Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 11

I sommeren 2001 foretog jeg med min familie en rejse i Bosnien sammen med en bosnisk (muslimsk) familie fra Danmark. De første dage opholdt vi os dog i Dubrovnik i Kroatien, hvor de havde tilbragt mange ferier sammen, indtil borgerkrigene brød ud i 1991 og endte med at splitte Jugoslavien. Deres egen oprindelige hjemby, Trebinje, lå nemlig blot 30 kilometer derfra på den anden side af bjergene. I dag ligger byen i et andet land, ja, et fremmed land for så vidt som den ligger inden for grænserne af den selvstyrende republik Srpska, altså i den serbiske del af staten Bosnien-Hercegovina.

Srpska er resultatet af serbiske nationalisters brutale “etniske udrensninger” under den bosniske krig 1992-94. Det betyder, at der ikke er mange bosniere – som enten er muslimer eller sekulære – tilbage her. Mange reddede livet under krigen ved at flytte til områder kontrolleret af deres egne militser. Hundredtusinder ved at flygte til Vesteuropa og Nordamerika. Vore venner var blandt dem, der flygtede fra hus og hjem. Det gjorde de, efter at der igennem flere måneder havde vist sig flere og flere tegn på, at Trebinje ville blive det næste mål for serbernes fordrivelse af muslimerne. Selv om serberne dér på stedet kun udgjorde en tredjedel af byens indbyggere.

Det begyndte med, at deres serbiske naboer frimodigt gik ind i deres hus og tog det, de mente, de behøvede: først fjernsynet, siden køleskabet og senere forskellige møbler. Så begyndte der at gå rygter om mord på familier i landsbyer oppe i bjergene eller på ensomt beliggende gårde. Om andre småbyer på egnen blev det dog også fortalt, at serbere og muslimer fortsatte med at leve fredeligt side om side. Men selv var de chokerede over at se, hvordan naboer, de havde kendt i årtier og følte, de kom godt ud af det med, pludselig syntes at gå rundt med mord i øjnene.

Til sidst blev det for meget. Beretningerne om massakrerne i Srebrenica og andre byer var for skræmmende til at kunne overhøres. Flugten skete en sen nat i en gammel bus over stenede bjergveje, først til Montenegro og i de følgende par uger gennem Bulgarien og Rumænien til Rusland. På det tidspunkt vidste de endnu ikke, hvor de var på vej hen. Det forlød, at endemålet ville blive Sverige. Det endte med at blive Danmark.

Nu var det første gang, de skulle tilbage til den by, der engang havde været rammen om deres hjem. De skulle tilbage for at gøre krav på deres hus, sådan som Dayton-aftalen havde fastlagt, de kunne gøre. Eller i det mindste for at få en erstatning. Nu blev det 270 kvadratmeter store hus beboet af en serbisk mand, som selv havde måttet flygte fra det muslimsk dominerede Sarajevo, hvor han havde boet i en lejlighed på 50 kvadratmeter. Den havde han per brev tilbudt dem i bytte.

Allerede af grænsevagtens måde at forhøre os på om formålet med vort besøg kunne vi forstå, at vi ikke var velkomne i Srpska. Men det skulle blive endnu mere mærkbart, da vi vandrede rundt i byens gader uden at kunne skjule vor skandinaviske herkomst. Og så blev vi ydermere set sammen med tre personer – en mor og hendes voksne datter og søn – som lignede dem selv, men som i selskab med os ikke kunne være nogle af deres “egne”. For hvad i alverden havde skandinaver at gøre som turister i et land, som endnu bar tydelige spor efter krigen i form af skudhuller på husfacader, gabende ruiner og patruljerende FN- og NATO-køretøjer i gaderne? I mellemtiden var Trebinje nemlig blevet gjort et hundrede procent serbisk. “Renset” for muslimer, som det hed.

“Etnisk udrensning”, fandt vi hurtigt ud af, består ikke kun i at dræbe eller uddrive folk, man opfatter som tilhørende en anden gruppe end ens egen. Den kan også bestå i en kulturel “eksorcisme”, der kan tage form af omskrivninger af historien eller fjernelse af fysiske spor efter “de andre”. På den måde vil ens egen gruppes kultur og historie fremstå som uberørt af “det fremmede”. Dette blev illustreret for os ved flere lejligheder på vor vandring rundt i byen.

Først gjorde familiens datter, Amira, som havde genset sin hjemby året før, opmærksom på, hvordan visse gadenavne var blevet ændret. Siden viste hun os, hvordan teksten på historiske mindesmærker var blevet omskrevet. Et monument for de døde under de to verdenskrige havde således fået fjernet sine tidligere henvisninger til bosniske muslimers modstandskamp og offer. På et tidspunkt kom vi til en central plads, hvor der var blevet opsat en buste af en digter, som i midten af 1800-tallet havde skrevet et epos, der gengav Balkans historie set gennem den daværende serbiske nationalismes briller. Men stærkest indtryk gjorde det dog på os, da Amira tog os med hen i det kvarter, som havde rummet en af byens tre moskeer.

“Når vi kommer til pladsen derhenne, så pas på, at I ikke med jeres blik viser, at I ved, hvordan den engang så ud,” advarede hun os, kort før vi nåede pladsen. Hun ville nemlig undgå, at folk kunne identificere hendes lille familie som muslimer. Så det var kun gennem “tilfældige” sideblikke, vi kunne konstatere, at der absolut intet var tilbage af nogen moské. Ikke en eneste mur eller den mindste sten var efterladt. Pladsen var renset for ethvert spor af en fortid, hvor serbere og bosniere havde levet side om side og passeret hinanden på vej til og fra kirken og moskéen.

