Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 13

Det kan forekomme, som om Østergård i året op til udgivelsen af sin akademiske bestseller Europas ansigter i 1992 havde været mere optaget af konsekvenserne af Maastricht-traktaten og den voksende europæiske integration end af at spekulere over de mulige konsekvenser af Berlinmurens fald for de etnisk sammensatte stater i Østeuropa. Hans bog tog i hvert fald form af en gennemgang i oversigtsform af “de europæiske værdiers mange nationale huse”, dvs. af hvordan den historiske udvikling af de europæiske nationalstater havde bidraget til at skabe nutidens kulturelle mangfoldighed. Han betragtede åbenlyst denne mangfoldighed som en rigdom. Han var da også ivrig efter dels at vise, hvordan de danske erfaringer passede ind i den europæiske helhed, dels at give bud på, hvad vi som danskere kunne bidrage med til det europæiske fællesskab – hvis vi vel at mærke først droppede berøringsangsten over for “alle dem, der er ligesom os selv, bare lidt anderledes” (Østergård 1992: 12).

Men samtidig var den både dansksindede og europabegejstrede historikers bog en form for statusopgørelse over nationalstaten forud for dens afvikling som politisk realitet. Som han lod skrive på bogens omslag:

Vi ved i dag, at nationalstaterne og deres forskelligheder var forudsætningen for dynamikken og ekspansionen og demokratiet. Kort sagt, for alt det vi har vænnet os til at forstå ved Europa. Men nu tyder meget på, at de nationale stater både er blevet for store og for små til at løse de påtrængende opgaver og samtidig give befolkningen en følelse af at være med.

Østergård så dengang fortrøstningsfuldt på det europæiske samarbejdsprojekt. Helt anderledes bekymret er tonen i den bog, han skrev seks år senere sammen med to svenske kolleger, Den globala nationalismen (Hettne m.fl. 1998). De analyser og diskussioner, som forfatterne foretager i slutningen af denne bog, er så væsentlige for min egen argumentation, at jeg vil opsummere dem over de næste par sider.

Bogen blev skrevet på et tidspunkt, hvor Balkan-konflikterne endnu ikke var overstået, og hvor dele af Europa syntes at være på vej til at blive opsplittet i en række etnisk-nationale mikrostater. Hvad ville konsekvensen af denne udvikling blive? “Kommer verden til at bestå af små, fanatisk, etnisk rensede territorier i stil med, hvad ekstremister blandt nordirere og bosniske serbere ønsker sig, eller bliver resultatet små demokratiske velfærdsstater i fred med sig selv og hinanden, sådan som vi længe troede at have virkeliggjort dem i de nordiske lande?” (ibid.: 11-12).

For Østergård og hans medforfattere er der tydeligvis en indre spænding – ja, ligefrem en “modsigelse” – mellem kravet om national selvbestemmelse inden for en overskuelig territorial enhed og håbet om at kunne leve i en fredelig og stabil verdensorden baseret på universelle værdier og handlingsnormer:

Hvis vi ikke tænker os nøje om og erkender denne modsigelse, så er det sandsynligt, at verden til sidst kommer til at bestå af små homogene stater, som bekæmper hinanden. I stedet for [den liberale vision om][…] handel på det store globale marked til alles bedste, risikerer vi krig og etnisk udrensning. I så fald bliver verden i det 21. århundrede ikke som en global landsby, men som en global stammekrig. Jugoslavien har vist vejen. (ibid.: 15)

Forfatterne ser 1990’ernes tendenser som udtryk for nationalismens genkomst i en række forskellige og til dels nye fremtrædelsesformer. For det første viser den nye nationalisme sig i lande uden stærke nationalistiske traditioner eller stormagtspotentiale – som fx Sverige – som en national “egoisme” og et “snæversyn”, som reducerer Europa-politikken til et spil, hvor gevinsten helst skal være højere end indsatsen. Denne nye euro-skepsis repræsenterer en “populistisk nationalisme”, som de også finder eksempler på i lande som Italien, Østrig, Grækenland og Norge.

Men der er efter forfatternes opfattelse også et andet udslag af nynationalisme i Europa i dag, nemlig den “fremmedangst”, som indvandringen fra Mellemøsten og Afrika til Europa har skabt, og som, de frygter, vil føre til en udhuling af det liberale borgerskabsbegreb.

