Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 22

Denne tro på, at frie mennesker handler ud fra deres fornuft til gavn for sig selv og samfundet, gik igen i alle oplysningens traditioner, men fik ikke alle steder de samme politiske konsekvenser. Dette skyldes særlige historiske omstændigheder. I England blev det et til dels calvinsk (“puritansk”) inspireret opgør med en katolsk absolutisme, som blev anledningen til udviklingen af en særlig frihedstradition.

Det var filosoffen John Locke (1632-1704), der udviklede oplysningstidens mest indflydelsesrige teori om, hvordan man kunne indrette et samfund på en sådan måde, at det politiske styre sikrede borgernes frihed uden at sætte den sociale orden over styr. Det er måske ikke helt korrekt at betegne ham som “ideologen” bag den gloriøse revolution i England 1688-91, sådan som man tidligere gjorde det. Den ære bør nemlig snarere tilfalde de moderate “whig-filosoffer”, som så monarkiet som grundlagt på en gammel “konstitution” – dvs. en kontrakt – mellem kongen og folkets ledere. Locke, hvis egen “kontraktfilosofi” ikke tillagde historien den samme vægt, fik til gengæld stor indflydelse på den senere udvikling af den amerikanske republikanisme. (Zuckert 1994) Han var dog helt på linje med de moderate whigger i deres kritik af den katolske Jakob 2.’s forsøg på at genindføre katolicismen mod folkets ønske.

Locke var kritisk over for kongen, fordi han opførte sig som en tyran og regerede uden om folkets repræsentanter i parlamentet. Han var derimod ikke imod kongen, fordi han var katolik. Tværtimod var han af den opfattelse, at der i tidens løb var blevet udgydt nok blod i forsvaret for snart den ene, snart den anden religiøse overbevisning.

Denne opfattelse var han nået frem til, da han i midten af 1680’erne besøgte Nederlandene. Her stiftede han venskab med afvigere fra den lokale etablerede kirke og fik samtidig mulighed for at fordybe sig i værker af den store nederlandske tænker Hugo Grotius (1583-1645), grundlæggeren af folkeretstænkningen og den sekulære naturretsfilosofi.

Locke kom til at indse det formålsløse i at forsøge at undertrykke religiøs afvigelse med magt. Han mente, at det alligevel var umuligt at efterprøve, hvilken af de mange eksisterende former for kristendom der var den sande. I spørgsmål om tro skulle samfundet derfor respektere den enkeltes frihed til selv at vælge bekendelse, konkluderede han. I spørgsmål, der kunne afgøres ved fornuftens hjælp, skulle man derimod bruge rationelle metoder.

Locke var dog ikke rationalist i filosofisk forstand. Han delte således ikke Descartes’ opfattelse af, at mennesket er født med ideer om fx moral og ret. Alligevel spillede fornuftsbegrebet en vigtig rolle i hans erkendelsesfilosofi og fik på den måde indirekte konsekvenser for hans politiske filosofi. Han mente nemlig, at fornuften er et instrument, ved hjælp af hvilket man kan afkode naturen en række universelle love for, hvordan mennesker skal forholde sig over for hinanden, og hvordan de skal indrette sig inden for et socialt og politisk fællesskab.

Locke hævdede, at menneskets bevidsthed ved fødslen er som en tom tavle (tabula rasa). Det er først gennem erfaringen, at bevidsthedens forestillinger og begreber bliver til. Det enkelte menneske udøver sin fornuft ved at bearbejde de sanseindtryk, det får fra verden udenfor. Fornuften består altså ikke af medfødte forestillinger om sandhed, retfærdighed og det gode liv, men af den evne, som gør mennesket i stand til at erkende verden og få indsigt i dens “naturlige” (dvs. universelle) love, altså de principper hvorefter Gud indrettede den.

Jeg skal ikke komme videre ind på Lockes erkendelsesfilosofi her, men blot konstatere, at der fra hans “empiristiske” erkendelsesfilosofi går en linje frem til hans politiske filosofi. (Seliger 1968) Locke mente nemlig, at samfundet opstod, dengang mennesker – der hidtil havde levet i en naturtilstand, hvor alle var født lige, frie og selvstændige – ved erfaringens og fornuftens hjælp indså, at de ville være bedre stillet, hvis de indgik en pagt frem for bestandig at bekrige hinanden, også selv om denne pagt betød en begrænsning af den enkeltes naturlige trang til selvudfoldelse og frihed. Gennem denne “samfundspagt” ville individet nemlig kunne sikre sin ejendom og få et vist råderum, inden for hvilket det kunne bestemme over sit eget liv.

