Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 19

Republikanismen går tilbage til den klassiske bystat Athen. I Athen var borgerne selv ansvarlige for at forvalte deres by, som blev styret af folkeforsamlingen, hvor alle borgere havde lige ret til at tale og gøre deres stemme gældende. Da borgerne desuden stod lige over for byens love, var de derved helt anderledes stillet end en monarks undersåtter. En undersåt var nemlig helt og holdent underlagt monarkens vilje og de privilegier, han var i stand til at fordele blandt særligt udvalgte.

Ikke alene tog alle borgere del i beslutningerne vedrørende byens styre, de skulle også dele bystyrets embeder mellem sig. På den måde kom aktiv politisk deltagelse til at blive set som en af borgerens almindelige forpligtelser over for det sociale og politiske fællesskab, han tilhørte. Skellet mellem det, som hørte staten til, og det, som vedrørte det civile samfund, blev på den måde udvisket, idet borgernes personlige frihed blev anset for at være afhængig af deres evne til at styre deres eget samfund ud fra overvejelser om et fælles vel. Derfor indebar borgerskabet ikke bare, at borgerne besad visse rettigheder, men også at de udviklede en følelse af loyalitet og aktivt medansvar over for samfundsfællesskabet.

Skønt filosoffen Aristoteles (383-22 f.Kr.) var skeptisk over for Athens direkte demokrati og forestillingen om borgernes lighed, kunne han godt se det formålstjenlige i, at borgerne blev inddraget i en rationel diskussion af, hvad der tjente deres samfunds fælles interesser. Han definerede nemlig mennesket som et “politisk dyr”, og han mente, at den enkelte udvikler sig personligt ved at tage aktivt del i samfundslivet. Selv foretrak han dog en form for blandet styre, hvor demokratiske, aristokratiske og monarkistiske elementer blev kombineret.

Athens republikanske tradition blev senere videreudviklet i den romerske republik. Specielt juristen Cicero (106-43 f.Kr.) spillede en rolle for grundlæggelsen af en republikansk filosofi. I lighed med andre af Romerrigets lærde definerede Cicero republikken som et samfund af borgere bundet sammen af forestillinger om retfærdighed og fælles interesse. (Digeser 2004) Cicero står endvidere bag forestillingen om det “offentlige” eller “almene” vel – res publica – som det politiske styres mål. Republikkens velfærd angår enhver borger, mente Cicero, som betragtede det som det politiske samfunds opgave at sikre borgernes frihed. Ligesom i Athen gjaldt friheden og de politiske rettigheder dog kun borgerne. Slaver og andre, der ikke havde status som borgere, havde derimod intet krav på frihed og rettigheder inden for det romerske retssystem, som gav borgerskabet en juridisk betydning, det ikke havde haft i Athen.

Cicero anså ikke borgernes selvstyre for at være mere afgørende for den enkeltes frihed end eksistensen af love, som kunne gøres gældende for alle. Alligevel mente han, at borgernes aktive bidrag til skabelsen af republikkens fælles vel var en pligt, som gik forud for plejen af deres private interesser. Derfor var det vigtigt at lære dem at blive “dydige” borgere.

Dyd var ikke noget medfødt, men noget man skulle opdrages til. “Borgerdyderne” – som først og fremmest bestod i at udvise retfærdighed, klogskab, mådehold og mod – var ikke alene afgørende for republikkens trivsel indadtil, men også for forsvaret af patria, altså det fædreland, som republikken var for borgeren. Borgerskabet indebar altså en forpligtelse til både at udvise medborgerskab og patriotisme. Eller rettere: de to hørte sammen.

Forpligtelsen til at tjene sine medborgere gjaldt ikke kun ens etniske fæller. Det romerske borgerskab og den romerske patria gik nemlig på tværs af etniske grupper. Dog tog Cicero forbehold for kvinders status inden for republikken. Hans “borgerdyder” havde da også umiskendeligt maskuline træk. (Honohan 2001)

Den republikanske tradition gik i graven med det romerske imperium, men blev senere genopvakt inden for den italienske bystat, specielt i Firenze. Her opstillede Machiavelli (1469-1527) en række argumenter for et styre, der kunne bekæmpe de voksende tendenser til anarki og social uorden. Machiavelli mente, at det politiske styre skulle søge at skabe social stabilitet ved at kontrollere og forandre historiens (tidens) kræfter snarere end blot dæmme op mod forandringerne ved at forsøge at opretholde status quo. (Pocock 1975)

Machiavelli er mest kendt for sine anbefalinger til fyrster om, hvordan de bedst erhverver og bevarer politisk magt ved brug af alle tænkelige midler. Men året før udgivelsen af Fyrsten (1532) havde han i sine Bemærkninger påvist – ud fra sine studier af den romerske republik – at bevarelsen af magten på længere sigt kræver overholdelse af visse vedtagne fælles spilleregler.