Endelig ser de en voksende “økonomisk nationalisme” i et EU, hvor stadig flere politikere holder fast i tanken om, at hver nation i kraft af sin folkeretlige suverænitet har ret til at råde over sin “egen” økonomi, føre sin “egen” økonomiske politik og disponere over “egne” naturressourcer.

Det var utvivlsomt erfaringerne fra Balkan, som gav forfatterne anledning til disse pessimistiske analyser. Balkankrigene fremstår i bogen som selve symbolet på udviklingen i verden efter den kolde krigs afslutning. En udvikling, som vil føre til opløsningen af det nuværende statssystem og til sammenbrud for de nationale civilsamfund. Udviklingen udviste i deres vurdering allerede nu en række socialt patologiske træk, både på det statslige og det internationale niveau:

Det internationale system forandres i anarkisk retning samtidig med, at indre opløsning præger mange af de nationalstater, som tilsammen udgjorde det ‘internationale system’. Selv om dette system allerede i sin mere stabile form af magtrealismens teoretikere blev betegnet som anarkisk, havde det i den kolde krigs magtbalancering, ikke desto mindre en relativ stabil struktur i kraft af USA’s hegemoni, terrorbalancen (øst-vest) og de økonomiske afhængighedsrelationer (nord-syd). (ibid.: 413-14)

Sammenbruddet for den internationale orden har sammen med globaliseringen givet anledning til forskellige reaktioner på udviklingen, mener forfatterne, der opstiller et katalog over de nye tendenser og deres konfliktpotentiale:

Etnonationalisme, som står i modsætning til “medborgernationalismen”, ifølge hvilken etniske grupper ikke har krav på særrettigheder inden for en nation. Etnonationalisme bygger på en forestilling om, at ens egen etniske gruppe udgør et “oprindeligt” kulturelt betinget fællesskab, hvis interesser går forud for den stat, man bor i. Ud fra denne synsvinkel bliver den etniske gruppe således en primær kilde til den enkeltes sociale identitet og får derved den samme funktion, som den nationale identitet havde i nationalstaten. Denne etnonationalisme kan udvikle sig til en alvorlig trussel mod territorialstaten og i sidste instans udløse borgerkrige, hvis staten ikke i tide løser de konflikter, der opstår, gennem forfatningsmæssige tiltag, som giver de etniske minoriteter visse garantier og eliminerer årsagerne til konflikterne.

Mikroregionalisme, som er en type konflikt, der kan opstå i dele af det nationale territorium, hvor befolkningen ser en økonomisk, kulturel eller politisk fordel i – eventuelt i samarbejde med befolkningsgrupper i tilgrænsende territorier – at organisere sig som et selvstændigt område uafhængigt af og ofte i modsætning til nationalstatens interesser. En sådan konflikt behøver ikke at føre til et voldeligt brud med nationalstaten, men har i flere tilfælde vist sig at kunne blive løst ved udramatiske opdelinger af territoriet – som fx i tilfældet Tjekkoslovakiet – eller ved at indføre føderale systemer – som fx i Spanien og Belgien.

Lavintensive sociale borgerkrige, som kan eksemplificeres med urolighederne i Los Angeles i 1995, “rockerkrigene” i Norden og mafiavolden i Rusland. De ytrer sig som “kollektive voldshandlinger mellem samfundsgrupper, som befinder sig inden for en og samme stat, men som ikke desto mindre definerer sig som stående uden for statens rammer – og dermed også uden for det civile samfund” (ibid.: 412). Når forfatterne tager denne type konflikt som udtryk for nationalstatens krise, skyldes det, at de anser den som udtryk for en regression mod tidligere former for “feudalisme”.

Interne eksiler. Her er der tale om grupper, som tager afstand fra samfundet ved at danne sekter og subkulturer, så de kommer til at udgøre en form for samfund inden for samfundet. Dette fænomen, som ofte er religiøst inspireret, anser forfatterne for at være endnu et tegn på, at de nationale civilsamfund er ved at bryde sammen. For at forstå dette, må man have fat på deres syn på relationen mellem staten og det civile samfund inden for den traditionelle nationalstat.

