Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 10
Bogens opbygning
ОглавлениеBogen består af seks dele. Jeg er allerede langt inde i den første del, hvor jeg på et indledende og overordnet plan diskuterer den problematik, som bogen handler om, og hvor jeg tager stilling til, hvordan man teoretisk set kan forholde sig til den. Anden del handler om menneskesynet bag min filosofi. Tredje del består af analyser af “nationalfølelsens fænomenologi”. Fjerde del beskæftiger sig med den liberale nationalstats historie og ide. Femte del drejer sig om kritikken af den liberale nationalstat, og endelig præsenterer jeg i sjette del de vigtigste økonomiske og politiske argumenter for nationalstatens fortsatte nødvendighed, inden jeg slutter af med en række konklusioner, som jeg sætter i forhold til den nutidige samfundsdebat i Danmark.
Efter mit indledningskapitel “besøger” jeg i kapitel 2 Balkan for at vise, hvilken nationsopfattelse jeg tager afstand fra, nemlig den, man møder i den fremmedfjendske og aggressive nationalisme, som bygger på forestillingen om “etnisk renhed”. Derefter forklarer jeg, hvorfor det er forkert at se denne som udtryk for selve nationalismens væsen, sådan som visse såkaldte modernister er tilbøjelige til at gøre. Jeg forklarer, hvorfor denne synsmåde er begrænsende for forståelsen af ikke blot nationalismen, men også nationalfølelsen og nationalstaten. Jeg lægger derved op til en mere kompleks alternativ erkendelse.
I kapitel 3 tager jeg læseren med tilbage til oplysningens århundrede, 1700-tallet, som er det århundrede, hvor grunden blev lagt til det moderne nationsbegreb. Jeg diskuterer her, hvilke konsekvenser oplysningstidens tanker havde for eftertidens opfattelse af mennesket, samfundet og det gode, og hvordan mange af de ideer, som oplysningstænkerne udviklede, fik forskellig karakter alt efter de historiske omstændigheder. Jeg viser således, hvordan oplysningen i Storbritannien havde sider, som man ikke møder i den franske tradition. På grundlag af disse beskrivelser og vurderinger ender jeg med at formulere det menneskesyn, som jeg lægger til grund for resten af min bogs overvejelser. Jeg kalder dette syn for både kritisk humanistisk og dialektisk.
I kapitel 4 indleder jeg min analyse af nationalfølelsens fænomenologi. Jeg diskuterer, hvordan man kan forstå den personlige nationalitet fra en psykologisk, sociologisk, antropologisk og filosofisk synsvinkel. Jeg forklarer på baggrund heraf, hvorfor jeg anser det moderne menneske for at have et psykologisk behov for nationalitet. Til sidst diskuterer jeg de normative implikationer heraf for en liberal filosofi om nationalstaten.
I kapitel 5 går jeg ind i en analyse af sammenhængen mellem nationalfølelsen og den enkeltes tilknytning til sine “steder”. Jeg argumenterer for, at det enkelte menneskes forhold til sit naturlige og geografiske livsgrundlag – “dets sted i verden” – udgør et væsentligt aspekt ved både den personlige nationalfølelse og den kollektive nationalitet. Men jeg påviser også, at der findes lige så mange “positioner” i forhold til nationen, som den har medlemmer, og at man derfor ikke bør se nationalitet som en homogen og statisk form for identitet. Jeg konkluderer derfor også, at man ikke kan basere en offentlig nationalitet på borgernes personlige nationalitet, men at staten dog – gennem uddannelsessystemet og de offentlige kulturinstitutioner – bør sørge for at give den enkelte mulighed for og frihed til at udvikle sit eget forhold til nationen, sin egen nationalitet så at sige. Derefter inddrager jeg en økofilosofisk vinkel og argumenterer for, at nationalfølelsen i et økologisk perspektiv lægger op til en erkendelse af, at det lokale og nationale er forbundet med det globale. Jeg gør mig således til talsmand for en “kosmopolitisk patriotisme”, som hævder, at vejen til global bevidsthed må gå gennem national “stedsans” og rodfæstethed.
Formålet med kapitel 6 er at påvise, hvordan individuel og national identitet flettes ind i hinanden i den enkeltes bevidsthed, således at han eller hun kan komme til at opleve sig som del af et sted og et historisk fællesskab, hvor visse sociale værdier og normer tages for givet, men hvor der også hele tiden foregår “forhandlinger” og endog konflikter blandt medlemmerne om fællesskabets værdier. Jeg viser, at det sker pga. den personlige og nationale selvforståelses narrative karakter, og jeg konkluderer, at det er i kraft af denne, at den enkeltes identitet må ses som historisk, socialt og lokalt forankret. Men jeg viser også, at den narrative identitet betyder, at den nationale selvforståelse ændrer karakter, i takt med at samfundet forandrer sig. Ja, i virkeligheden er “det nationale” blot et udtryk for de sociale værdier, som på et givet tidspunkt bliver anset som selvfølgelige og normale inden for et socialt og politisk fællesskab. Derfor er nationalitet på én gang noget meget “banalt” og dybt meningsfuldt.
