Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 6

“Globalisering” er et begreb, som kun har været i brug siden 1990’erne, og som mange samfundsforskere gerne er foruden, fordi det bruges om en lang række processer i nutiden, som ret beset ikke har noget med hinanden at gøre. Det er da også karakteristisk for begrebets diffuse betydning, at det bliver anvendt på forskellig vis inden for forskellige videnskabelige discipliner.

Økonomer bruger det til at forklare, hvordan vi i dag er underkastet et åbent verdensmarked, hvor varer, arbejdskraft og kapital strømmer uhindret rundt. Statskundskabsfolk diskuterer, hvilken betydning globaliseringen på længere sigt vil kunne få for nationalstatssystemet og internationale relationer. Sociologer studerer globaliseringen som et udslag af overgangen fra det moderne industrisamfund til det “postmoderne” (eller “senmoderne”) “videnssamfund” og “risikosamfund”.

Sammen med en meget blandet gruppe af humanistiske forskere, der driver såkaldte kulturstudier, har sociologerne en tendens til at fordele sig i to hovedgrupper: De, der ser “globaliseringen” som en ny form for vestlig økonomisk, politisk og kulturel imperialisme (“macdonaldisering” og “amerikanisering”), som med tiden stort set vil gøre det af med alle verdens nationale, etniske og kulturelle forskelle. Og de, der ser globaliseringen som frembruddet af en ny og bedre verden: som begyndelsen til virkeliggørelsen af et kosmopolitisk og postnationalt utopia.

Da den canadiske medieforsker Marshall McLuhan i 1960’erne forestillede sig fremtidens verden som en “global landsby”, var det den medieteknologiske revolution, han havde i tankerne. Der er da heller ikke nogen tvivl om, at det er her, nøglen til de mange processer, som vi forbinder med “globalisering”, skal findes. For noget af det, som den nye informationsteknologi har bevirket, er jo at forbinde verden på en helt ny måde: først gennem tv-billeder og siden gennem lynhurtige transportmidler og elektronisk overførsel af data og meddelelser (fx e-mail). Derfor er de fleste globaliseringsforskere enige om, at hvis man skal bruge et enkelt ord til at karakterisere globalisering med, må det være ordet “strømme”: varer, mennesker, kapital, informationer, teknologi, kulturelle produkter osv. strømmer jo i dag rundt i verden i et omfang og med en hastighed, som det ikke var muligt tidligere i verdenshistorien.

Hvis man ønsker at bruge ordet globalisering – og det synes unægtelig vanskeligt at slippe af med det nu, hvor det først er kommet i brug – er det vigtigt at advare imod at opfatte globalisering som en enkelt proces, som giver årsag til de samme virkninger overalt i verden. Snarere er der tale om mange forskellige og meget komplekse processer af både social, økonomisk, politisk og kulturel karakter. Da disse processer langtfra har de samme konsekvenser og implikationer overalt, idet de påvirkes af lokale forhold og omstændigheder, skal man derfor være varsom med at komme med skråsikre forudsigelser om, hvad “globaliseringen” med tiden vil betyde.

I dag er der da også blandt forskerne en voksende forståelse af, at mange af de forudsigelser om globaliseringens virkninger, som blev fremsat i 1990’erne, var præget af overdrivelser, bl.a. fordi de ikke hvilede på empiriske undersøgelser. Dengang hørte man mere eller mindre løse påstande fra teoretikere, der mente, at globaliseringen ville få nationalstaterne til først at svækkes og siden forsvinde, og at de nationale økonomier, samfund og kulturer ville blive erstattet af en transnational økonomi, et globalt civilsamfund og en række hybride kulturer.

Teorier om staternes “tilbagetrækning” findes skam endnu, men i de seneste år er globaliseringsforskere generelt blevet langt mere forsigtige og nuancerede i deres vurderinger og forudsigelser. Nogle taler om et behov for at “afmystificere” globaliseringsbegrebet. De foreslår, at man i stedet for at se globaliseringen som en entydig proces med en forudsigelig sluttilstand skal se den som en tendens, som ledsages af en række modtendenser. Det, der mere eller mindre ureflekteret er blevet kaldt for virkninger og udslag af globalisering, er måske i virkeligheden resultatet af en række forskellige og uafhængige mekanismer og processer. Der sker en mystificering af begrebet, når man ser forandringer som forårsaget af “globaliseringen”. Derved kommer “globalisering” til at fremstå som en uimodståelig og uforanderlig kraft; som noget, vi skal resignere over for i stedet for at forholde os kritisk, agerende og dermed konstruktivt til. (Hay og Marsh 2000)

Jeg selv deler denne holdning. Og jeg deler den nye, kritiske globaliseringsforsknings advarsel om, at det i lige så høj grad er “globaliseringsdiskursen” som selve globaliseringstendenserne, som står bag de forandringer af samfundet, økonomien og det kulturelle miljø, vi oplever i dag. Det betyder, at disse forandringer nok så meget skyldes, at den offentlige debat domineres af en række ideer og forestillinger, som fremmes af bestemte økonomiske og politiske interesser. Vi bør derfor så vidt muligt forsøge at være kritiske over for globaliseringsdiskursen, i det omfang den fx bruges til at nedbryde de værdier, som hidtil har været bærende for den måde, det liberale demokrati, retssamfundet og velfærdssamfundet har fungeret på.

Denne bog kan betragtes som et bidrag til en kritik af globaliseringsdiskursen og den ideologi, den dækker over, fordi den udfordrer denne med en anden form for diskurs, nemlig den diskurs om nationen, som har ligget bag udviklingen af vore begreber om demokrati, retfærdighed og velfærd. Så set fra den synsvinkel er bogen et indlæg i en debat om, hvilke værdier vi ønsker, det danske samfund skal bygge på i fremtiden, og om Danmark fortsat skal være en nationalstat.