Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 21

Da jeg lavede min radioudsendelse om oplysningen i 1989, begyndte jeg naturligt nok med en reportage fra Café Procope på Seines venstre bred i Rue d’ancienne comedie. En elegant og mondæn café i dag. Med udsøgte retter på en menu, som ligger på et højt niveau, hvad angår såvel cuisine som priser.

På Café Procope, som så mange andre steder i storbyen, skiftede det parisiske borgerskab i begyndelsen af 1700-tallet den berusende vin ud med en ædruelig kop kaffe eller te for derved lettere at kunne koncentrere sig om at diskutere tidens store spørgsmål af filosofisk og politisk art, sådan som det også blev gjort i Londons “kaffehuse” i de samme år. I sådanne spørgsmål var det nemlig fornuften, som skulle råde, hvis det skulle lade sig gøre at føre en åben og fri debat, hvor gode argumenter havde forrang. For i den franske oplysningstradition indtog fornuften som nævnt førstepladsen. Og så brugte de borgere, der kom der – for kaffehusene var nemlig borgernes samlingssteder – også en del tid på at læse aviser og blade for at sætte sig ind i tidens problemer og danne sig en mening. Vigtigst blandt disse var spørgsmålet om, hvordan man styrer en stat på en retfærdig og rationel måde, så den bliver til gavn for folket som helhed.

I dag er kaffen tilsyneladende på ny skiftet ud med vinen i den mondæne restaurant. Men ellers gør man et stort nummer ud af at værne om den stolte historiske arv. I de smukke, højloftede lokaler på første sal har man således udstillet det skrivebord, der tilhørte den person, som måske frem for nogen anden må betegnes som fanebæreren for synet på mennesket som et fornuftsvæsen, der stræber mod at virkeliggøre sin egen rationelle natur i frihed, nemlig François de Voltaire (1694-1778).

Der er tale om et solidt bord med en marmorplade, som, ganske symbolsk, i tidens løb har fået sig nogle grimme huller og ridser. Over for bordet, i en lille niche, har man placeret en buste af filosoffen selv. Rundt omkring på væggene over spisebordene hænger der portrætter af tidens andre store tænkere. Af deres samtid blev nogle af dem anset for at være revolutionære. I nutiden bliver de snarere betragtet som repræsentanter for etablerede holdninger. Men det var jo også en borgerlig revolution, deres tanker gav inspiration til.

Oprindelig handlede den franske oplysning dog langtfra om politisk revolution. Mange oplysningstænkere var tilmed politisk reaktionære og tilhængere af en form for monarkisk styre. Flere af dem gik ind for et oplyst enevælde, hvor de selv kunne fungere som rådgivere for fyrsten eller monarken.

Dette gjaldt også Voltaire. Men selv om han må betegnes som en konservativ aristokrat, fik han alligevel indirekte indflydelse på den senere tids republikanske radikalisme, idet han var en af de første, der argumenterede for, at et samfunds styre bør kunne begrundes fornuftsmæssigt – ikke ved at henvise til traditionen, en guddommelig plan eller nedarvede privilegier.

Med et samfund styret af fornuft mente han ikke et samfund bygget på abstrakt logik. Han var nemlig lige så skeptisk over for Descartes’ rationalisme som over for katolsk skolastik. Med et fornuftsbaseret samfund mente han derimod et samfund, der gav plads til en praktiskkritisk brug af intellektet og erfaringen og den common sense, som han anså for at være alle menneskers fælles ejendom.

Dette indebar et nyt syn på autoritet: Ingen magt eller autoritetsudøvelse i spørgsmål om religion, lovgivning og politik kunne retfærdiggøres ud fra andet end rationelle argumenter. Men herved kom fornuftsbegrebet med tiden selv til at indtage den plads, som religionen tidligere havde haft. Fra at være blevet opfattet som et pragmatisk instrument blev den hos de såkaldte encyklopædister, navnlig Diderot (1713-84), til en absolut instans, som ikke blot blev defineret i direkte modsætning til religiøse forestillinger, men blev også anset for noget, som kun en snæver elite havde adgang til. Den franske oplysnings hævdelse af mennesket som et fornuftsvæsen fik sjældent den samme “demokratiske” karakter som i Storbritannien, hvor forestillingen om ethvert menneskes moralske værdighed nød stor udbredelse.

Voltaire betragtede sit eget forfatterskab som et opgør med århundreders åndelige slaveri under den katolske kirke, som havde indgået en politisk alliance med statsmagten og fordummet befolkningen med irrationelle doktriner. Voltaire afskrev ikke religion som sådan og troede selv på et Højeste Væsen. Men hans personlige religion var helt uden følelser, og hans deisme betød, at “gud” blot var et ord for en kraft, som havde sat universet i bevægelse. Og selv om han ikke var ude på at forfølge kristne, men blot ønskede at forhindre dem i at forfølge andre, så var han i realiteten stærkt fjendtlig over for både den katolske kirke og kristendommen. Kristendommen måtte, som al anden religion, destrueres blandt “respektable mennesker” og i stedet “overlades til den pøbel, stor og lille, den blev skabt for” (cit. i Himmelfarb 2004: 155). Selv om han altså ikke gik så langt som til at kalde sig ateist – som fx Diderot eller Holbach (1723-89) – så mente han dog, at “hele naturen råber til os, at han [dvs. Gud] ikke eksisterer” (ibid.).

