Читать книгу ProfessionslAering i praksis - Martin Bayer - Страница 4

Når man vil studere problemstillinger inden for lærernes og pædagogernes arbejdsområde, bevæger man sig ind på et område, der i forvejen har stor offentlig bevågenhed. Denne bevågenhed skyldes bl.a., at der er tale om professioner, de fleste mennesker har været og er i forbindelse med på den ene eller anden måde. Dertil kommer, at det, pædagoger og lærere ‘gør og kan’ (undervise, opdrage, passe, yde omsorg etc.), er funktioner, som også mange andre mener sig i stand til at udføre – ganske vist andre steder og under andre betingelser.

Grænserne, mellem hvem der ‘gør og kan’ noget på det pædagogiske område, vil altid være til diskussion, fordi pædagogisk arbejde er indlejret i et spændingsforhold mellem det private og det offentlige. De fleste både ‘eksperter’ og ‘lægfolk’ møder derfor også området med engagement og med holdninger til, hvad der er rigtigt pædagogisk arbejde, og hvad der ikke er, hvilket er en af grundene til, at begge områder tit bliver fokus i politiske diskussioner.

Man kan, som vi, vælge at betegne lærere og pædagoger som professioner. Andre har talt om semiprofessioner, om fag, erhverv eller slet og ret ‘pædagoger og lærere’. Uanset hvilken kategori, der vælges, foretages der en abstraktion, som kan tilskrives mange fortolkninger. I det følgende anvendes begrebet profession som betegnelse på en erhvervsgruppe – ikke meget mere. Pædagoger og lærere kan i det lys betragtes som statsprofessioner, der indtager vigtige og ressourcekrævende positioner i den samfundsmæssige arbejdsdeling.

Det er en anden grund til, at pædagogers og læreres arbejde let hvirvles ind i politiske debatter. I forbindelse med et regeringsskifte ses det pædagogiske område f.eks. ofte som en slags krigsbytte, der ved magtskiftet skal udsættes for gennemgribende reformer. Nogle gange giver dette anledning til større eller mindre, men ikke altid lige gennemtænkte, reformforslag og ændringer. Forslag, der ofte afspejler de seneste årtiers nærmest ‘evige’ ønske om mere faglighed eller ses som uddannelsespolitiske svar på aktuelle internationale undersøgelser. Ofte er interessen for iværksættelse af ændringer dog større end interessen for, hvad disse ændringer eventuelt afstedkommer.

Lærer- og pædagogprofessionerne kan i dag ses som store professioner, der etableredes som svar på forskellige samfundsmæssige problemer. Parallelt med tilsvarende områder, hvortil adgangen er en mellemlang videregående uddannelse, har de professionsstrategiske bestræbelser i mange år bestået i opnåelse eller højnelse af samfundsmæssig anerkendelse og status, hvilket er blevet knyttet til faglig organisering og uddannelse, men også til muligheder for videreuddannelse og forskningstilknytning. Betingelserne herfor syntes i et vist omfang at være til stede allerede i starten af dette århundrede. Imidlertid er der ikke meget, der peger på, at den samfundsmæssige anerkendelse derved er blevet større. Både lærere og pædagoger oplever fortsat et stort og mangesidet pres udefra (fra politikere, forældre, pårørende, børn, unge etc.), hvilket må ses i sammenhæng med de grundlæggende betingelser, begge professioner arbejder inden for.

Pædagogisk forskning suges let –og ofte velvilligt- ind i denne type problemstillinger rejst gennem offentligheden, af politikere m.fl., hvorefter den pædagogiske forskning gør problemstillingerne til sine egne. Det må og vil på den ene side være sådan. På den anden side vil der altid også være brug for pædagogisk forskning, der søger at sætte sin egen dagsorden, det vil sige projekter, der ikke nødvendigvis har f.eks. uddannelsespolitisk formulerede problemstillinger som sit udgangspunkt, men i stedet søger at skabe viden om læreres og pædagogers praksis. Det sidste har været dette forskningsprojekts ambition.

Allerede for et år siden blev dele af dette projekts første resultater kendt i offentligheden bl.a. gennem Børn og Unge, Folkeskolen og dagspressen. Her var der især fokus på det, at mange nyuddannede lærere overvejede at stoppe med deres arbejde som lærere pga. for stort pres fra forældre, kolleger etc. På den måde blev projektet en del af den offentlige pædagogiske og uddannelsespolitiske debat og fik måske indflydelse på de initiativer, mange kommuner i dag tager i bestræbelserne på at tiltrække nyuddannede lærere og fastholde dem (f.eks. Lund 2002). Sådan kan der selvfølgelig godt være et frugtbart samarbejde mellem forskning og politik, blot må det konstateres, at det var ikke disse – for kommunerne o.a. relevante – problemstillinger, forskningsprojektet tog udgangspunkt i.

Men hvad var det så, vi ville, kan man med rimelighed spørge.