Читать книгу ProfessionslAering i praksis - Martin Bayer - Страница 16
Uddannelsens betydning og relevans
Оглавление92 % af alle nyuddannede pædagoger vurderede, at pædagoguddannelsen havde nogen eller stor indflydelse på deres arbejde i institutionerne. 86% fandt, at pædagoguddannelsen havde nogen eller stor relevans for deres arbejde. Samtidig oplevede 69% af pædagogerne, at der var arbejdsopgaver, de nok havde lyst til at udføre, men som de ikke umiddelbart så sig rustede til. Dette tal faldt til 59% i løbet af pædagogernes andet år efter jobdebuten. Hvorvidt de nyuddannede prøvede kræfter med sådanne opgaver, eller om de blev udført af mere erfarne pædagoger, er ikke undersøgt. På baggrund af casestudiets resultater synes begge muligheder at være til stede.
Med hensyn til de opgaver, de nyuddannede pædagoger stod overfor, var den andel, der overraskede negativt i løbet af det første år, størst. Men både positive og negative overraskelser mindskedes naturligt nok i løbet af deres andet år på arbejdspladsen.
77% af alle nyuddannede lærere vurderede, at læreruddannelsen havde nogen eller stor indflydelse på deres arbejde. Knap 63% fandt, at læreruddannelsen havde nogen eller stor relevans for deres arbejde på skolerne. Samtidig oplevede 55% af lærerne, at der var arbejdsopgaver, de nok havde lyst til at udføre, men som de ikke umiddelbart så sig rustede til. Efter to år var dette tal faldet til 18%, hvilket f.eks. kan ses i relation til ændrede betingelser for deres arbejde eller det, at de rent faktisk nu mestrede opgaver, som de førhen ikke så sig rustede til. Sammenlignes med pædagogerne er det langt sværere her at pege på, at de kunne overlade opgaverne til andre, idet lærerne for det meste angav, at de arbejdede alene i klasserne. Endelig må man forestille sig, at lærerne i lighed med pædagogerne rent faktisk også forsøgte at udføre opgaver, de ikke følte sig rustede til.
Med hensyn til de opgaver, de nyuddannede lærere stod overfor, skete der det andet år en kraftig vækst i den andel, der angav kun at være blevet negativt overrasket. Det virker med andre ord, som om lærernes utilfredshed med arbejdet stiger efter et par års ansættelse, hvilket ikke var tilfældet med pædagogerne.