Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 15

Den franske oplysning understregede menneskets individualitet og rationalitet og så bort fra menneskets sociale og emotionelle natur. Denne individualistiske og rationalistiske tankegang har præget vort syn på konflikterne på Balkan. De fremstår for mange “postnationale” intellektuelle som indbegrebet af nationalismens mest irrationelle sider og som et udtryk for en social primitivitet, som ikke er forenelig med en “moderne” verdensforståelse.

Hvad denne synsmåde dog overser, er, at krigene på Balkan bl.a. opstod, fordi en supermodernistisk og totalitær politisk ideologi, kommunismen, fra begyndelsen ikke havde respekteret det menneskelige individs på én gang rationelle og emotionelle behov for at føle sig som medlem af et større fællesskab end familien og et mindre fællesskab end hele menneskeheden. Altså individers og borgeres behov for både en nation og en stat. Historisk set stod kommunismen i dyb gæld til den franske oplysning og dens rationalistiske samfunds- og menneskesyn. Og skønt der er tilløb til det hos den unge Marx, så har kun enkelte socialistiske tænkere, deriblandt den militante irske arbejderleder James Connolly, betragtet nationalfølelsen som en forudsætning for udviklingen af en socialistisk stat.

Da de nationale identiteter i efterkrigstidens Østeuropa viste sig ikke at kunne tales bort, forsøgte mange kommunistiske ledere at udvise en form for tolerance og symbolsk respekt over for nationalfølelserne i de samfund, de styrede. Men netop på grund af kommunistpartiets udtrykkelige propaganda for “internationalisme” opnåede de selv aldrig at blive anset for at være nationale ledere.

Tværtimod kom nationalismen i brede befolkningsgrupper til at blive betragtet som et ideologisk værn over for det kommunistiske regimes forsøg på totalt at dominere både den offentlige og private sfære og derved berøve borgerne deres frihed og sikkerhed. Nationalismen blev således et udtryk for civilsamfundets ønske om at beholde en grad af autonomi. (Schöpflin 1995) Den var et modtræk over for det kommunistiske regimes vilkårlige magtudøvelse.

I den kunstigt skabte jugoslaviske stat var der dog det meget store problem, at der var tale om et land med flere forskellige nationaliteter, som havde levet imellem hinanden igennem lang tid og nu genoplivede gamle etniske spændinger og gammelt nag fra århundredets tidligere krige, specielt anden verdenskrig. Den internationalt højt ansete serbiske samfundsforsker Aleksa Djilas afviser dog, at de konflikter, der udviklede sig i 1990’erne, oprindelig var rent “etniske” (Djilas 1995). Han påviser, at befolkningsgrupperne i det område af Balkan, som i dag udgøres af Bosnien-Hercegovina, Slovenien og Kroatien, over et par århundreder havde udviklet særlige nationale identiteter og klare politiske mål: skabelsen af deres egne nationale stater.

Disse gruppers nationale identiteter byggede ikke på etniske eller religiøse kriterier, men på territorier. Det var således hverken sprog eller levevis, der udgjorde de nationale skillelinjer. Derfor kunne de nationale identiteter da også undertiden forekomme særdeles ustabile og flydende: En person kunne skifte nationalitet blot ved at flytte fra det ene til det andet område. Ofte kunne en person på den måde skifte nationalitet flere gange i sit liv. Grænserne mellem at være serber, kroat og muslim blev krydset, uden at en person af den grund blev tvunget til at skifte religion. Men der skete også pragmatisk begrundede konverteringer fra den ene til den anden bekendelse. Selv om dette forekom i mindre grad for muslimers vedkommende, findes der alligevel et gammelt mundheld blandt bosnierne, der lyder, at man kunne være sikker på, hvilken religion man blev født ind i, men man vidste aldrig, hvilken religion man ville dø i.

