Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 8

Bogens formål, teser og metoder

Оглавление

I lyset af den indvandring, som de europæiske samfund i disse år oplever – og fortsat vil opleve – må det forekomme indlysende, at forestillingen om nationen som et etnisk og kulturelt homogent folk ikke længere kan opretholdes. Det betyder bl.a., at det snævre og meget traditionelle nationsbegreb, man møder inden for fx Dansk Folkeparti, må forkastes som urealistisk og stærkt ekskluderende i forhold til den rent faktiske befolkningssammensætning i dag.

Jeg vil derfor med det samme understrege, at selv om jeg leverer et forsvar for nationen som et normativt begreb og er stærkt kritisk over for multikulturalismen som politisk teori og ideologi, så er jeg ikke modstander af det multietniske og multikulturelle samfund som sådan, altså som et rent sociologisk fænomen. Den nationsforståelse, jeg lancerer, er etnisk og kulturelt inkluderende, idet den ikke forbeholder nationen til en bestemt befolkningsgruppe med en bestemt kultur og levevis og ser national identitet som en grundlæggende selvforståelse, som kan rumme forskelligheder med hensyn til etnisk, religiøs og anden identitet.

Jeg vil på den baggrund bestemme det som min bogs hovedformål at levere et filosofisk og teoretisk forsvar for en sådan dansk nation og for den stat, der har til formål at beskytte den og varetage dens interesser, dvs. den danske nationalstat.

Min hovedtese er, at nationsbegrebet også i en globaliseret verden vil være det mest hensigtsmæssige middel til fremme af borgernes personlige, sociale, materielle og politiske interesser, og at nationalstaten er den statsform, som bedst sikrer borgernes mest fundamentale behov, nemlig et liv i frihed og sikkerhed. Med til min tese hører også, at et system af samarbejdende nationalstater er en forudsætning for international stabilitet og fred i verden. For at nationalstaten fortsat skal kunne opfylde sine formål, må nationsbegrebet dog gentilegnes på en sådan måde, at alle borgerne i det multietniske samfund får mulighed for at opleve sig som ligestillede medlemmer af nationen og som en del af et geografisk, socialt og politisk fællesskab af frie borgere med lige forpligtelser og rettigheder inden for rammerne af en stat, hvis institutioner de kan betragte som deres fælles ejendom og som udtryk for et alment gode, som de deler ansvar for at bevare og fremme.

Bogen har fire underordnede teser, som underbygger denne overordnede argumentation.

Den første er, at et individs medlemskab af en nation er en vigtig forudsætning for dets evne til at forstå sig selv og sit samfund og for at skabe sig en meningsfuld tilværelse sammen med sine medmennesker og medborgere det sted i verden, det opfatter som sit hjemland.

Den anden tese er, at nationsbegrebet historisk set har vist sig dynamisk og rummeligt nok til at kunne forstås på flere forskellige måder og også i dag undergår “gentilegnelser” som led i nationalstatens tilpasning til globaliseringens og modernitetens vilkår.

Den tredje tese siger, at en stat uden en befolkning med en grad af fælles national identitet risikerer at fragmentere socialt og politisk under indtryk af disse vilkår, idet en stats styrke og sammenhængskraft er afhængig af solidaritet og dialog mellem borgerne, af loyalitet over for staten og dens love samt af gensidighed mellem stat og civilsamfund (dvs. alt det, som ikke er stat). Nationalfølelsen bidrager nemlig stærkt til disse “horisontale” og “vertikale” relationer.

Endelig lyder den sidste tese, at når nationalstaten globalt set fortsat synes at ville være den enerådende form for politisk organisering, så skyldes det, at den udgør en nødvendig “rationel” og “følelsesmæssig” investering for det enkelte menneske, både som borger og privatperson.

Karakteren af mine undersøgelser og overvejelser indebærer, at jeg metodisk set må trække på en bred vifte af videnskabelige discipliner: fra historie, sociologi, psykologi og etnologi til politisk teori og filosofi. Nationsbegrebets historiske karakter og filosofiske kompleksitet kalder på en interdisciplinær undersøgelse, og det er kun, fordi jeg gennem min karriere har haft mulighed for at sætte mig ind i flere af disse discipliners teorier og forskningsresultater, at jeg har vovet at kaste mig ud i dette projekt. Under alle omstændigheder har jeg bestræbt mig på at formidle en kompleks problematik på en forståelig måde. Det indebærer bl.a. en omhyggelig brug af de centrale begreber i analysen.

Forsvar for nationen

Подняться наверх