Senere på dagen forlod vi Trebinje for at køre til Mostar i den bosnisk-kroatiske konføderation. Mostar er bl.a. kendt for sin berømte, buede bro, som blev skudt i sænk under krigen, men siden genopbygget med støtte fra FN. Broen forbinder flodens to bredder, hvoraf den ene er beboet af bosniere og den anden af kroatere.

Vi blev taget med rundt i bydelene på begge sider af bredden. I 2001 var de endnu præget af ruiner og halvtomme boligblokke skamferet af granater og beskydning af automatvåben, men vi så også nyrejste forretninger og mondæne caféer, hvortil byens unge sidst på eftermiddagen begyndte at søge hen i små grupper. Over alle hustagene i den kroatiske bydel rejste Mostars nye katolske katedral sig. Dens tårn var endnu højere end tårnet på den gamle, men nu ødelagte. Så høj, at kirken kunne ses af alle på den muslimske bred og derved minde dem om, at flodens skel var vigtigere end broens forbindelse mellem befolkningerne på de to bredder. Og ovenover igen, på et af bjergene bagved, knejsede et gigantisk, hvidt kors.

Efter at være blevet inviteret på stærk, sød kaffe hos vore venners familie i byen kørte vi op i disse bjerge for at overnatte hos en onkel. Da mørket sænkede sig, gjorde ruinerne langs vejen et uhyggeligt indtryk i lyset fra bilens forlygter. Da der ikke var megen skiltning at køre efter, endte vore venner i den forreste bil med at miste orienteringen. Ifølge vor egen datter, som var passager hos dem, var moren, Zenita, på et tidspunkt nær ved helt at miste fatningen. Alle minderne fra tiden før flugten til Danmark blev pludselig vakt til live hos hende i mørket på den øde vej. Hvert øjeblik ventede hun at se en vejspærring forude med bevæbnede folk, som ville tvinge os ud af bilerne. Kulminationen på den efterhånden meget ophidsede stemning i bilen indtrådte, da der pludselig oppe til venstre rejste sig et stort, hvidt, projektørbelyst kors. Da skreg hun op og beordrede sin datter til ikke at køre længere. Der var tydeligvis tale om det samme kors som det, vi havde set nede fra byen. Et tegn, som i den kulturelle sammenhæng, vi selv kom fra, stod for fred og forsoning, oplevede Zenita som et minde – ja, tilmed et varsel – om død, gru og forfølgelse.

Efter en kort forhandling mellem os besluttede vi derfor at køre tilbage til Mostar, hvor vi fik tilbudt nattely hos en anden onkel og tante, som gæstfrit overlod deres soveværelse til mig og min kone. Før vi gik i seng, sad vi på deres altan og spiste kager og figner, som blev plukket ned fra ranker under loftet, mens onklen fortalte om sine år i en serbisk fangelejr, hvor han havde været interneret. Ikke fordi han havde kæmpet i krigen, men fordi han havde været oberst i den jugoslaviske hær og som medlem af det regerende kommunistparti indtil det sidste havde troet på Jugoslavien som en levedygtig stat.

Konflikterne på Balkan ændrede ikke bare de involveredes selvopfattelse og syn på det samfund, de var vokset op i. De føjede også en ny dimension til debatten om Europas fremtid. De viste nemlig, at nationalismen i den aggressive og totalitære form, som man havde kendt den tidligere i det tyvende århundrede, ikke var gået i døden med Hitler i bunkeren i Berlin.

I den akademiske verden, hvor mange historikere og samfundsforskere længe havde ment, at tendensen gik i retning af stadig tættere internationalt samarbejde og europæisk integration, vendte balkankrigene op og ned på mange forestillinger og vurderinger. Selv om der havde været mange iagttagere, der siden begyndelsen af 1980’erne havde advaret imod, hvad der kunne være i gære i den jugoslaviske føderalstat bygget op over etnisk-nationale samfund (Ramet 2005), så var der også mange, der blev overraskede over, at de nationale følelser fortsat kunne få en sådan styrke. Studier af nationalisme og national identitet holdt deres indtog på universiteterne, hvor de praktisk talt havde været fraværende hidtil. Bøger, der forsøgte at forklare nationalismens fænomen og genkomst, blev skrevet i massevis, ja, bliver det fortsat.

Det skyldes til dels, at mange akademikere i lang tid havde set ned på det nationale pga. erfaringerne med den totalitære nationalisme i Tyskland. Men det skyldtes også, at forestillingerne om det nationale efter den anden verdenskrig antog en så selvfølgelig, “tynd” og “banal” karakter (jf. Billig 1995), at mange mennesker i Vesten – deriblandt samfundsforskere og politikere – blev blinde over for den betydning, de kan have i et moderne liberalt demokrati.

Mange forskere anså i 1980’erne nationalismen og nationalstaten for at være fænomener, hvis dage var talte. Da balkankrigene brød ud, mente nogle derfor, at den nationalisme, som lå bag, var en anakronisme, et spøgelse fra fortiden. Denne opfattelse skyldtes, at de alle sammen var blevet uddannet inden for det modernistiske paradigme.