres fælles identitet som ‘aktive mennesker’. Rikke brugte flere gange udtrykket »det er ikke os« om forskellige situationer præget af stilstand. På den måde blev de maniske træk nærmest noget tilstræbt og ideelt for dem, og dermed heller ikke noget de ønskede at ændre på.