Det civile samfund var oprindelig et produkt af den moderne nationalstat. Det udgjorde et rum, hvor samfundets modsætninger kunne komme til udtryk på reguleret og pacificerende vis og derved sikre social fred. Men da globaliseringen er i færd med at nedbryde de strukturer, hvorved staten førhen udøvede sin magt, så vil det uvægerligt føre til en svækkelse af rammerne for civilsamfundet. I takt med at statsmagten “internationaliseres” og reduceres til formidler af transnationale økonomiske kræfter, mister den sin rolle som beskytter af sin “egen” befolkning. Det reagerer befolkningen på. Den føler sig svigtet og bliver mindre tilbøjelig til at vise loyalitet over for staten. Fordi den fjerner sig fra civilsamfundet, mister staten altså i stigende grad legitimitet i store befolkningsgruppers øjne. Borgerne opfatter ikke staten som en hjælp over for den følelse af magtesløshed og frustration, de oplever, og kommer derved selv til at bidrage til nationalstatens opløsning. Denne udvikling betragter forfatterne som så meget mere skæbnesvanger, da der hidtil ikke har vist sig at være noget alternativ til nationalstaten og det westfalske system (dvs. det nuværende statssystem, som skyldes den westfalske fred i 1648).

Alligevel vover de til sidst at fremkomme med en “konstruktiv konklusion”, nemlig at den nationalstatslige styringsform bør suppleres med og delvis erstattes af overnationale og regionale styringsformer, altså af en “postwestfalsk struktur”:

Er det europæiske nationsbygningsprojekt umuligt? Ja, som nationsbygningsprojekt er ‘Europa’ formodentlig umuligt, og knap nok ønskværdigt. Løsningen på nationalstatens og den westfalske ordnings krise ligger næppe i at skabe større stater, men i at finde nye politiske strukturer med flere beslutningsniveauer tilpasset de problemer, som skal løses i en globaliseret verden, hvor stadig flere problemer bliver fælles og ikke nationale problemer. Den postwestfalske struktur kommer først til at blive skabt efter en lang proces med institutionsbyggeri og politisk bevidsthedsforandringer. (ibid.: 426)

Skønt Uffe Østergård og hans skandinaviske kolleger utvivlsomt leverer en tankevækkende og i det store og hele overbevisende analyse af sociale tendenser og den internationale udvikling efter sammenbruddet af efterkrigstidens magtorden, er den ikke uden visse problematiske sider.

Det forekommer således højst betænkeligt at forsøge at forklare så godt som ethvert tegn på social patologi som et resultat af nationalstatens reducerede betydning som garant for et velfungerende civilsamfund. Til trods for deres i øvrigt kritiske syn på nationalstaten kommer forfatterne derved, paradoksalt nok, til at tegne et socialt idylliserende og harmoniserende billede af livet før dens svækkelse. Et billede, der ikke er historisk belæg for. Det er rigtigt, at civilsamfundets “traditionelle” institutioner – som fx familien, menigheden, fagforeningen, sognet, partiforeningen, spejderkorpset – i vidt omfang havde en større betydning for sikringen af den “sociale fred” i tidligere tid, end de har i dag. Men forklaringen på den manglende tilslutning, de nyder i nutiden, kræver en langt mere kompleks analyse af den moderne samfundsudvikling og af de bevidstheds- og socialiseringsformer, den har medført, end den, de præsterer.

Desuden kan man stille sig kritisk til deres syn på det nationale som blot et “kunstprodukt” skabt med henblik på at udfylde det moderne statsfællesskabs – dvs. den politiske nations – rammer. Denne kritik af de “modernistiske” præmisser for deres analyser vil jeg senere komme tilbage til.

Endelig forekommer deres analyse at bygge på et statisk og homogeniserende nationalitetsbegreb, som ligger langt fra det, man finder inden for moderne sociologi og socialantropologi. Forestillingerne om nation og den nationale identitet ændrer sig processuelt – og har altid gjort det – under indtryk af samfundets økonomiske, politiske og kulturelle forandringer og de “forhandlinger”, som de afstedkommer mellem dets forskellige grupper.

Hovedproblemet med deres analyse er da også, at de ikke har tilstrækkelig forståelse for det nationales betydning og karakter og for nationalstatens tilpasningsdygtighed i forhold til globaliseringen. Karakteristisk nok er de heller ikke i stand til at komme med andre bud på, hvordan man eventuelt kunne løse de kriser, de ganske rigtigt peger på, end øget regionalisering.

Når dette er sagt, bør det dog samtidig konstateres, at Østergård, Hettne og Sörlins bog er præget af en høj grad af politisk-realistiske betragtninger og generelt må betegnes som moderat i sine vurderinger af de positive og negative sider ved nationalstatens styrker og svagheder. Det samme kan ikke siges om Philip Spencer og Howard Wollmanns bog, Nationalisme: en kritisk introduktion (2002).