Читать книгу Forsvar for nationen - Michael Boss - Страница 14

Også denne bog begynder i Balkan. I indledningen fortæller de to forfattere, at det netop var “den nationalistiske eksplosion” i Jugoslavien, som oprindelig fik dem til at “gøre sig alvorlige tanker om nationalismen” og beslutte sig til at skrive en bog om den. Wollman og Spencer spurgte nemlig sig selv:

Hvad er det, som kunne få nogle mennesker, som havde levet dør om dør i storbyer, provinsbyer og landsbyer, til at ende med at fordrive deres naboer fra deres hjem, slå dem ihjel og voldtage dem i den brutale proces, som kom til at blive kaldt ‘etnisk udrensning’. For dem af os, der voksede op i skyggen af holocaust, fremkaldte de uhyrligheder, der blev begået i Jugoslavien, både en forfærdelig følelse af afmagt og et dybt behov for en kritisk refleksion over, hvad det er for en slags overbevisninger, som får folk til at handle på disse måder. Hvad præcist er det, som nationen og dens identitet kræver i sådanne situationer? Hvad er det, som er af så afgørende betydning? Og hvilken rolle spiller nationalister i mobiliseringen af sådanne magtfulde og destruktive kræfter? (2002: 1)

Da Wollmann og Spencer begyndte at studere den litteratur, der findes om nationalismen som ideologi, blev de først slået af at se, at mange eksperter insisterede på, at man skulle have forståelse for dens positive sider, hvis man ville gøre sig håb om at forstå den. Man skulle ikke blot forkaste den under enhver form. Men da de så vendte sig til andre forskningsområder – som fx studiet af etnicitet, racisme, identitet og kosmopolitisk identitet – opdagede de, at der faktisk fandtes en voksende litteratur, som enten indirekte eller direkte kritiserede ikke alene nationalismen som politisk ideologi, men også begreberne “nation”, “nationalitet” og “nationalstat”.

Forfatterne afviser ikke, at der findes forskellige former for nationalisme med hver deres politiske mål, programmer og ideer (se fx Kohn 1965; Plamenatz 1976; Gellner 1994; Smith 1991). Alligevel drager de den konklusion, at det, som de forskellige former for nationalisme har til fælles, er vigtigere end det, der skiller dem:

Vi er nået frem til at acceptere de argumenter, man møder hos dem, der er af den opfattelse, at det fundamentale ved alle former for nationalisme er, at de er kategoriseringsprocesser, som gør fremmede og alle andre, som ikke passer ind i nationen til fjender samtidig med, at de forsyner dem, som befinder sig inden for nationen, med en følelse af et ‘dybt, horisontalt kammeratskab’ […]. De kort- eller langsigtede konsekvenser af denne opdelingsproces har implikationer for spørgsmål om demokrati, menneskerettigheder, borgerskab og mindretals overlevelse inden for nationerne. (ibid.: 2)

Forfatterne skærer derefter nationalisme af enhver art over en bred kam ved at definere den som “en ideologi, som forestiller sig samfundet på en bestemt måde (som national), hævder denne kollektive identitets fortrinsret i forhold til andre og på grundlag heraf søger politisk magt, ideelt (om ikke udelukkende eller overalt) i form af en stat for nationen (eller en nationalstat)” (ibid.: 2-3).

De antager, at det måske nok er et fundamentalt træk ved menneskets måde at organisere sig på, at det sker i form af grupper med en kollektiv identitet. De mener dog ikke, at der er noget fundamentalt – og endnu mindre noget naturligt – i, at organisere sig som nationer. Derfor er formålet med deres bog dels at undersøge, hvordan det er gået til, at national identitet bliver betragtet som noget naturligt, dels at påvise, hvorfor der er opstået en forestilling om, at nationen er en nødvendig form for social og politisk organisering.

