Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 7

Hvis man ønsker at vide noget om de værdimæssige brydninger, der foregår i det danske samfund her i begyndelsen af det 21. århundrede, skal man kaste et blik på debatten om folkeskolens formål. Et par af de væsentligste bidrag i de allerseneste år er således skrevet af eksperter i pædagogisk filosofi. Jeg tænker her på Ove Korsgaards Kampen om Folket (2004) og Peter Kemps Verdensborgeren som pædagogisk ideal (2005).

At det er skolen, der står i centrum for værdidebatten, er ikke så mærkeligt, for ligesom Folketinget er det danske samfunds grundlæggende politiske institution, således repræsenterer og varetager folkeskolen dets kulturelle basis, ligesom folkekirken tidligere stod for dets åndelige. Både Korsgaard og Kemp ønsker, at vi fortsat skal bruge ord som “folk” og “nation” om befolkningen i Danmark, selv om de understreger et behov for at revidere skolens traditionelle dannelsesideal, således at nationale værdier afbalanceres med internationale og kosmopolitiske. Det lyder fornuftigt, og de argumenterer godt for deres synspunkt, som jeg i øvrigt deler.

Men ifølge andre uddannelsesteoretikere er denne tankegang forældet. Forespurgt i Kristeligt Dagblad om, hvad der er folkeskolens vigtigste opgave i dag, svarede professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet således i september 2004, at det er “at styrke elevernes individualitet”, ikke at fremme fællesskabsfølelsen i Danmark. Fibæk Laursen begrundede sit synspunkt med, at eleverne på den måde ville blive bedre i stand til at begå sig i en stadig mere individualistisk kultur, hvor forskellighed, kreativitet og ukonventionalitet ville være fortrin. I en tid, hvor forestillingen om det nationale fællesskab er passé, er det ikke folkeskolens opgave at danne eleverne ind i en bestemt dansk kultur:

Noget af problemet ved folkeskolen er, at den bærer rundt på et nationalistisk dannelsesideal, der er skabt i 1800-tallet, hvor nationalstaten var rammen om dannelsesprojektet. Vi skal holde fast i det danske sprog, men traditionen med at tillægge det nationale en særlig dannelsesmæssig kraft er forældet. Vi behøver et værdigrundlag, der i høj grad respekterer det individuelle og åbner for det internationale. Alt det nationale kan man efter min mening kassere. (11/9-04)

Det kan man også, hvis det stod til kommentatoren og universitetslektoren Hans Hauge. I sin bog med den vittige titel Post-Danmark (2003) vrænger Hauge ad alle forestillinger om det nationale og det “klæbrige fællesskab”, de havde til formål at skabe i det “industrimoderne” samfund.

Nu, hvor industrisamfundets og den nationale fællesinteresses dage er ved at være talte, så erfarer vi, at samfundet er ved at miste sin sammenhængskraft, konstaterer Hauge. Den folkelige solidaritet, som tidligere blev taget for mere eller mindre givet, er på vej ud. Udsat for truslen fra en stadig mere åben, grænseløs og individualiseret verden, oplever vi en eksistentiel usikkerhed, som er så ubehagelig, at den får mange af os til – som ved en refleks – at vende ryggen til alt, hvad der følger med globaliseringen og den nye form for modernitet, vi lever under. Vi bliver “modmoderne”, og i Hauges optik kommer denne reaktion til udtryk ved, at vi igen er begyndt at tale om betydningen af det nationale. Men i det individualiserede, postnationale samfund, Hauge mener, vi er på vej ind i, vil forestillingen om det nationale alligevel ende med at forsvinde ud i den nye friheds tomme luft. For nationen er ikke andet end en illusion. Og selv om politikerne vedbliver med at hævde, at det giver mening at tale om dansk kultur og danske værdier, så er den danske nationalstat i dag ikke andet end en tom skal omkring en globaliseret kerne.

Sådan mener altså Hauge, som har et godt øje for sociale opløsningstendenser i tiden, men desværre for sjældent føler sig foranlediget til at sige noget om, hvordan man eventuelt kunne forsøge at modvirke dem. Hauges bidende vid er tydeligvis specielt møntet på det politiske Danmark, hvor der i disse år rigtignok tales meget om “danske værdier” og behovet for at fastholde en bevidsthed om “dansk kultur”, og hvor man derfor nu har fastlagt nationale kanoner for, hvad det er godt for eleverne i folkeskolen og ungdomsuddannelserne at vide om vor æstetiske kulturarv i en tid, hvor globaliseringen betyder, at alverdens værdier og forestillinger – deriblandt “værdier”, der sætter spørgsmålstegn ved demokratiet – kan strømme frit gennem det offentlige rum.