De territorialt, snarere end kulturelt og religiøst, bestemte nationale identiteter modvirkede dannelsen af en fællesjugoslavisk national identitet. Men den vigtigste grund til, at der aldrig blev udviklet en sådan, var dog, at kommunismen ikke havde forstået betydningen af national identitet. Selv om det kommunistiske regime havde haft held til at neddæmpe hadet og mistroen mellem de nationale grupper og til en vis grad også til at udligne magtforholdene mellem dem ved at omdanne Jugoslavien til føderalstat, så lykkedes det aldrig for det at skabe en stat, som de forskellige nationale grupper følte sig loyale over for. I fravær af et tilstrækkeligt udviklet civilsamfund og en dertil svarende borgerlig identitet, blev det derfor de gamle nationale identiteter, som blev kilde til politisk mobilisering i 1980’erne. Ikke mindst fordi den jugoslaviske føderalstat var blevet oprettet ud fra etniske kriterier.

Da den kommunistiske blok faldt sammen i 1989, fik den serbiske og kroatiske nationalisme således nyt liv. Ligesom i andre dele af Østeuropa var der modstandere af regimet, som dengang krævede liberalt-demokratiske institutioner. Men kravet om reformer blev hurtigt “nationaliseret”, ja, selv kommunistpartiet blev snart splittet op i en række nationalt baserede partier. Hvad der udløste de efterfølgende brutale krige mellem og inden for nationerne, var dog ikke nationalismen som sådan, men den kendsgerning, at Serbiens præsident Slobodan Milosovic og Kroatiens præsident Franjo Tudjman – og de politiske eliter, som støttede dem – begyndte bevidst at manipulere med de nationale myter og følelser i befolkningen for derved at opnå deres politiske mål. Det var gennem disse manipulationer, at spørgsmålet om nationalitet – fra at have været territorialt defineret – pludselig blev gjort til et spørgsmål om religion, “etnicitet”, ja, tilmed race. På den måde fik nationalismen på Balkan sin “beskidte” karakter, som lå milevidt fra den civile og liberale form, som har været den mest almindelige i Vesteuropa.

Konklusionen er altså, for det første, at tragedien på Balkan i høj grad blev forberedt af det kommunistiske regime, fordi det afviste at tage nationalfølelsen alvorligt og i stedet anlagde en “objektiv” og “videnskabelig” holdning til samfundets organisering. For det andet, at regimet – ud fra sin internationalistiske/kosmopolitiske ideologi – forsømte at skabe “nationale” institutioner for det civile samfund, som – måske, måske ikke – ville have kunnet holde sammen på Jugoslavien som stat. Uden nogen form for national identitet var Jugoslavien under alle omstændigheder dømt til at blive en mislykket statsdannelse. Så vidt Djilas. Men Djilas står ikke alene med denne tolkning. (Se fx Wachtel 1998 og Ramet 2002)

Djilas’ redegørelse for konflikterne på Balkan har selvfølgelig den svaghed, at en konflikt som den jugoslaviske ikke kan forstås som et resultat af blot en enkelt årsag. (jf. Ramet 2005) Men han og Schöpflin har en vigtig pointe, når de nævner kommunismens døvhed og blindhed over for de nationale følelser som én af de mange årsager, og når de påpeger, hvordan det manglende forsøg på nationsbygning i Jugoslavien bidrog til den senere katastrofe.

En lignende tendens til at betragte nationalfølelsen som irrationel og det nationale som en anakronisme møder man hos nyliberale og kulturradikale i vor del af Europa i dag. De overser, at nationalfølelsen ikke blot er en følelse, men også en bevidsthed. En bevidsthed, som bygger på både fornuft og erfaring. At de ikke har blik for dette, skyldes bl.a., at også de er “børn” af den franske oplysning.

Men som jeg vil vise i det næste kapitel, så var oplysningen ikke blot fransk, og oplysningens århundrede var mere rigt på forestillinger om mennesket, samfundet og kulturen, end vi normalt er blevet belært om. Der er derfor vigtigt at begynde et forsvar for nationens betydning med en kritisk refleksion over den komplekse arv fra oplysningstiden.