Ikke overraskende ender de med at afvise både nationalitetens og nationens nødvendighed. Også under nye former. De konkluderer nemlig, at “hverken nye overnationale strukturer som den Europæiske Union eller institutionelle eller konstitutionelle organisationsformer vil være i stand til at bringe os videre ind i en ikke-national fremtid” (ibid.: 4). I modsætning til Østergård m.fl. er deres alternativ til nationalstaten således hverken en regionalisering eller en højere grad af internationalt samarbejde, men en åben og grænseløs verden styret ud fra menneske- rettighedsprincipper og befolket af mennesker med en kosmopolitisk identitet. De anser nemlig kosmopolitisme for at være båret af idealer om inklusivitet, tolerance og lighed og ønsket om at kunne kommunikere på tværs af kulturelle forskelle.

De afviser altså ikke betydningen af kulturelle forskelle. Tværtimod betragter de kulturel identitet som et primært gode og en grundlæggende menneskeret. Men en sådan ret til kulturel identitet må ikke anerkendes på en sådan måde, at den “fastlåser forskelle og forhindrer kommunikation, dialog og bevægelse”, mener de: “Mennesker må både tilkendes retten til beskyttelse af de kulturer, hvori de udvikler sig, og retten og muligheden for at bevæge sig frit og på de måder, der passer dem” (ibid.: 200).

Frem for alt er det vigtigt at ophøre med at tænke på kultur som noget nationalt. Kulturer er ikke af uforanderlig og materiel karakter. Og kun på begrænset måde kan de betragtes som nationale. Kulturer er “mangfoldige”, “overlappende”, “foranderlige” og “gennembrydelige”, og i stedet for at diskutere, om kulturelle og etniske mindretal skal assimileres eller beskyttes, bør man i dag “fjerne grænser, lette bevægelsen og kommunikationen på tværs af kulturer for derved at fremme kosmopolitismen” (ibid.: 200).

Hvis man overhovedet skal acceptere forestillingen om det nationale, så må begrebet som et mindstemål “afpolitiseres”, dvs. fratages enhver form for politisk legitimerende betydning. National identitet må ses som blot én blandt mange indbyrdes konkurrerende identiteter, og den identifikation mellem folk og nation, som nationalismen står for, må udfordres:

For lige så længe denne fejlagtige forestilling vedbliver med at eksistere, lige så længe vil demokratiet (som vel at mærke er vor tids ubetvivlede politiske norm) være ufuldstændigt – da der altid vil være nogle, som bliver udelukket fra staten – og i fare. Hvis vi kan begynde at bevæge os bort fra nationalismen, vil vi måske blive i stand til at anerkende alle andre som lige med os selv og som vores ansvar, hvor end de befinder sig, hvor end de kommer fra, og hvor end de er på vej hen. (ibid.:205-06)

Hvordan kan en stat med en kulturelt blandet befolkning holde tilstrækkeligt sammen på sig selv til at kunne fungere, spørger forfatterne så til sidst. De svarer selv ved at udmale en vision, som må betegnes som både venstreradikal og utopisk.

De begynder med at slå fast, at det kosmopolitiske samfund må grundlægges ud fra et bevidst ønske om at overskride “de begrænsninger, som nationalismen sætter, når den insisterer på eksistensen af forskelle og grænser og på nødvendigheden af udelukkelse”. Hvad der derefter vil kunne holde et kosmopolitisk politisk samfund sammen er “en gensidig respekt mellem dets medlemmer (bygget på anerkendelsen af alle kulturers værdifuldhed), deres forpligtelse og ansvar over for hinanden og en grundlæggende følelse af solidaritet” (ibid.: 201). Denne solidaritet forudsætter dog, at samfundet bliver styret ud fra et retfærdighedsbegreb, som indebærer mere end blot formel lighed mellem samfundets medlemmer. I sidste instans er det således nødvendigt at skabe en form for klasseløst samfund, hvor alle de rettigheder, som “socialister, feminister, liberale og sociale bevægelser” har kæmpet for gennem tiderne, bliver anerkendt og ført ud i livet. Konkret vil dette for det første betyde en “ende på den nationale og globale kapitals [socialt] splittende udbytning af arbejdere nær og fjern”; for det andet en “ende på nationale og globale magthaveres undertrykkelse af kvinder”; og for det tredje en implementering af “de rettigheder, der er blevet indskrevet i internationale deklarationer, men som nationalstater verden over ofte har undladt at gennemføre” (ibid.: 201).