Uddannelsesdebatten i Danmark er således en del af den bredere debat om, hvordan vi skal forholde os til globaliseringen og den modernitet, den står for. Denne debat viser, at der er en klar sammenhæng mellem kulturen og samfundets værdigrundlag. Ikke kultur som “finkultur”, men kultur som værdier, normer og orienteringspunkter for den enkelte, samfundet og demokratiet. Altså kultur sådan som antropologerne bruger begrebet.

Det er ud fra denne kulturforståelse, man bør forholde sig til det nye politiske begreb “værdipolitik”. Meget af den politiske debat i de vestlige demokratier – også i Danmark – har i flere år stået i netop værdipolitikkens tegn. Alle politiske partier i Danmark talte om “værdier” ved valget i januar 2005. Men ikke på samme måde. For Det Radikale Venstres leder, Marianne Jelved, bestod “værdipolitik” i at kritisere regeringens indvandrer- og flygtningepolitik for at være uetisk. For Kristendemokraterne havde værdipolitik specielt noget med familiepolitik og hensynet til “det ufødte barn” at gøre. For de store partier blev det, de kaldte “værdier”, ofte også beskrevet som “nationale” værdier.

I ugen op til selve valgdagen erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at “de firkantede ideologiers århundrede” er forbi. Det “moderne menneske” finder sig ikke i at “blive puttet i en sådan kasse, der skal passe til en bestemt ideologi”, fortalte han Kristeligt Dagblad. Folkestyret er nemlig nu så udviklet, befolkningen så oplyst og samfundet så socialt og økonomisk avanceret, at politik foregår på helt andre vilkår end tidligere. Folk ønsker større valgfrihed “inden for de rammer, fællesskabet stiller op” (31/1-05).

Fogh Rasmussens brug af begrebet fællesskab signalerede Venstres profil siden valget i 2001, nemlig som et parti, der går ind for velfærdsstaten og de sociale og menneskelige værdier, der knytter sig til den. For Fogh Rasmussens eget vedkommende har der været tale om et farvel til hans nyliberale ungdom. I stedet har han bekendt sig til en form for socialliberalisme, som ikke adskiller sig væsentligt fra de holdninger, man møder på det store og brede midterfelt af dansk politik i dag, men som også har en lang historie inden for hans eget parti. I Venstres principprogram fra 1995 kommer den nye socialliberale profil tydeligt til udtryk. Her afbalanceres individuelle frihedsidealer gang på gang med hævdelsen af et behov for fællesskaber af forskellig slags, fra det nationale til det civile samfunds mange frivillige fællesskaber. I afsnittet om “Det liberale menneskesyn” forekommer “fællesskab” karakteristisk nok lige så hyppigt som “frihed”, og der bliver udtrykkeligt gjort opmærksom på, at der ikke eksisterer “nogen modsætning mellem frihed og fællesskab”.¹

Det står klart, at det “fællesskab”, der hentydes til, først og fremmest er det nationale. “Nationen” optræder som et symbol, der signalerer både individuelle og kollektive værdier – eller rettere ophæver spændingsforholdet mellem dem. En holdning, der bl.a. må tilskrives partiets grundtvigske arv.

Socialdemokraternes værdipolitik er også på det seneste blevet decideret national, tilsyneladende i erkendelse af udfordringen fra globaliseringen. Men som det hedder i partiets nye principprogram Hånden på hjertet, som blev vedtaget kort før valget i 2005, så tør “et menneske med en stærk identitet […] møde andre med et åbent sind. Et land med en stærk kultur tør møde verden” (ibid.: 12).

I principprogrammet tales der særdeles meget om værdier og om danske værdier. Det bliver således fremhævet, at der er værdier ved demokratiet og velfærdsstaten, som er særligt danske, og at disse “fælles værdier” bliver udfordret af både globaliseringen og indvandringen. Indvandringen stiller “spørgsmål til de grundlæggende værdier i det danske samfund”, hedder det. Derfor er det nødvendigt at “holde fast i en række centrale værdier som fundament for den fremtidige udvikling af det danske samfund”. Disse værdier, lyder det videre, er en del af “dansk kultur”, som er mere end “skønne danske symboler” som kolonihaver, landsbykirker, smørrebrød, hygge og Dannebrog; for bag disse symboler ligger der “noget dybere og vigtigere”, nemlig en række samfundsbærende “historier”:

Der ligger historien om et land, som i kraft af en politisk kamp er blevet et af de bedste i verden. Det folkelige engagement i arbejderbevægelsen, lejerog boligbevægelsen, andelsbevægelsen og i de politiske partier har skabt et trygt og rigt samfund, hvor ‘få har for meget og færre for lidt’.

