Читать книгу ProfessionslAering i praksis - Martin Bayer - Страница 8

De nyuddannede pædagoger mødte arbejdspladser, hvor de i samarbejde med kolleger skulle deltage i forskellige praksismodaliteter, de ikke selv havde været med til at planlægge. Netop det forhold, at opgaverne ofte skulle løftes i samarbejde med andre, der eventuelt havde andre uddannelser, kunne virke begrænsede, men samarbejdet gav omvendt mulighed for ’at falde ud’, at stille spørgsmål m.m. Pædagogisk praksis var præget af pædagogernes personelle relationer til børn og brugere snarere end af positionelle relationer. Denne praksis, der dermed bar præg af træk fra en usynlig pædagogik ¹ (Bernstein 2001), var overvejende af social regulativ karakter. Det betød, at kontrollen i lange perioder overførtes til brugerne, hvormed pædagogernes (selvtilrettelagte) rolle blev at være til rådighed, at reagere på det, der skete og at skride ind, hvis de implicitte evalueringskriterier, der dominerede denne pædagogik, ikke blev overholdt.

Heroverfor må eksempelvis en frokost i en børnehave, hvor børnene skulle sidde omkring et bord og udvise bordskik, beskrives som præget af positionelle relationer. Lignende positionelle relationer i en institution for ældre fysisk og psykisk handicappede sås i 1-1 situationer f.eks. knyttet til personlig hygiejne. Sådanne forløb, der var præget af positionelle relationer fyldte, mindre rent tidsmæssigt end forløb, der snarere var præget af træk fra den usynlige pædagogik.

Der kunne ikke i løbet af de små to år, pædagogerne blev fulgt, peges på systematiske forskydninger i anvendte praksismodaliteter. Et forhold som formentlig hænger sammen med, at praksismodaliteterne i vid udstrækning blev båret af kollegerne, der dermed spillede en afgørende rolle. En tilsvarende pointe ses f.eks. hos Hjort (1999).