Читать книгу Motivation og mismod - Группа авторов - Страница 14

De reformer, som det danske sundhedsvæsen har undergået de seneste år, er inspireret af andre europæiske landes sundhedssystemreformer, som eksempelvis Norge (Ole Berg, 2006; Byrkjeflot, 2005) og England (Exwothy & Halford, 1999) og er udtryk for styringsrationaler i NPM, som vi har beskrevet ovenfor. Inden for sundhedsområdet har disse reformer naturligvis sin egen historie og har fået sit specifikke udtryk.

I en lovtekst har små ændringer ofte stor betydning. I 2005 kom en ny sundhedslov,⁹ og juraprofessor Mette Hartlev har gentagne gange i debatindlæg om sundhedsret og patientrettigheder (Hartlev, 2009a, 2009b, 2009c, 2010) påpeget betydningen af, at denne sundhedslovs pkt. 1 i kapitel 1 – som siger, at patienter skal have “let og lige adgang til sundhedsvæsenet”¹⁰ – har erstattet en paragraf i loven om patienters retstilling, som siger, at patienter skal have “lige og ens….” behandling11.

I de tidligere love vedrørende sundhed og patientrettigheder var fokus rettet mod ‘lighed’, dvs. at borgerne skulle have lige muligheder og lige behandling i sundhedsvæsenet. Ordene “let og lige” fokuserer derimod på, at borgeren skal have ligelig adgang til sundhedsvæsenets ydelser på en let måde. Ifølge Hartlev (og andre) giver denne formulering plads til en privatisering af sundhedsydelser. ‘Letheden’ består således i hurtigt at komme i kontakt med sundhedspersoner (private eller offentlige) samt at kunne tilkøbe ydelser. Den åbner derved mulighed for forskelsbehandling eksempelvis i forbindelse med arbejdsgiverbetalte private sundhedsforsikringer (Hartling, 2008), der gør det muligt for virksomheder at tilbyde ansatte behandling på private behandlingssteder og således springe den offentlige venteliste over. Det understreges også i sundhedsloven, at borgeren skal kunne vælge mellem ydelser, samt at de har ret til behandling¹¹.

I sundhedsloven er nøgleordet valg-frihed (Hartlev, 2009a, 2009b, 2009c, 2010), hvis positive konnotationer understreges af ord som: let, lige, høj kvalitet, ydelser, valgfrihed, gennemsigtig, kort ventetid og behandling.¹² Valgfrihed indebærer, at der må være mere end én udbyder af sundhedsydelser, hvilket implicerer konkurrence mellem forskellige udbydere. Således etablerer sundhedsloven gennem nøgleordet ‘valgfrihed’ et grundlag for efterfølgende reformer, som f.eks. en liberalisering af ydelser i sundhedsvæsenet og et ‘udvidet frit sygehusvalg’: Hvis det offentlige sundhedsvæsen ikke kan tilbyde behandling inden for ventetidsgarantien, giver lovgivningen mulighed for, at private aktører kan udbyde og konkurrere om ydelserne.

Åbningen af sundhedsvæsenet i retning af køb, salg og valg af sundhedsydelser er i tråd med den afbureaukratisering og markedsgørelse af andre offentlige institutioner, som er beskrevet ovenfor: Sundhedsloven underbygger forståelsen af sundhedsvæsenet som en ‘efterspørgselsdrevet’ servicevirksomhed frem for en forståelse og styring af sundhedsvæsenet, som en udbudsreguleret offentlig velfærdsinstitution (Vinge, 2003). Sundhedsloven fra 2005 er således en vigtig del af en forandringsproces, som længe har været i gang i den offentlige sektor, og som for sundhedssektorens vedkommende eksempelvis kan spores tilbage i 1980’erne med nedsættelsen af Produktivitetsudvalget, der havde til formål at øge produktiviteten og udbuddet af hospitalernes ydelser (Vallgårda, 1992:72; Pedersen, Greve & Højlund, 2008), og kan siges at kulminere med strukturreformen i 2007.

Baggrunden for strukturreformen var ønsket om at liberalisere og effektivisere den offentlige sektor ved at skabe større enheder. Samtidig er sundhedsvæsenet og hospitalernes økonomiske kompleksitet øget, idet der er sket en stigning i udgifter i takt med bedre behandlingsmuligheder og større konkurrence i international forskning. Strukturreformen redefinerede samtidig ansvarsområder for kommunerne og amterne, således at forebyggelse og genoptræning blev udlagt til kommunerne, og ansvaret for hospitalsdrift overgik til de nye regioner, men bliver finansieret af stat og kommune (www.regionh.dk). I forbindelse med omlægningen af styringen af hospitalerne fra amterne til regionerne er en efterspørgselsreguleret styring således også blevet mere tydelig i kraft af kontraktstyring, puljepenge til nedbringelse af ventelister og DRG- takster.¹³

Som det er beskrevet ovenfor for andre områder i den offentlige sektor, er sygehusenes selvstyre defineret af denne type økonomiske afregningssystemer. Dette afspejler sig konkret i sygehusledelsernes sammensætning: Hospitalerne har tidligere primært været styret af lægefaglige ledere, men i takt med et politisk ønske om højere produktivitet i forbindelse med Produktivitetsudvalgets arbejde og et voksende krav om styring af sundhedsvæsenets økonomi (Vallgårda, 1992), er økonomiske ledere blevet mere og mere synlige i sygehusenes topledelser siden 1980’erne. Fremfor en lægelig leder er det nu typisk en økonom, som er administrerende direktør for hospitalerne.