Читать книгу ProfessionslAering i praksis - Martin Bayer - Страница 2
Forord
ОглавлениеForskningsprojektet Professionslæring i praksis startede i slutningen af 1997. Projektet blev til i et samarbejde mellem Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet samt Danmarks Pædagogiske Institut, der i dag er en del af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Projektet blev finansieret af de to institutter, men først og fremmest af en bevilling fra Forskningsrådene.
Forskningsprojektets historie (1997-2003) har ikke været upåvirket af de ændringer, der i de senere år har fundet sted inden for pædagogisk forskning i Danmark. Således startede Martin Bayer som forskningsadjunkt på Københavns Universitet på projektet i 1998, men har siden 2001 været ansat på Institut for Curriculumforskning på DPU. Ulf Brinkkjær var ansat som projektforsker på Danmarks Pædagogiske Institut frem til instituttets fusion med Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagoghøjskole i 2000 og har siden været ansat på Institut for Pædagogisk Sociologi på DPU.
Projektet var en enestående chance for at arbejde videre med problemstillinger fra vores ph.d.-studier. Det gav os betingelser for at arbejde i dybden med for dansk pædagogisk forskning nye og påtrængende problemstillinger, nemlig spørgsmålet om og studiet af hvordan nyuddannede læreres og pædagogers møde med pædagogisk praksis rent faktisk udfoldes.
Projektet, der ikke havde kunnet gennemføres uden en lang række institutioners og personers velvilje og engagement, står i gæld til de skoler, dag-/døgninstitutioner og bofællesskaber, som åbnede deres døre for os. Tak for det.
Vi vil også gerne takke de nyuddannede lærere og pædagoger, der indvilligede i at besvare spørgeskemaer.
De 8 nyuddannede lærere og pædagoger, der indvilligede i at blive observeret og interviewet, var utroligt imødekommende, trods det at de havde nok at se til netop som nye. Tak for det.
Mange andre personer har været med i og omkring projektet:
Lektor Joan Conrad, Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet og lektor Lars Jakob Muschinsky, Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet (nu rektor ved Zahles Seminarium) har været konstruktive og kritiske sparringspartnere og loyale projektledere.
Fra Danmarks Pædagogiske Institut deltog seniorforsker Jens Johansen (nu DPU) og Thomas Nissen i projektet. Deres bidrag i forbindelse med projektets opstart, udarbejdelse af spørgeskemaer og observations- og interviewmanualer var meget vigtige og konstruktive.
Også tak til lektor Peter Østergaard Andersen og lektor Knud Jensen, der læste en hel førsteudgave igennem, og til stud.mag.’erne siden cand. mag.’erne Mie Skaarup, Jan Frederiksen, Bettina Bach, Stine Hansen og Birthe Munk for arbejdet som studentermedhjælpere med spørgeskemaer, observationer og interview.
Vi har haft lejlighed til at præsentere vores projekt i mange forskellige sammenhænge. Megen inspiration er hentet fra lektor Vibeke Schröder, lektor Martha Mottelson, adjunkt Tomas Ellegaard og lektor Kristian Larsen.
Tak til Kirsten Kovacs (DPU) for korrekturlæsning og tekstpleje.
Der har været mange institutter og mange personer med i dette projekt. Dog hviler ansvaret for fejl og mangler alene hos os.
Juni 2003
Martin Bayer | Ulf Brinkkjær |
Institut for Curriculumforskning, Danmarks Pædagogiske Universitet. | Institut for Pædagogisk Sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitet. |