Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 12

Den klassiske udgave af det modernistiske paradigme og dets syn på det nationale møder man hos den tjekkisk-britiske samfundsfilosof og politiske teoretiker Ernest Gellner. I modsætning til hvad der er almindeligt i dag, rummer Gellners hovedværk, Nationer og nationalisme (1983), hverken analyser af specifikke politisk-historiske forløb eller af nationalismens idéhistorie. Gellner var gennem alle sine aktive år som forsker direkte afvisende over for at diskutere nationalismen i idéhistoriske kontekster, sådan som det fx er blevet gjort af Elie Kedourie (1960) og Conor Cruise O’Brien (1988).

Som det er typisk for mange andre modernister, mente han nemlig – som mange liberale tænkere – at nationalismen aldrig havde haft tænkere af format. Han mente heller ikke, at det i øvrigt var af større betydning, hvordan dens ideer var blevet formuleret på et givent tidspunkt af historien. Dens hovedidé var nemlig så utroligt enkel, at enhver ville kunne opfinde den på et hvilket som helst tidspunkt. Nationalisme var kort og godt “et politisk princip, som fastholder, at der skal være kongruens mellem staten og nationen” (Gellner 1983: 1). Det var netop det enkle ved nationalismens budskab, der fik dens tilhængere til at nære den illusion, at den repræsenterede noget naturgivent og oprindeligt, mente Gellner.

Franjo Tudjman skrev i 1981, at “nationer er de uudskiftelige celler i det menneskelige fællesskabs, ja, hele menneskehedens krop” (1981: 288-89). En sådan opfattelse havde Gellner kun et skuldertræk tilovers for. For Gellner var det romantiske, “primordiale” syn på nationen – dvs. nationen som en naturlig og historisk oprindelig størrelse – en illusion. Ja, i det hele taget betragtede han nationalismen som en “altgennemtrængende falsk bevidsthed” og mytedannelser, der “vendte op og ned på virkeligheden” (ibid.: 124).

Gellner anså den nationalistiske statsopfattelse for at være et produkt af bestemte sociale omstændigheder i Europa i overgangen mellem landbrugs- og industrisamfundet. Han trak på den klassiske – funktionalistiske – sociologis skelnen mellem “traditionelle” og “moderne” samfund (Weber, Durkheim og Tönnies) og opstillede sin tese om, at nationalismen tjente industrisamfundets behov for effektiv kommunikation og geografisk og social mobilitet ved at skabe centraliserede og kulturelt homogene stater. Det vigtigste middel dertil var de offentlige uddannelsessystemer, som dels forsynede borgerne med de færdigheder og kundskaber, som skulle til for at få industrisamfundet til at fungere, dels gav dem en fælles, national identitet baseret på en konstrueret national “højkultur”.

Ifølge den modernistiske tese var nationen, nationalismen og nationalstaten således produkter af den moderniseringsproces, som industrialiseringen havde sat i gang. Modernister afviser derfor at tale om før-moderne nationer. (fx Kumar 2003) Som den funktionalist han var, mente Gellner, at forestillingen om nationen kom til at spille en lignende rolle som den, religionen havde spillet i middelalderen og renæssancen, nemlig som den lim, der bandt samfundets forskellige elementer sammen til en helhed. Nationalismen var en måde, hvorpå staten helliggjorde sig selv og derved skabte loyale og selvopofrende borgere.

Deri havde han utvivlsomt ret. Hvad han derimod tog fejl i, var at mene, at dette kun ville gælde, så længe den samfundsøkonomiske basis krævede det. Så såre denne basis ændrede karakter, ville nationalismen ophøre med at udfylde sine funktioner. Allerede i 1983 forudså Gellner således, at nationalismen ville blive “et fortidigt fænomen” i en globaliseret tidsalder, og at nationale forskelle ville blive erstattet af en ensartet industrikultur og af sprog, som kun på overfladen var forskellige (ibid. 118).

Gellners forståelse af nationalismens og det nationales funktioner og historie vandt i 1980’erne bred anerkendelse internationalt, ikke blot blandt liberale som han selv, men også blandt marxister, idet marxismen i lighed med liberalismen historisk set har rødder i den del af oplysningen, som betragtede historien som en bevægelse frem mod en universel menneskelig civilisation og derfor anså kulturelle særpræg for at have underordnet værdi og betydning. Den marxistiske engelske historiker Eric Hobsbawm forklarede således nationale traditioner som rent arbitrære “opfindelser” og anså forestillingen om det nationale for at være en form for falsk bevidsthed, der stod i vejen for sociale og politiske fremskridt (Hobsbawm 1990).

Også herhjemme har det modernistiske paradigme indtil for nylig nydt almen udbredelse. Dette skyldes bl.a. historikeren Uffe Østergårds store energi, formidlingsevne og indflydelse i de lokale forskningsmiljøer og medierne. Muligheden for blodige konflikter på Balkan var blevet forudsagt af iagttagere allerede i begyndelsen af 1980’erne (Ramet 2005). Omfanget kunne dog ikke være forudset, idet kommunistblokkens overraskende totale sammenbrud i 1989 fik konsekvenser, som kom bag på både Østergård og andre modernistiske forskere. Da de konstaterede, at konflikterne brød ud samtidig med sammenbruddet for den bipolære verdensorden og udsigten til en ny, “globaliseret” verden, forklarede de “nationalismens genkomst” som en reaktion på disse forandringer: Den nye nationalisme var en reaktion på den nye “uorden” i verden, ja på selve moderniteten.

Derfor endte de alligevel med at konkludere, at nationalstatens dage var talte, og at nationalismen ikke leverede svaret på de problemer, som fulgte i kølvandet på globaliseringen, men at forestillingen om det nationale tværtimod kunne forhindre deres løsning. For liberale forskere som Østergård var der dog flere grunde til at føle et vist mismod over for fremtiden. For hvis nationalstatssystemet ikke længere kunne sikre en ordnet verden, så ville der være brug for en anden form for system, der byggede videre på det bedste ved det gamle.