Читать книгу Motivation og mismod - Группа авторов - Страница 3

Оглавление

Indledning.

Motivation og mismod i det moderne arbejdsliv

Kirsten Marie Bovbjerg

Motivation og mismod er et forsøg på at beskrive det moderne arbejdsliv ud fra de nye typer af belastninger og dilemmaer, som moderne medarbejdere står over for. Alle taler om stress i disse år, men det er forskelligt, hvordan medarbejdere og fagfolk forstår begrebet. Nogle betragter stress som et modefænomen og mener, at begrebet bruges til at beskrive almindelig travlhed. Andre mener, det er en præcis medicinsk diagnose, der har særlige fysiske symptomer eller har rod i det moderne arbejdslivs krav. Stress er et fænomen, som indgår i vores hverdagsforståelse, men samtidig er stress genstand for både forskning og en række behandlingspraksisser. Uanset om man hælder til den ene eller anden forståelse af stress, tyder det på, at flere og flere mennesker oplever at føle sig stressede.1 Behandlere oplever en forøget tilgang af klienter, der er sygemeldt eller ramt af stress, ligesom adskillige undersøgelser dokumenterer en stigende forekomst af stress.2

Den formelle arbejdstid har aldrig været lavere, alligevel peger nyere forskning på, at arbejdet fylder mere og mere.3 Denne udvikling kan forekomme paradoksal, idet man på de fleste arbejdspladser i de senere år har haft fokus på medarbejderens velbefindende. Det er i stigende grad blevet et virksomhedsanliggende at drage omsorg for medarbejderens udvikling, både fagligt og personligt. Bløde værdier, trivsel og kollegial støtte ses som en af vejene til et godt arbejdsliv. Private virksomheder, offentlige organisationer, fagbevægelse og regering har fokus på, hvordan man skal håndtere stress og sygefravær. Et af redskaberne har været at udvikle en stresspolitik på alle offentlige arbejdspladser. Et andet redskab er at udnævne udvalgte medarbejdere til at have særlig opmærksomhed på stress og trivsel.

Bogens fokus er i mindre grad, hvad stress er, men snarere hvordan stress og oplevelser af stress artikuleres i organisatoriske sammenhænge. Hvordan fungerer de nye forestillinger og teknikker sammen med eksisterende måder at indrette arbejdspladser på? Hvordan manøvrerer og forhandler medarbejdere individuelt og kollektivt i forhold til nye krav i arbejdet? Stressproblematikken imødegås med en række interventionstiltag enten på organisatorisk niveau eller på individuelt niveau. Vi vil ikke vurdere de enkelte interventionsformers virkning, men i stedet undersøge, hvordan forestillingen om den ideelle medarbejder har ændret sig under indflydelse af herskende ideer om god ledelse. Endelig belyses det også, hvordan medarbejderne forventes at håndtere arbejdet, som det præsenteres af konsulenter, der arbejder med stress og intervention.

Motivation og mismod

Подняться наверх