Machiavelli mente, at republikker er bedre til at sikre social orden end monarkier. Det skyldes, at de er mere fleksible og fører til en højere grad af frihed og rigdom for borgerne end monarkier. I stedet for at anbefale det direkte demokrati, foretrak han dog, ligesom Cicero, et styre, der afbalancerede adelens og borgernes interesser på en sådan måde, at de to stænder blev tvunget til at bøje sig mod hinanden og derved undgik blot at forfølge deres egne interesser. Han medgav, at denne proces ikke altid ville forløbe harmonisk, fordi de ikke definerede det fælles gode på samme vis. Alligevel mente han, at magtbalancen mellem dem ville resultere i størst tænkelig sikkerhed og frihed for den enkelte borger. Han understregede imidlertid, at samfundet ikke ville fungere, hvis der ikke også fandtes en “offentlig ånd”, som fik borgerne til at føle sig forpligtede over for republikken. En sådan ånd skulle fremmes gennem love, uddannelse, militær træning og en form for “borgerlig” religion.

Renæssancens republik blev, som den romerske, opfattet som et politisk samfund grundet på retfærdighedsprincipper og fællesinteresse. Derfor blev republikken anset for at være et umisteligt gode, som den enkelte borger var forpligtet til at forsvare, selv om det skulle koste ham livet. Villigheden til at ofre sin egen lykke for fædrelandets skyld blev kaldt “patriotisme”. Patriotismen var ret beset ikke blot en forpligtelse, men også en rettighed, idet patrioten netop i forsvaret for fædrelandet bekræftede den frihed, han var berettiget til i kraft af sit tilhørsforhold til fædrelandet. Denne tankegang skulle komme til at gå igen i 1700- tallets gryende nationalisme, som fastholdt, at en nation er et fællesskab af individer, der besidder lige værdighed. (Greenfeld: 30-31)

Det gennemgående træk i den republikanske tradition fra det klassiske Rom til renæssancen var forestillingen om, at den enkelte borgers frihed afhang af, om han blev sikret mod vilkårlig magtudøvelse, hvad enten denne magt blev udøvet af statens hersker, grupper i samfundet eller ydre fjender. Det republikanske frihedsideal indebar derfor en tro på betydningen af institutioner, som sikrede borgeren mod vilkårlig indblanding i hans private liv. Den ideelle republik skulle styres af loven, ikke af mennesker. I modsætning til en senere tids liberale anså renæssancens republikanere således ikke loven og staten som begrænsninger af den enkeltes frihed, men tværtimod som dens forudsætninger. (Pettit 1997)

Hos Machiavelli og andre af renæssancens republikanske tænkere møder man et syn på mennesket, som adskiller sig stærkt fra menneskebilledet i middelalderen. Middelalderens samfundsopfattelse havde været præget af kirkens dualistiske lære om menneskesindet som en kampplads for godt og ondt. Menneskets faldne, syndige natur måtte holdes i ave af autoritære institutioner og selvdisciplinering, og under truslen om guddommelig straf ved dommedag blev det enkelte menneske tvunget til at indordne sig i en guddommeligt defineret social og naturlig orden. Alligevel fastholdt middelalderkirken det bibelske og oldkirkelige syn på mennesket som skabt i Guds billede og dermed værdigt og værdifuldt. Middelalderens største kristne tænker, Thomas Aquinas (1225-1274), tilkendte endog mennesket samvittighedens evne til at skelne mellem godt og ondt – og dermed frihed – trods sin bundethed til synden. Det kristne menneskesyn i middelalderen burde måske derfor snarere betegnes som dialektisk end dualistisk.

I renæssancen blev middelalderens ordenstænkning vendt på hovedet. Som Jan Lindhardt formulerer det, bytter renæssancen om på rækkefølgen mellem menneske og samfund: “Først har vi mennesket, og det vil sige det enkelte menneske, individet, derefter har vi samfundet. Individet er det grundlæggende, samfundet er det sekundære” (Lindhardt 1987: 113).

Dette skyldes udviklingen inden for det kristne menneskesyn i mødet med den genopdagede antikke filosofi. Det nye bestod i en stærkere pointering af menneskets frihed: Mennesket havde en evne til at kontrollere sin syndige natur og udvikle sig moralsk. Renæssancehumanister som Giovanni Pico della Mirandola (1463-94) anså mennesket for at være et aktivt og dybest set fornuftsbestemt væsen, som har muligheden for at nærme sig det guddommelige. Som det fornuftsvæsen, det er, er det i stand til at reflektere over sit eget liv og dermed foretage valg mellem forskellige mulige handlinger. Besiddelsen af fornuftens dømmekraft berettiger desuden den enkelte til selv at afgøre, hvad der tjener til hans eget vel. Hermed anerkendes den enkeltes ret til at følge sin egen – om end gudgivne – samvittighed.

Det er denne tankegang, som med tiden kom til at begrunde oplysningstænkernes krav om trosfrihed og religiøs tolerance. På længere sigt førte den også til kravet om politisk medbestemmelse. For hvis alle mennesker er i besiddelse af fornuft og samvittighed, så er de ikke blot i stand til at vælge, hvad de vil tro på, men også til at tage ansvarlige beslutninger om styret af det samfund, de lever i.

Inden da skulle den republikanske tradition dog blive præget af den reformatoriske teologi. Speciel betydning fik udviklingen i Skotland, hvor Calvins lære om forholdet mellem borgerne og regenten, fik afgørende politiske implikationer. Men Calvins ærinde var i første omgang etisk. Og hans etik skulle få stor indflydelse på nogle af den liberale traditions “fædre”, deriblandt Adam Smith.