Kapitel 7 markerer afslutningen på analysen af nationalfølelsens fænomenologi, idet jeg her diskuterer, hvordan nationalfølelsen påvirkes af samfundsudviklingen, dvs. de sociale, økonomiske og kulturelle moderniseringsprocesser. Jeg viser, hvordan der altid har eksisteret en spænding mellem tradition og modernitet inden for nationsbegrebet, og hvordan forskellige historiske former for nationalisme har tenderet mod enten den ene eller den anden. Til sidst argumenterer jeg for at betragte nationen som et “traditionelt” symbol, som selv under senmodernitetens vilkår kan være fællesskabsdannende.
Kapitel 8 er historisk orienteret. Først redegør jeg for udviklingen fra stænderstaten til den moderne, demokratiske retsstat, dvs. det, jeg også kalder “den liberale nationalstat”. Formålet er at vise, hvordan forestillingen om nationen udviklede sig gennem middelalderen, indtil nationsbegrebet fik sin moderne betydning i forbindelse med borgerstandens opgør med den feudale orden, idet en nation fra da blev et symbol på borgernes frihed i sikkerhed og ret til selvbestemmelse. Dernæst viser jeg, at der dog ikke var tale om præcist samme nationsopfattelse overalt i den vestlige verden, fx i lande som Storbritannien, USA, Frankrig og Tyskland. Nationsforståelsen tog nemlig farve efter lokale historiske omstændigheder. Men i alle tilfælde byggede den dog på forestillingen om loven som grundlaget for statens regulering af det civile samfund. Dette politiske nationsbegreb blev derved afgørende for udviklingen frem mod en liberal og demokratisk nationalstat fra ca. midten af 1800- tallet. Jeg slutter med at vise, hvordan et kulturelt nationsbegreb dog vandt udbredelse i det samme århundrede.
I kapitel 9 indleder jeg mine undersøgelser af det nationales politiske og sociale betydning for forholdet mellem stat og borgere. Jeg begynder med at se på de mulige årsager til, at nationalstaten stadig har en stor “sejhed”, og jeg diskuterer, hvorfor der specielt i Norden i dag eksisterer en høj grad af social tillid, herunder en stor tillid til de fleste offentlige myndigheder. Jeg forklarer det som et resultat af den måde, den liberale nationalstat udviklede sig på i vor del af Europa. Jeg beskriver og diskuterer idégrundlaget for denne stat. Jeg viser her, at de to hovedskikkelser i 1800-tallets liberale filosofi, Alexis de Tocqueville og John Stuart Mill, repræsenterer et syn på forholdet mellem individ og fællesskab, som i dag bliver problematiseret af nyliberale, som hylder en radikal individualisme. Jeg påpeger den republikanske tankegang hos begge de to filosoffer og argumenterer for, at den gensidighed mellem individ og fællesskab, som de fandt nødvendige for samfundets opretholdelse, må genbekræftes og styrkes i dag, hvis samfundet skal beholde sin sammenhængskraft og nationalstaten sin styrke. Min konklusion er, at en stat ikke alene kan eksistere i kraft af territoriale grænser og et betinget kontraktforhold mellem borgere og stat, sådan som visse former for liberalisme hævder det.
For at kunne vurdere svaghederne og styrkesiderne ved den komplekse liberale tradition vil jeg derfor i kapitel 10 beskrive nyliberalismens og kommunitarismens positioner i forhold til det, man kunne kalde den liberale “grundmodel”. Efter en generel diskussion af begrebet “værdipolitik” og det beslægtede “identitetspolitik”, ser jeg på den socialliberale filosof John Rawls’ bestemmelse af begrebet “retfærdighed” som statens værdigrundlag. Selv om jeg værdsætter de principper, Rawls udleder, og selv om jeg generelt deler hans begreb om retfærdighed, så er jeg dog kritisk over for ham på en række punkter, ikke mindst i spørgsmålet om hans teoris legalistiske og apolitiske karakter. Jeg slutter kapitlet med at vise, hvordan 1990’ernes “kommunitarisme” gav inspiration til en moderne “værdipolitik”, som fx Tony Blairs opgør med nyliberalismen. Jeg påviser også, at Blairs politiske diskurs fra begyndelsen har været præget af en – republikansk inspireret – “nypatriotisme”. I begge tilfælde var der tale om brikker i en strategi møntet på at tilpasse det britiske samfund til globaliseringen.