Der ligger historien om et land, som i kraft af en kønspolitisk kamp er blevet et land præget af ligestilling og ligebehandling mellem mænd og kvinder.

Der ligger historien om et land, som i kraft af demokratisk samtale og respekt for mindretal har opbygget et solidt demokrati.

Der ligger historien om et land, som i kraft af uddannelse og folkeoplysning har skabt et samfund, hvor demokratiet gennemsyrer arbejdslivet, uddannelsessystemet og samfundslivet. (12-13)

Osv., for listen stopper ikke her. Efter den lange række af “historier”, der ligger til grund for det moderne Danmark, følger en argumentation for behovet for at styrke den nationale bevidsthed. Argumentationen er bemærkelsesværdig ved at stå i modsætning til den måde, som “postnationale” intellektuelle, som fx Fibæk Laursen og Hauge, taler om det nationale på. For Socialdemokraterne er nationalitet nemlig ikke noget, der står i modsætning til kosmopolitiske værdier. Tværtimod siges det, at bevidstheden om den nationale kulturarv må kombineres med universelle værdier og et ideal om kulturel åbenhed. Fx hedder det:

Vores værdier er derfor grundlæggende i modstrid til [sic] intolerance, lukkethed og væren sig selv nok. Derfor mener Socialdemokraterne, at det er vigtigt, at vi styrker og udvikler forståelsen for dansk kultur, sprog og historie. (ibid.: 12)

Denne holdning har betydning for synet på de nye etniske minoriteters vilkår i det danske samfund. Minoriteternes tilstedeværelse vurderes som en “berigelse”, men partiet ønsker dog ikke, “at Danmark skal udvikle sig til et samfund, hvor større befolkningsgrupper lever isoleret med egne normer og værdier og uden tilskyndelse til at tage del i de forpligtelser og det fællesskab, der er grundlaget for vort samfund”. Hvad enten man er flygtning eller familiesammenført, skal man derfor “integreres” i det danske samfund. Integration betyder dog ikke, at indvandrerne skal tvinges til at ændre religion, påklædning eller spisevaner, men betyder derimod, at de skal kunne “fungere i det danske samfund på lige fod med andre – med de forpligtelser, rettigheder og muligheder, som et demokratisk samfund bygger på” (ibid.: 12).

Det socialdemokratiske partiprogram lægger herved op til en ny og inkluderende forståelse af den danske nation: Det nationale fællesskab afhænger ikke af, at befolkningen har en ensartet kultur i spørgsmål om levevis og religion, men derimod af, at der findes en tværgående social solidaritet og en konsensus om samfundets demokratiske værdigrundlag. Det bliver dog samtidig understreget, at det danske samfunds demokratiske tradition hviler på et historisk og kulturelt grundlag: på de “historier”, vi har fortalt og vedbliver med at fortælle om os selv, i takt med at vort samfund udvikler sig. Der ligger således også i det nationsbegreb, partiet opererer med, et håb om, at en vellykket integration af indvandrere og flygtninge en dag vil være blevet en del af summen af fortællinger om Danmark.

I denne bog vil jeg betegne et sådant forsøg på at skabe en ny forståelse som en “gentilegnelse” af nationen, dvs. en nyfortolkning af det allerede eksisterende nationsbegreb i lyset af de omstændigheder, vi lever under i dag, uden at alle begrebets tidligere betydninger går tabt.

En gentilegnelse kan således betyde, at begrebet får tilføjet en betydning, det ikke havde før. Sådan som Socialdemokraterne gengiver den danske nation, er den fx mindre “etnisk” og betydeligt mere “civil” (dvs. baseret på et princip om medborgerskab) end i det traditionelle nationsbegreb, sådan som det søges fastholdt af fx Dansk Folkeparti. Det at være dansker, forstår man, er først og fremmest et spørgsmål om at være en god medborger, der accepterer de sociale, menneskelige og politiske værdier, det danske samfund hviler på. Og så kan det i princippet være ligegyldigt, hvor i verden man selv eller ens familie oprindelig kommer fra.

Men selv om medborgerskabet bliver gjort til grundlag for nationen og det nationale fællesskab, fastholder Socialdemokraterne dog, at staten Danmark er rammen om et kulturelt og historisk fællesskab, idet partiprogrammet ser de “danske” værdier som normer og holdninger, der har udviklet sig på baggrund af en lang række fælles historiske, sociale og politiske erfaringer. Kernen af dansk kultur udgør ifølge denne tolkning alle de værdier, der ligger bag demokratiet, staten og det civile samfund.

Dette syn på det nationale ligger tæt op ad hovedargumentationen i denne bog.