Locke var ikke tilhænger af demokratiet i ordets moderne betydning. Som andre whigger – der først og fremmest kom fra lavadelen – var han konservativ i spørgsmålet om politisk repræsentation. Selv om han var indstillet på at give monarken vide rammer for hans magtudøvelse, var hele formålet med Lockes politiske filosofi netop at afvise enhver form for politisk og religiøs absolutisme og vilkårlig magt.

Lockes berømte Anden traktat om regeringsmagt (1690) handler således om de grænser, der bør sættes for en monark og hans regerings brug af magt. Afhandlingen er et direkte angreb på enevældens grundidé om, at monarken styrer sit rige ud fra et guddommeligt mandat og derfor har ret til at samle al magt i sine egne hænder. I stedet argumenterer Locke for et “konstitutionelt monarki”, altså et kongedømme, hvor monarkens magt er begrænset af et valgt parlament og de love, det vedtager. Han forklarer, hvorfor det er nødvendigt at opdele den politiske magt mellem en lovgivende og en udøvende institution, repræsenteret af henholdsvis parlamentet og monarken, og hvorfor hverken monarken, statens myndighedspersoner eller særlige samfundsklasser bør have privilegier i forhold til loven, men må stå “lige for loven”, som det hedder.

For at sikre, at regeringsmagten ikke bliver udøvet vilkårligt, fastslår Locke endvidere, at det politiske styre kun kan betragtes som legitimt, hvis det regerer med folkets samtykke. Sikringen af det folkelige suverænitetsprincip (folkets samtykke) foreslår han gennemført med en lov om, at regeringen skal kunne stilles til ansvar for sine handlinger gennem afholdelse af regelmæssige valg. En regering, som ikke lever op til sin primære opgave – at varetage folkets interesser ud fra respekten for den enkeltes ejendom, frihed og liv – mister sin politiske legitimitet, konstaterer Locke. Hvis den i en sådan situation ikke vælger selv at gå af, retfærdiggør den et oprør. Til gengæld forpligter folket sig til at adlyde de love, som bliver vedtaget af den lovligt valgte regering og administreret af statsapparatet på vegne af monarken.

I Lockes filosofi er forestillingen om individets rettigheder – ligesom hos Calvin – knyttet sammen med forestillingen om dets forpligtelser over for samfundshelheden, altså det almene vel. Lidt populært sagt er det således en pligt at udvise samfundssind og praktisere borgerdyd. I en engelsk sammenhæng blev denne ide udtrykt første gang i midten af 1600-tallet af “puritanske” (dvs. calvinsk-protestantiske) tænkere som digteren John Milton (1608-74) og James Harrington (1611-77). Hos dem møder man et forsøg på at forene ideen om individets frihed med forestillingen om det almene vel inden for et politisk samfund. Dette samfund kaldte de for en “nation”. (Beer 1993: 82)

Selv om Locke ikke selv var republikaner, så spillede hans filosofis republikanske elementer alligevel en indirekte rolle for hans begreb om det gode samfund. Det gode samfund var for ham et samfund bestående af dydige borgere, dvs. borgere som var indstillede på at gå på kompromis med deres egne interesser og ofre noget af deres egen frihed for almenvellets skyld. Men det var ikke op til staten at skabe dette samfund. I modsætning til republikanerne så Locke staten som blot et nødvendigt onde med en instrumentel rolle. Som grundlagt af folket var det udelukkende dens rolle at tjene dette folk ved at udøve visse begrænsede funktioner. Det politiske samfunds grundlag var det civile samfund – eller “folket”. Og ved et folk forstod Locke en samling individer, som var gået sammen om at indgå en fornuftsbaseret kontrakt for på den måde at sikre deres rettigheder.

Man møder dog ikke den samme grad af individualisme hos hans franske “discipel” Montesquieu (1689-1755). Montesquieu nærede nemlig en overbevisning om, at et samfund består af grupper, som ikke har sammenfaldende interesser og derfor må afbalanceres i forhold til hinanden gennem det politiske system. Desuden møder man hos Montesquieu et mere skeptisk syn på menneskets evne til at udlede principper, som kan gøres universelt gældende. Han mente nemlig, i lighed med flere af de skotske oplysningstænkere, at mennesket ikke kun er bestemt af sin fornuft, men også af sit miljø og sine omstændigheder.

Ved desuden at tage afstand fra den dominerende religionsfjendtlige holdning blandt andre franske tænkere på det tidspunkt var Montesquieu således en form for afviger, der komplicerer billedet af den franske oplysning (og derfor heller ikke vies nogen opmærksomhed hos Himmelfarb). Af den grund havde han kun få venner blandt sine intellektuelle fæller i Frankrig. Den eneste af dem, der kom ned til hans begravelse i Bordeaux 1755, var Diderot, og det skyldtes udelukkende Diderots personlige respekt, ikke at han sympatiserede med Montesquieus ideer.