Globaliseringen kom på alles læber i begyndelsen af 1990’erne. En af globaliseringens følger var “det multikulturelle samfund”, forlød det. Derfor var der liberale, som mente, at globaliseringen måtte betyde en afskaffelse af nationalstaten til fordel for en “postnational stat”. I kapitel 11 diskuterer jeg argumenterne for en sådan postnational stat. Jeg afviser dem dog, ikke blot fordi jeg finder begrebet “postnational” filosofisk problematisk, men også fordi de praktiske konsekvenser af at afskaffe den nationale dimension efter min opfattelse ville undergrave den sociale solidaritet mellem borgerne og loyaliteten over for staten. Derfor foreslår jeg i stedet at lade det republikanske princip om “medborgerskab” bevare en national dimension.
I kapitel 12 diskuterer jeg de mulige følger af at basere et samfund alene på retsprincipper, specielt hvis de personlige, politiske og sociale rettigheder, vi anerkender i dag, bliver udvidet med en anerkendelse af særrettigheder til kulturelt definerede grupper. Jeg viser, hvordan dette krav i dag kommer fra visse af grupperne selv, såvel som fra velmenende menneskeretseksperter. Jeg argumenterer for, at balancen mellem retsbegrebet og demokratibegrebet, de to bærende piller for den liberale nationalstat, derved ville blive forrykket til skade for demokratiet. Min konklusion er, at man ikke kan løse det moderne multietniske samfunds problemer ved at svække demokratiet, og at beskyttelsen af borgernes rettigheder og frihed ikke kun er domstolenes opgave, men også lovgivernes. Med denne holdning anbefaler jeg, at man i stedet for at ty til multikulturalistiske principper forsøger at forebygge konflikter af kulturel art ved at udvikle demokratiet.
I kapitel 13 tager jeg læseren med til USA for at vise, hvordan en radikal multikulturalisme kan tage sig ud i praksis. Jeg skildrer opgøret med det amerikanske integrationsideal, dvs. forestillingen om USA som smeltedigel og nation.
I kapitel 14 går jeg videre med en kritisk analyse af den radikale multikulturalismes filosofiske grundlag og politik. Jeg redegør til sidst for et forsøg på at definere et fælles værdigrundlag for en multietnisk nationalstat og tilslutter mig denne vision om “den post-etniske nation”.
Dernæst bevæger jeg mig i kapitel 15 og kapitel 16 fra USA op til Canada, hvor jeg beskriver den liberale udgave af multikulturalismen, som er den canadiske stats officielle ideologi. Jeg redegør for dens særlige karakter og historiske baggrund og analyserer derefter de filosofiske og teoretiske overvejelser, der ligger til grund for den. Jeg underkaster disse overvejelser en kritisk vurdering og konkluderer, at multikulturalismen også i denne form – som til en vis grad også bliver praktiseret af vort broderfolk i Sverige – kan indebære en krænkelse af individets personlige værdighed og frihed og medføre en form for kulturel apartheid, som forhindrer medlemmer af mindretal i at blive en del af et større nationalt fællesskab.
Kapitel 17 handler først om, hvordan nationalstaten fra begyndelsen har fungeret som et middel til at sikre borgernes materielle lykke og forhindre dem i at blive økonomisk marginaliseret i forhold til andre folk. Jeg ser dernæst på, hvorvidt det giver mening at tale om “national selvbestemmelse” i en tid, hvor nationalstaten udfordres både politisk og økonomisk af globaliseringen og siges at undergå en svækkelse af sin evne til at beskytte sine borgere. Over for dem, der mener, at nationalstaten snart vil have udspillet sin økonomiske og politiske rolle, viser jeg, hvordan den i dag rent faktisk har bevaret en betydelig magt over sin egen skæbne ved at være gået ind i et udvidet samarbejde med andre nationalstater, på såvel et regionalt som et globalt niveau. Hvor jeg tidligere har diskuteret nationalstaten som en meningsfuld og nødvendig ramme for borgerens liv i et liberalt og demokratisk velfærdssamfund, kommer jeg altså i dette kapitel ind på mere realpolitiske spørgsmål om dens betydning for borgernes materielle velfærd, fysiske sikkerhed og borgernes mulighed for at påvirke og deltage i de demokratiske beslutningsprocesser.
På baggrund af alle disse overvejelser konkluderer jeg, som Georg Sørensen, at nationalstaten i dag ikke er den samme som for 30 år siden, men heller ikke er i krise. Efter alt at dømme er den blot inde i en tilpasningsfase i forhold til nye vilkår. Med henvisning til en række økonomiske og politologiske vurderinger fra de seneste år konkluderer jeg desuden, at “stærke” nationalstater med et veludviklet demokrati på flere niveauer ikke alene er nødvendige for borgernes frihed og sikkerhed, men også for international stabilitet og fred.
Herved når jeg frem til det sidste kapitel, kapitel 18. Efter min hovedkonklusion vil jeg her uddybe mine normative konklusioner og vise deres praktiske implikationer for nogle af de emner, der har domineret den hjemlige debat igennem de seneste år: velfærd, social ulighed, indvandring, integration, tolerance og ytringsfrihed.