Så vidt Spencer og Wollmans analyse og vision. Hvad den sidste angår, kan man tro på den eller lade være. Benægte utopiens umiddelbare skønhedsværdi vil de færreste vel. Men som det gælder for både Jesu Bjergprædiken og Paulus’ 1. Brev til Korintherne kap. 13, så egner den sig næppe som et diskussionsoplæg om det jordiske liv. For menneskene er som bekendt ikke engle, som James Madison konstaterede, da han fastslog behovet for en stærk statslig centralmagt i USA.

Man vil dog hurtigt kunne konstatere, at forfatternes idealisme og ønsketænkning – præget som den er af deres reaktion på begivenhederne på Balkan – også påvirker deres analyser og diskussioner af nationalismens ideer, historier og fremtrædelsesformer. Vel anerkender de, at gruppemedlemskab og en form for kollektiv identitet er universelt menneskelige fænomener. Men de ser bort fra, at alle sociale organiseringsformer har politiske implikationer i bred forstand, hvad enten de sker på grundlag af klasse, køn, etnicitet, religioner eller “rene” ideer. Og historisk set har de politiske følger af sådanne organiseringskriterier vist sig lige så potentielt destruktive over for enkeltmennesker og mindretal som “nationen”, så snart de udviklede sig i totalitær retning.

Hovedproblemet med Spencer og Wollmans argumentation er dog, at den bygger på den modernistiske grundantagelse: At fordi en nation er et “forestillet fællesskab”, som Benedict Anderson så rigtigt gør opmærksom på (Anderson 1983), så betyder det, at den er illusorisk – et produkt af fantasiens evne til at opfinde noget, som ikke eksisterer i “virkeligheden”, og som derfor blot kan tænkes eller villes væk, så såre dette erkendes.

Men dette er en misforståelse af Andersons tese. At nationen er forestillet betyder, at nationen er et bevidsthedsfænomen, ikke at den er uvirkelig. Tænk engang, hvad det ville indebære at betragte alle bevidstfænomener som illusioner! At noget er et bevidstfænomen kan fx skyldes, at det har rod i erfaringer. Og for de fleste mennesker er nationen en erfaret virkelighed.

Hvad der derimod kan betragtes som problematisk, er de illusioner, det modernistiske paradigme har gjort sig skyld.

Som det fremgår, argumenterer de to bøger, jeg har omtalt, mod nationalstatens fremtid på to forskellige måder. Udgangspunktet er dog det samme: Krigene på Balkan. Og synsmåden har de også til fælles: modernismens tese om nationen som et forbigående historisk fænomen. Men herefter skilles vandene på en række punkter. Hvor Østergård, Hettne og Sörlin er liberale politiske realister, der er optaget af at forklare, hvorfor de anser forestillingen om det nationale for at udgøre en hindring for løsningen af en række strukturelle problemer i den verden, vi lever i i dag, så er Spencer og Wollmans bog udtryk for en venstreradikal, etisk motiveret utopisk idealisme.

Jeg anser selv begge former for overvejelser for principielt set at være relevante. Et liberalt forsvar for nationalstaten bør forholde sig til begge former for kritik, dvs. til såvel de politiske og sociale, som Østergård m.fl. diskuterer, som de etiske problemer, der kan være forbundet med visse former for nationalisme, sådan som Wollman og Spencer påpeger det. En liberal nationalstat må derfor kunne forsvares med både realpolitiske og etiske argumenter.

Det generelt problematiske ved de to kritikker er til gengæld, at de til trods for forfatternes imponerende teoretiske og historiske overblik alligevel opererer med et forenklet nationsbegreb. Det skyldes for en stor dels vedkommende deres udgangspunkt: Modernismens paradigme med dets rødder i en bestemt oplysningstradition, nemlig den franske.