Voltaires syn på religion lå til grund for hans ideal om religiøs tolerance, som dengang var nyt i Frankrig. I slutningen af 1600-tallet blev det protestantiske mindretal nemlig endnu forfulgt af den absolutistiske kongemagt, som i sin alliance med den katolske kirke havde sat forfølgelse og undertrykkelse af anderledes troende i system, bl.a. ved at gennemtvinge strenge censurlove og give kirken monopol på uddannelse. Den tolerance, Voltaire stod for, skulle ikke blot omfatte det protestantiske mindretal, men også mennesker, der bekendte sig til andre religioner, eller som slet ingen havde.

Som det gjaldt for andre af de franske oplysningstænkere, så Voltaire opgøret med kirken som blot et første skridt i retning af et mere generelt opgør med alle illegitime og forældede autoriteter. Dette opgør skal ses i sammenhæng med hans syn på menneskets natur. Generelt kan det betegnes som optimistisk: Mennesket er et selvberoende og kritisk tænkende væsen, der ud fra de absolutte sandheder, som videnskaben forsyner det med, kan få indsigt i verden og forbedre sin situation og sine vilkår. Derfor så Voltaire og oplysningstænkerne generelt også optimistisk på fremtiden. De var overbeviste om, at når først mennesker havde erhvervet sig forståelse for tingenes rette sammenhæng, ville de søge at sprænge det ufrihedens åndelige fængsel, som generationer var blevet holdt fangne i. En ny tidsalder, præget af sand humanitet, ville derefter oprinde for hele menneskeheden.

Man kan betegne denne opfattelse som et af de utopiske træk ved den franske oplysning, som hermed adskilte sig fra den britiske og (senere) amerikanske tradition, hvor det kristne menneskesyn – med dets fremhævelse af menneskets fejlbarlighed – stod i vejen for en tro på, at mennesket og samfundet kunne opnå fuldkommenhed. I de tilfælde, man møder denne holdning – fx hos radikale tænkere som William Godwin (1756-1836) og Thomas Paine (1737-1809) – skyldes det da også indflydelse fra Frankrig.

Det “progressive” syn på historien forudsatte et hierarkisk syn på de menneskelige samfund og kulturer. Som det skulle blive almindeligt blandt mange senere liberale, anså Voltaire sig for at være kosmopolit, dvs. et menneske, der kunne føle sig hjemme i ethvert land. Men selv om han principielt set betragtede menneskeheden som én, anså han, i lighed med encyklopædisterne, jordens forskellige racer for at være opstået uafhængigt af hinanden. Det forekom ham logisk at antage, at der i visse ekstreme tilfælde af fysisk forskellighed ligefrem var tale om forskellige arter. I sin Traktat om metafysik (1734) skriver han:

Jeg er i mine gode ret til at mene, at hvad der gælder for træer, også gælder for mennesker: at frugterne fra pæretræer, fyrretræer, egetræer og abrikostræer ikke stammer fra det samme træ, og at hvide mænd, uldhårede negre, asiater med manker og skægløse folk ikke stammer fra den samme stamfader. (cit. i Todorov 1989: 101)

På samme måde, som han konstaterede forskelle mellem racerne, således reflekterede han over forskellene mellem kulturerne. Igen i lighed med andre oplysningstænkere opdelte han kulturer i en hierarkisk orden, hvor den europæiske civilisation befandt sig i toppen. En sådan synsmåde indebar en nedvurdering af ikke-vestlige kulturer og kom med tiden til at blive brugt som legitimation for kolonialisme og imperialisme.

Hvad der dog adskilte oplysningstænkernes betragtningsmåde fra 1800-tallets raceteorier – som først og fremmest skyldtes darwinismen – var, at oplysningstænkerne konstruerede en rangorden mellem kulturer, ikke racer. Voltaire spekulerede fx på, om der mon engang i menneskehedens barndom var sket en parring mellem hvide piger og aber, som havde frembragt den sorte race. Men han medgav, at selv om kulturerne fandtes i højere og lavere former, så var de dog alle beviser på, at mennesker, så forskellige de end var, besad samme intelligens og evne til at danne samfund. Han mente endvidere, at når først mennesker i laverestående samfund og kulturer fik mulighed for at udvikle deres fornuft, så ville de også gå videre og skabe højere former for civilisation og til sidst samfund præget af den samme frigørende fornuft, som var i færd med at brede sig ud over Europa.